Anmeldelse - Baozi

Se billeder og film fra livet i Kina på Teachengdus visuelle sidekick, flickr.com/photos/101123045@N04/sets/

Et stort fad dampet baozi fungerer udmærket som morgenmad i Kina.

Ret:

Baozi (dampet bolle med fyld, udtales "bao tze").

Serveret med:

Baozi kan både stå alene som et hurtigt mellemmåltid eller som en af de tre essentielle dele i en nærende børnehavemorgenmad. De andre værende æg og enten varm mælk eller risvelling (xi fan).

 

Børnehavens baozi indeholder oftest rød bønne eller sorte sesamfrø.

Med lidt glasur på toppen kan disse varianter fint gå an som fastelavnsboller. 

Chili-skala (1-5):

Afhænger af fyldet.

Beskrivelse:

Fuldkorn er en joke i Kina.

Sichuan-køkkenet byder på mange dejlige smagsoplevelser. Det gastronomiske univers i Kina er på mange måder mere spændende og smagfuldt en traditionel dansk mad. Der er dog visse mangler. Milliardvis af kinesere går rundt i lykkelig uvidenhed, når det kommer til smagen af rigtig brød. Fuldkorn i Kina er en skrøne, og det ”rye bread” man kan købe hos bagerikæden Andersen (udtales An Tu Shen), ligger latterligt langt væk fra smagen af et faktisk rugbrød. På disse kanter skal titlen ”Bakery” tilsyneladende forstås som ”konditori med spøjst-smagende hvidt brød”.

Efter de første par ugers mange skuffende bageribesøg smed vi håndklædet i ringen og erkendte, at et solidt ovnbagt brød er noget, der hører Vesten til. I stedet begyndte vi at sætte mere pris på børnehavens blege, dampede boller. Specielt dem med fyld i er faldet i vores smag. Disse dampede fastelavnsboller fungerer dulmende på vores trang til groft brød fra varmluftsovne.

Mens selve baozi-bollen er ret simpel i sin opbygning (dampet dej med fyld), er smagsvarianterne utallige. Efter en af de kagelignende rød bønne-/sort sesam-baozi er man næsten klar til at slå katten af tønden, 

hvorimod kødblandingerne kan gøre det nødvendigt at have en flaske vand i nærheden. Baozi-køb ved en ukendt baozi-stand kan være en famlen i blinde, når man ikke kan de kinesiske navne for fyldet. Dette øger spændingen!

Baozi-sælgerne med deres primitive dampovne står mange steder i Chengdu.

Specielt travlt har de om morgenen, hvor de servicerer mennesker på farten.

Priserne svinger mellem 0,5 - 1,5 kr. per bolle, og hvis man - som os - handler en fast baozi-stand, ved man endda hvordan de forskellige baozi smager.

Antal stjerner (1-6)

3

Begrundelse:

Baozi og dampet brød generelt er en udmærket erstatning, når rigtigt brød ikke er til at støve op. De blege boller bliver dog nemt kedelige i længden, og de er hverken ligeså nærende eller spændende som et solidt rugbrød. Varm luft slår damp til hver en tid.

OBS: Baozi er ikke at forveksle med sin kogte fætter jiaozi (dumplings), der ligeledes består af dej med varierende fyld, men konsistensmæssigt minder mere om italiansk tortellini end brød.

Kunsten at skabe en illusion

Hvis du  ikke har fået nok af de nuttede børnehavebørn og de spøjse skilte efter at have læst denne blog, så er der råd for det! Du kan finde både billeder og videoer af vores kinesiske tilværelse på denne hjemmeside:  http://www.flickr.com/photos/101123045@N04/sets/

Kunsten at skabe en illusion. Dén mestrer kineserne skræmmende godt. Facaden er altid i orden - da i hvert fald når den skal inspiceres - og det skader aldrig at pynte lidt på sandheden når det virkelig gælder. Desuden kan der jo være penge i at sælge sig selv godt, og så kan det vel være et fedt, om det man markedsfører sig som er virkelighedstro eller ej. Moralkodekset må siges at være et andet end hjemme i åh-så-ærlige-Danmark, og alle virker til at have det ganske fint med at få præsenteret en verden der er lidt mere rosenrød end den egentlige. Vores fuldtidsarbejde i børnehaven giver os en unik mulighed for at observere en kinesisk ”virksomheds” gøren og laden på godt og ondt. Ganske vist omtaler man sjældent børnehaver som deciderede virksomheder, men da det har et ”Finance Office”, kan det godt falde i den kategori! Vi indvies altså i børnehavens tricks og nødsages også til at tage del i dem -hvor ucharmerende de så end er.

Skolelæge, kantine, legeplads, finanskontor. Ligeligt vigtige komponenter i en kinesisk børnehave.

Personligt har jeg en ret grim smag i munden, da dagen oprinder for forælder-evalueringen af mine to eftermiddagshold ”Special Interest 1” og ”Special Interest 2”. Torsdag den 12. december skal min undervisning overværes af alle børnenes forældre, for at forældrene kan se, hvordan undervisningen plejer at foregå (sådan da). For første gang i min tid i børnehaven får jeg konkrete informationer om et forestående event i god tid. Det er der også gode grunde til, for den slags vigtigheder skal man jo forberede sig på! 

Første trin i forberedelserne er at hive et af de gamle emner frem af gemmerne og undervise i det i yderligere to uger, så jeg kan sikre mig, at børnene kan alle ordene til perfektion. Jeg stiller spørgsmålstegn ved denne fremgang, og mumler noget til Summer om, at det jo ikke er sådan det foregår normalt. Jeg får et svar bestående af et træk på skuldrene efterfulgt af det altovervindende argument:

 ”...but the parents…”.

Der er ikke noget at gøre. Det er forældrene der sætter dagsordenen, og det er forældrene der får det sidste ord i enhver børnehavesammenhæng. Det er trods alt dem pengene kommer fra. Jeg må altså lægge mig fladt på ryggen og give mig i kast med det drøn spændende frugt-og-grønt-emne endnu en gang.

I de næste uger drejer ALT sig om torsdag d. 12. december, og hver eneste ny leg bliver nøje vurderet af Summer, hvorefter hun afgør, hvorvidt den vil egne sig til forælder-dagen eller ej. Jeg må endda ”øve” legene med børnene, så de kan blive ekstra gode til dem før der kommer publikum på.

En uge inden forælderevalueringen kommer Summer med et overordnet program til mig. Da jeg skimmer sedlen hæfter jeg mig ved, at jeg skal slutte af med en farvelsang. En farvelsang? Vi synger aldrig farvelsang. Jeg får at vide, at så må jeg jo lære dem én inden torsdag.

Ane: “men…”

Summer: “…but the parents…”

Igen har jeg vist tabt diskussionen -men det forhindrer mig nu ikke i at ”glemme” indførelsen af en farvelsang som stille protest mod et system jeg har svært ved at affinde mig med.

Dagen forinden har jeg helt styr på mit program (hvilket heller aldrig før er sket i så god tid), og jeg synes jeg har formået at bibeholde en vis integritet i min plan for morgendagens opreklamerede show. Men så kommer Summer med besked fra højere instanser. Hun fortæller, at jeg skal finde nogle flotte stickers til børnene, som jeg kan dele ud i løbet af timen (ledelsen havde ellers talt om at købe et stykke frugt til hver elev på grund af emnet, men Finance Office havde vurderet, at de 30 kroner kunne bruges bedre andetsteds - man skal jo heller ikke rutte med pengene bare fordi forældrene betaler 20 kroner pr. lektion pr. elev for ekstra engelsk undervisning). Igen bliver jeg lidt irriteret. Jeg deler jo aldrig stickers ud og synes i øvrigt, at det er en uskik.

Ane: ”Men…”

Summer: ”…But the parents…”

Jeg må igen give fortabt.

Halvt ude af døren siger Summer henskudt: “ Imorgen bruger vi forresten det fine undervisningslokale, som Louis plejer at bruge. Der står ikke så mange senge, og gulvet er renere.” Hun smækker døren i og undgår dermed at skulle afværge flere protester fra min side. Hvis hun alligevel var blevet tvunget til det, havde hun nok sagt noget i stil af:

”… but the parents…”

Selvom jeg synes børnehavens tiltag er nok så åndsvage er jeg nødt til at rette ind. Summer kender trods alt mere til kulturen end jeg gør, og desuden er der andet og mere end mit ry som engelsklærer på spil. Nemlig Summers løn. Da Summer er ansvarlig for mine eftermiddagshold vil dårlig feedback fra forældrene ikke vidne om mine ringe evner som engelsklærer, men derimod om Summers -og det selvom jeg egenhændigt underviser holdene. Børnehavelogik.

Børnehaven er altså fuld af snyd og illusioner. Forælderevalueringerne bygger på ureelle fremstillinger af undervisningen og børnehavens hjemmeside er oversået med billeder, som slet ikke stammer fra børnehaven. Ja, selv i stickers pakkerne er det kun det øverste ark der har flotte guldkanter. 

Man kan lige så godt vænne sig til det. Om man så bryder sig om det eller ej.

Børnene behøver vi ikke pynte på.

Heldigvis virker børnene aldrig til at komme i klemme i forældrenes og børnehaveledelsens spil. De leger bare trygt videre, og kan vel egentlig prise sig lykkelige over, at deres forældre vil dem alt det bedste. Alligevel bliver de lige så forvirrede som engelsklærerne, når det reelle skal skiftes ud med det ideelle, for at børnehaven kan vise sig fra sin bedste side. Selvom rammerne vendes på hovedet forbliver børnene heldigvis de samme. Der kommer ikke guld ud af deres snottede næser - ikke engang når forældrene kigger på. Alligevel formår børnene at være det eneste element i børnehaven, der er lige
så reelt, som det er ideelt!

PS: Evalueringen forløb fint, og Summers løn bliver der ikke pillet ved i denne omgang. Pyh!

Anmeldelse - Hot Pot (Huo Guo)

Se billeder og film fra livet i Kina på Teachengdus visuelle sidekick, flickr.com/photos/101123045@N04/sets/

Den stærke gryde, "Hot Pot", skal smages mindst én gang, mens man befinder sig i Chengdu.
Herefter kan man altid vælge, om man har lyst til at gentage successen eller ej.

Serveret med

Da den Chengduvianske specialitet "Hot Pot" egentlig blot er en en kogende beholder med stærk chilisuppe,
kan nærmest hvad som helst puttes ned i denne kinesiske fonduevariant. Her skal man huske på, at Hot Pot er en festlig spise, så hverdagsmaden skal helst suppleres af noget mere eksklusivt (læs: mærkeligt). Indtil videre har vores Hot Pot-arrangementer inkluderet grisehjerne såvel som -indvolde. Sidstnævtne er ret sej at tygge sig igennem.

Alt kan bruges på et svin. Specielt i Kina, hvor man til tider må kigge langt efter reelt kød.
Hjernestykkerne kommer bedst ned, hvis man tænker dem som en melboller. Tarmtrådene derimod.

*Chili-skala (1-5)

5 (skal dulmes med masser af ris, te og cola)

Beskrivelse

Den karakteristiske duft fra simrende Hot Pot-gryder er noget, man støder på hvor som helst i Chengdu. Hot Pot-restauranterne er mange og særdeles nemme at genkende. Foruden den tunge dunst af chili og olie virker det store hul i midten af hvert spisebord som en tydelig indikator på, hvad der er for et sted, man er kommet til.

Selve retten fungerer ved, at hvert bord får tildelt en stor gryde vand indeholdende masser af dejlig chili og (stærk!) Sichuanpeber, som bringes i kog over et dertilindrettet gasblus. - For sarte danskere er det muligt at indsætte half-and-half skilleplade, så kun den ene halvdel af gryden er ildspyende. - Herpå putter man sine ingredienser ned i den boblende suppe, og venter et par minutter før de lækre specialiteter kan hives op igen. Alt kan som sagt puttes i en Hot Pot, men noget af det mest typiske er grisestykker (alt kan bruges), grønsager, æg, tofu og svampe. Helst i små stykker så de kan spises i en mundfuld eller to. Før de valgte stykker kan puttes i munden, skal de lige forbi gæstens egen skål, der igen er fyldt med chili og olie. De kraftige aromaer fra olien, chilien og Sichuanpeberet sikrer, at smagsoplevelsen er den samme næsten ligemeget, hvad man putter i munden. Nemlig smagen af Sichuan Hot Pot.

Mens de lokale ikke virker synderligt påvirkede af gryderetten, ender det ofte med, at vi med blussende kinder må smide overtøjet og erkende, at danskere ikke er født til så stærk mad.

Antal stjerner (1-6)

3

Begrundelse

Den regionale specialitet Hot Pot er en udmærket repræsentant for Sichuan-køkkenet, der bærer æren af at være Kinas stærkeste. Suppleret med ris og te er det heller ikke noget dårligt måltid. Specielt ikke hvis man går efter tofu og grønsager i stedet for fedt og tarme. Da Chengdu i midlertid byder på et væld af både bedre og billigere retter, må chiligryden nøjes med en mellemfornøjet karakter. 

*1) Smagløs, 2) Dansk, 3) Næsedryppende, 4) Gråd, 5) Ildspyende

Bonus information

Huo Guo er så stor en del af kinesisk kultur, at udtrykket indgår i børnehavens (kinesiskproducerede) undervisningsmateriale. Engelskundervisning i Danmark har næppe "The pot is hot" blandt de første sætninger i begynderpensum.

Stemningsrapport fra hverdagen

Der ligger langt flere billeder og videoer fra både hverdag, fest og andre oplevelser på Teachengdus Flickr-profil. Et visit hertil kan klart anbefales, men pas på, det er en værre tidsrøver! flickr.com/photos/101123045@N04/sets

Vi har via bloggen primært fortalt om ekstraordinære udflugter frem for at præsentere jer for de grå mandage og de travle torsdage. En prioritering der reelt er helt skæv, da det trods alt er hverdagens trummerum der gør oplevelsen til noget særligt. Vores valg af blogemner skyldes muligvis, at de syn der møder os i Chengdu er blevet en del af hverdagen, de sære dagligvarer er blevet trivielle, og den før så uoverskuelige storby er blevet vores base. Med andre ord, er det uvante blevet nogenlunde velkendt. Derfor er det så let at glemme, hvad det var for ting der var spøjse, småklamme, overraskende eller bare anderledes, da vi begyndte at slå vores folder i provinshovedstaden. I denne blog vil jeg -med det skrevne ords mange begrænsninger- forsøge at danne et stemningsbillede af det kinesiske gadebillede vi møder hver dag, samt introducere jer for et par af vores daglige sysler.

Kulden er ved at indfinde sig i Chengdu, og paraplyen bliver mere og mere tragisk at glemme hjemme på knagerækken. Det kan dog smutte, da vi oftest suser hurtigt ud af lejligheden om morgenen, for at købe os lidt ekstra tid til at puste på børnehavens glohede morgengrød. Efter at have drejet ud af porten kaster vi et hastigt blik på den altid morgenfriske frugtbodsfamilie, som vi kategorisk fravælger at støtte, da der hænger store kødlunser i kroge fra loftet lige over mandarinerne og æblerne. Skal vi have frugt køber vi det hos frugtægteparret på den anden side af gaden, som adskiller kød og grønt, nyder vores jævnlige besøg, og ikke længere behøver spørge, hvad vi gerne vil have. Pomelo altid pomelo. Deres kattekillinger ligger og slumrer i en kasse i hjørnet, og på fortovet sidder deres datter på en skammel med parrets barnebarn i skødet. Ved siden af den lyseblå plastikskammel kan man ane en våd plamage fra sidste gang den 2-årige pige havde behov for at lade vandet. 

Før vi når det kolossale femetagers vejkryds, nikker vi til den midaldrende, småbuttede ”morgenmotionist”, som krydser vores vej stort set hver morgen. Grundet kulden er han holdt op med at rulle sin snavsede, hvide tanktop op over brystkassen. Et tiltag som vi synes ganske godt om. Under broen i krydset har en flok mænd parkeret deres scootere, og sidder nu på hug tæt sammenstimlet om en gammel avis, hvorpå de spiller kortspil med deres småpenge som indsats. Rundt om dem står der gerne et mindre publikum af interesserede tilskuere.

På græsarealet langs vejen holder kommunalarbejderne i orange jakker til. Som regel sidder der fem på stribe og planter græs. I hvert fald er der altid alt for mange om arbejdet. Det er lige før, de er nok til at gribe bladende før de rammer jorden. Ellers kommer der hurtigt én og svinger en ris-kost for at holde gaden pæn. I tørre perioder sidder der en orange jakke på hug midt på plænen med en haveslange i hånden og spreder vandmasserne med fingrene, mens han langsomt drejer sig. Det minder om en opgave, som en almindelig havesprinkler ville kunne klare, men man må tænke kreativt for at finde arbejdspladser nok i et land, hvor der bare er fór mange mennesker (ren tai duo). 

Efter at have krydset et par scooter-befærdede ensrettede veje går vi i slalom, for at overhale de mange kinesere, som aldrig virker til at have travlt. Trods ensretning ser vi os altid til både højre og venstre, da ensretning kun er vejledende. Ligesom alle andre trafikregler. Ved floden holder en større gruppe scooter-fyre til. De spiller ligeledes kort, men lige så ofte ligger de på deres respektive scootersæder med benene på styret og tager sig en blunder før dagens gerning. Længere oppe ad vejen (efter vores bank og det store indhegnede byggeriområde) holder baotze-damerne til. De sørger for morgenmad til alle dem der er på farten -alt sammen til max halvanden krone per håndmad. På deres store mobile dampovne har de lag på lag af runde aluminiumsbeholdere indeholdende dampede fastelavnsboller med rød bønne-fyld eller kødsovsfyld. Med lidt held kan man nå at redde sig et muffin-smagende brød indpakket i majsblade, eller et par krydrede ristoppe før en af damerne med øvet hånd kaster en beholder med de klassiske fastelavnsboller øverst i aluminiums-stakken. 

Ved ankomsten til børnehaven byder vagten os velkommen med et venligt godmorgen, og vi kan tålmodigt stille os i køen af frustrerede børnehavepædagoger, som bøvler med at få registreringsmaskinen til at godkende deres fingeraftryk.

Vi har fundet det perfekte åndehul at tilbringe vores frokostpauser i. Efter en næsedryppende frokost i børnehaven vandrer vi ned på det vi efterhånden kan betegne som vores stam-tehus for at sippe te, læse bøger, øve vores kinesiske gloser, lave undervisningsplaner eller spille en gang kort. Tehuset ligger i nogenlunde læ for efterårsvinden - side om side med andre tehuse - op og ned af en lille å. På en god dag skinner eftermiddagssolen ned gennem træernes falmede blade og stedet summer af glasklirren, latter og kævlen fra de omkringliggende borde. Mændene sidder godt lænet tilbage i sivstolene og spiller kort eller mahjong, mens de pulser veltilpasse på en cigaret. Selv sidder vi i tykke trøjer, hue og halstørklæde og lader os opsluge af stemningen eller gør de tørre arbejdsopgaver mere 

spiselige i de hyggelige omgivelser. 

Forvilder vi os derned om aftenen står der gerne 70 damer og danser. Kyndigt instrueret af hende den højlydte med mikrofonen, som er strategisk placeret under gadelygten. Imens går en mand rundt og tilbyder ørerensning til billige penge. Det klares på stedet. Du behøver ikke engang stille din tekop fra dig. En anden går med en stav over nakken, hvorpå der hænger to kurve fyldt med kandiseret slik i store klumper. De remedier han bruger til at slå slikket i stykker med slår han rytmisk mod hinanden, mens han råber et par kinesiske salgsord. Den karakteristiske klingende lyd tiltrækker de slikhungrende, legende børn, som var det klokken på en hjemisbil.

Hvis man bliver sulten af den megen te og frisk luft er der fem minutters gang til vores stamspisested. Et lille muslimsk spisested med ganske almindelig kinesisk mad på menukortet. Men nudlerne er hjemmelavede, maden rigelig og suppen bedre. Også her er der tale om et familieforetagende. Svigersønnen slynger dygtigt nudeldejen rundt i luften, datteren tilbereder maden ude bagved, mens svigermor sidder med sit barnebarn på skødet. Hvis der indtræffer en pause mellem bestillingerne sidder svigersønnen og spiller Counter Strike i hjørnet. I sådanne tilfælde må man lige vente med at betale for sin mad til han er færdig med sit spil.

Omkring klokken fem fyldes gaderne med skolebørn klædt i joggingtøjslignende skoleuniformer. Her får gadestandene med mad og snacks ekstra travlt, og de tjener godt på skolebørnenes behov for en hurtig pindemad før eventuelle ekstratimer. Ejerne af ladvognene fyldt med frugt til salg har været så smarte at indtale salgstalen på båndoptager så de roligt kan sætte den på repeat og gemme stemmen til sladder med de andre sælgere. 

En kvinde træder ud af bussen med en levende hane i en hvid plasticpose. Buschaufføren benytter det korte stop til at sende en ordentlig harker ud af vinduet før han fortsætter rundt på sin rute. På gaderne går vi og glor lidt på vinduer, og peger på tegn vi kender betydningen af. Dog har vi altid et halvt øje på vejen. Både for at undgå at træde der, hvor folk har tømt deres bihuler, men også fordi der godt kan mangle et brønddæksel her og der.

En beskeden kegle må være fint til at markere det store hul i jorden,
der engang blev dækket af et brønddæksel. Færdsel er jo på eget ansvar.

Ved spisetid sidder familierne foran deres forretninger rundt om små plastikborde for at indtage aftensmåltidet. Opvask og tilberedning foregår også foran forretningen, hvor man kan forsøde arbejdet med en snak med venner og veninder. Man skulle jo nødig gå glip af noget ved at isolere sig inden døre. Det er nu nok denne sociale gadementalitet der gør, at her altid er så meget underligt at se på. Der er ikke noget der er for lyssky eller privat til at foregå i al offentlighed. Om der så er tale om negleklipning, ørerensning eller tissetrængende unger. De ting vi møder i hverdagen er i realiteten stadig underlige. Der går sjældent en dag uden et nyt underligt syn. Det er dét vi har vænnet os til. Det er dét der er det velkendte.

I Chengdu er normalen, at noget er sært. Heldigvis har dette kulturtræk en frygtelig masse charme - i hvert fald i vores øjne.

En verdensborgers hverdag

Fordi min dagstur handlede mere om transport og navigation i en storby end egentlig sightseeing, var der hverken tid eller overskud til at tage mange spændende Shanghai-billeder. Til gengæld bugner Teachengdus Flickr-profil med flotte billeder fra andre områder af Kina. Tjek dem ud her! www.flickr.com/photos/101123045@N04/sets/

Fysisk afstand er ikke et problem

I en hastigt skrumpende verden er det en smal sag at tage til Kina og stadig følge med i hvad, der sker på den anden side af kloden. På denne blog kan I derhjemme læse om vores kinesiske hverdag, ligesom vi blot tjekker Politiken.dk for at blive opdateret på den nationale agenda i lillebitte Danmark. Her kan vi læse, at eks-statsministeren er blevet grillet for deltage i eksklusive møder på de fattiges regning. En mindre heldig sag, men interessant er tanken om, at landegrænser ikke længere udgør en barriere for, at mennesker fra alle dele af jorden kan mødes og tage beslutninger i fællesskab. I transportmæssig forstand er verden så sandelig også blevet mindre. Ændringerne i tid og rum i det 21. århundrede skaber nye muligheder for mange ting; eksempelvis for optagelsesprøver.

Da de relevante optagelsesprøver sjældent finder sted, der hvor man selv befinder sig, må Muhammed jo komme til bjerget. Undertegnede har tidligere rejst land og rige rundt for at nå til sådanne bjerge. I lille Danmark foregår dette med tog. I Kina derimod skal der stærkere kræfter til. Her er en beretningen om den dag, lille Louis fra Engesvang pendlede over 3.000 km for at mødes med det spanske universitets internationale repræsentanter i Shanghai… På egen regning vel at mærke, Lars!

5.15

IPod’ens alarm laver en alverdens palaver på et ellers dejlig roligt værelse. Der er knap tre timer til flyet letter fra Chengdu Shuangliu International Airport, og selvom Summer skønner, at man kun behøver at være der en time i forvejen, vil jeg gerne være i god tid. Man har ikke lyst til at være stresset i en stor lufthavn fyldt med volapyk-tegn og et utal af forkerte gates.

Jeg bevæger mig fra den fristende varme seng ud i det uopvarmede rum - fjernvarme er en skrøne syd for Yangtzefloden - skynder mig at tage tøj på, børster tænder, tjekker penge, pas, billetter og så ellers afsted. Første udfordring er gårdhavens lukkede port (låst fra 23 til 7), men med lidt charme og et par Yuan kan natportneren overtales til at låse op på dette ukristelige tidspunkt. I bedste storbystil prajer jeg den nærmeste taxa og kører mod Terminal 1.

6.00

Vi ankommer til lufthavnen efter en spændende morgentur, hvor taxamanden rent faktisk tog sikkerhedsselen på, da vi ramte motorvejen og for alvor kunne køre stærkt. Inde i byen virker de ret ligeglade med hele sele-konceptet.

Lufthavnen er ikke overrandt på dette tidspunkt af døgnet, og jeg kommer igennem check-in forbløffende tjept. Tyve minutter senere sidder jeg og gumler i en Subway-sandwich ved Gate 24, mens jeg ærgrer mig lidt over ikke at have lyttet vores altid vise rumbo.

8.00

Ved 8-tiden går jeg og de andre passagerer ombord på et overraskende nydeligt Sichuan Airlines-fly. Da billetterne blev ordnet af Summers ven i flybranchen, som kan billige rejser, frygtede jeg en kinesisk pendant til Ryan Air - måske med endnu mindre benplads grundet de endnu mindre kinesere. Dette er dog slet ikke tilfældet. Undervejs på turen bliver der endda vist Mr. Bean på skærmene, som man kan nyde, mens man spiser sin fly-morgenmad og sipper dejlig kinesisk te.

Morgenmaden hos Sichuan Airlines består ikke overraskende af den klassiske risvelling (shi fang).
Havde de derimod suppleret dette med en lækker baozi, var det straks en anden sag!

10.30

To og en halv time senere befinder jeg mig omtrent 1.800 km øst for Chengdu. Nærmere bestemt Shanghai Pudong International Airport; en lufthavn man sagtens kan bruge hele dagen på at udforske, hvis man gider. Dette har jeg dog hverken tid eller lyst til. I stedet begiver jeg mig mod metroen, godt hjulpet på vej af skilte og rullende fortov. Ved ankomst viser det sig, at Shanghais metrosystem er betydelig mere veludviklet og kompleks end Chengdus overskuelig nord-syd/øst-vest model. Jeg finder min station, køber en billet og bevæger mig med menneskemængden ned i dybet.

Oversigten siger, at People’s Square ligger hele 18 stop fra Pudong Airport, så jeg læner mig rolig tilbage, efter at have fundet et sæde i vognen. Denne tur dog skal vise sig at vare næsten ligeså lang tid som rejsen fra Chengdu til Shanghai, da ’line 2’ foretager en for mig uventet U-vending ved stop seks, og jeg må finde en ny underjordisk vej til People’s Square. Øv.

13.00

Ikke desto mindre står jeg på slaget 13 i Shanghai centrum og beundrer det pompøse JW Mariott Luxury Hotel. Ifølge mailen er det på femte sal i denne fornemme bygning, at jeg i eftermiddag skal vise mit værd. Jeg finder hurtigt mødelokalet, udveksler et par ord med piccolinerne og skynder mig ud i byen for at få lidt i skrutten før testen.

JW Marriotts eksklusive rammer skiller sig ud, selv i en storby som Shanghai.
Man bliver lige en centimeter højere, når man går ind af døren sådan et sted.

Skærmene giver fine retningslinjer til, hvor man skal hen.

Selvom Meeting Room 4 lyder fristende, går jeg ind i nummer 5.

14.00

Med cola og stegte ris i maven sætter jeg mig ved et af testbordene, der står fint indrettet med kladdepapir, vand og hotellets egne mintpastiller. I mellemtiden er dagens anden testdeltager, Kristine, dukket op. Kristine fra Norge går til daglig på den amerikanske skole i Shanghai. På den anden side af bordet sidder Richard fra Irland og spanske Alex som ansvarlige repræsentanter fra IE University. Selvom vi kun er fire personer, er det i sandhed et internationalt, der finder sted denne lørdag i hjertet af Shanghai.

“The IE Admission Test evaluates verbal, logical, and mathematical abilities acquired both in and out of the classroom environment. It focuses on the ability to reason, rather than the memorization of information."

Således definerer universitetet selv sin multiple choice test. En beskrivelse der holder meget godt stik. I de næste 90 minutter bliver vi hevet gennem et væld af opgaver, der kræver at man kan tænke rumligt, abstrakt og logisk på samme tid. Der er tilsyneladende et godt stykke vej fra engelsk børnehavevokabular til de verbale evner, universitetet efterspørger.

Meeting room 5 er linet fint op i dagens anledning.
Vi er kun fire mennesker i alt, men der er altid plads til uventede gæster.

15.30

Klokken halv fire ringer Richards alarm for sidste gang, hvilket markerer at testen er slut. Godt tunge i hovederne lægger Kristine og jeg blyanterne fra os og indleverer vores svarark ved bord 1. Vi sludrer lidt med Alex og Richard, der ikke virker til at svede nær så meget som os skandinaver. Hvorvidt testen gik godt eller skidt kan de ikke umiddelbart svare på, men de ønsker os alt held og lykke fremover og beder os om at tage et par pastildåser med i hånden - nu er de jo betalt.

Ør i hovedet begiver jeg mig ud i Shanghais gader for at opleve lidt af byen, før turen atter går vestpå. Det ender med et visit på Shanghai Museum i et patetisk forsøg på at virke kultiveret. I virkeligheden er jeg alt for udmattet til at fokusere på antikke bronzeskulpturer og skrøbelige tekstdokumenter, så det bliver et meget overfladisk besøg.

17.00

Ved fem-tiden bevæger jeg mig atter ned i det filtrede system af underjordiske gange, der omkring fyraften bliver forvandlet til en slags kinesisk myretue. I en by med 18 mio. mennesker og en befolkningstæthed på 17.000/km2 (København har 639/km2), kan man nemt komme til at føle sig som en meget lille og ubetydelig brik i metroens menneskemylder. Så er jo det heldigt, at der stadig ligger en uafspillet Monte Carlo-podcast på iPod’en.  Med danske Esben og Peter i ørene finder jeg skiltene til ”line 2” og begiver mig afsted mod Pudong Airport.

18.30

Halv syv sidder jeg igen og venter i en halvtom lufthavnsgate. Igen i latterlig god tid da der er en hel time til, flyet letter. Alligevel er det helt fint sådan at stene lidt ud i luften. Batterierne - både mine egne og iPod’ens - er ved at være flade, og nu vil jeg egentlig bare gerne hjem.  For at få lidt energi har jeg købt en af de meget udbredte bøtter minutnudler. Desværre er der kun lunken vand tilbage i dispenseren, så mine nudler bliver en skuffende omgang.

Da vand for guds skyld ikke må drikkes koldt, og fordi kinesisk kost i høj grad består af te og nudler, er varmtvandsdispensere at finde overalt i Kina. Denne lufhavnsmodel er dog genstridig, og vil kun servere lunkent vand, trods displayet fortæller en anden historie.

19.45

En god time senere boarder vi endnu et fint fly fra Sichuan Airlines og vender næsen hjemad. Atter engang dukker den evigt pinlige Rowan Atkinson op på skærmen. Spændende fætter, men denne gang vælger jeg altså soveløsningen i stedet. To gange Mr. Bean på samme dag er næsten for meget af det gode.

23.00

Flyet ankommer til Chengdu i ellevte time, og jeg marcherer ganske anonymt gennem den menneskeforladte lufthavn. Ved udgangen venter ingen velkomstkomité, men til gengæld en bunke anmassende kinesere, der gerne vil køre mig hvorhen det skal være, og helst til den dobbelte pris af normalen.  Jeg ved dog, hvad jeg vil have og undviger fint de generøse tilbud for i stedet at hoppe ind i en limegrøn Volkswagen med et taxaskilt på taget.

23.30

30 minutter ældre og 50 Yuan fattigere står jeg på vores gade og rasler med porten til gårdhaven. Portneren lukker op helt uvidende om hvilken verdensborger, der står foran hende. Hvis jeg kunne fortælle hende om min dag, siden vi sagde hej i morges, ville hun næppe tro mig alligevel.  I stedet stikker jeg hende en skilling og vandrer op til lejligheden på tredje sal. Efter 18 timer på farten er det rart at kunne lægge sig i sin vante seng - også selvom den er ligeså isnende kold som resten af rummet.

Resultaterne fra prøven er i skrivende stund stadig under behandling. Mange ting skal klappe for at optagelsen på det internationale universitet går igennem, men en ting kan jeg da tage med: The feeling of being a global citizen…with a huge ecological footprint.

På visit hos verdens største Buddha

Se billeder fra dagsturen til Leshan på Teachengdus flickr-profil. Her ligger også et udførligt 100-sekunders reportage-filmklip om Buddhaen og vores relation til stedet: http://www.flickr.com/photos/101123045@N04/sets/72157637494837984/

Her står tiden ikke stille! Den går derimod rigtig hurtigt… måske fór hurtigt.

Der er så meget spændende at se til, og alligevel føles det, som om vi slet ikke oplever tilstrækkeligt. For at komme problemet til livs og skabe en falsk fornemmelse af produktivitet indtager vi det lokale tehus og udarbejder vi en kreativ liste over ting, som vi skal nå at opleve før opholdet er omme. Listen inkluderer alt fra havregrynskugleproduktion med Summer til rejser i det ganske land. Da det ikke er sæson for havregrynskugler endnu, beslutter vi os for at bruge denne solskinsrige november-lørdag på en lille dagsudflugt. Der er en enkelt seværdighed i vores provins, som går igen i diverse guide-bøger. Nemlig ”Leshan Giant Buddha”, som er på UNESCO’s liste over World Heritage Sites. En 71 meter høj buddhastatue med øjne så store som møllehjul -dog i sammenknebet udgave. Det skal ses!

Vi pakker en rygsæk med det sædvanlige kineserkit (et kamera, en termokande og en paraply), og forvilder os på den første den bedste bus til Leshan. Efter et par timers køretur når vi frem til Buddhaens hjemby, hvorfra vi ikke aner, hvor vi bør tage hen. Det påstår taxachaufførerne til gengæld, at de gør, og siden vi alligevel ikke har spor af forventninger lader vi dem afgøre turens udformning. Da vi forlader taxaen står vi langt fra ansigt til ansigt med kæmpebuddhaen. I stedet står vi overfor indgangsportalen til en stor buddhistisk theme-park og to småforvirrede spaniere, der heller ikke rigtig ved, hvad der foregår. Mødet med spanierne viser sig alligevel nyttigt, da de anbefaler os at snyde os til studenterrabat ved at vise tilfældig dansk legitimation frem for et reelt studiekort… en taktik som giver vores danske kørekort en ekstra funktion, sparer os 140 kroner i entré og eventuelt kan spare os mange flere penge på sigt -hvis samvittigheden tillader det.

Inden for parkens mure er der buddhaer… And that’s about it. Til gengæld ses de i alle afskygninger, og de har en spøjs charme over sig. Desuden kan buddhaer lave ansigter så udtryksfulde, at enhver børnehavelærer føler sig utilstrækkelig og straks går hjem for at finpudse "If you're happy and you know it". 

En meget tilpas Buddha skuer ud over parken

At solen skinner bliver det heller ikke ringere af, og parken er rimelig tørlagt for besøgende, så vi kan uforstyrret nyde roen, naturen og den medbragte te på parkens algebevoksede stenbænke. En heftig stigning i menneskemængden fungerer som indikator for, at hovedattraktionen - den store Buddha - er inden for få meters afstand.  En time senere kan vi konkludere følgende:

1.        Verdens største Buddha er ret stor
2.        Vi skulle aldrig have stillet os i denne her kø

”Leshan Giant Buddha” tjek.

Vi klør den lidt på næsen, som inspiration for de kinesere, der ikke orker flere peace-tegn

Med kinesisk turistbus til Jiu Zhai Gou

Se alle de smukke videoer og billeder med supplerende tekst på Teachengdus Flickr-profil: http://www.flickr.com/photos/101123045@N04/sets/72157636359710703/

Plans change

Det er fredag morgen, klokken er 5.30, og vi har allernådigst fået fri fra børnehaven. Vi skal nemlig lege kinesiske turister i den smukke nationalpark ”Jiu Zhai Gou” i det nordlige Sichuan til og med søndag. Det er organisationens påfund, at vi skal besøge netop dette sted, og de har faciliteret det hele for os. Det eneste vi skal gøre er at pakke kameraet og sætte os godt til rette i en turistbus spækket med kinesiske turister. Kameraet husker vi… Den anden opgave har vi straks sværere ved at håndtere. I hvert fald må vi efter en times længselsfuld spejden efter den rette turistbus erkende, at de billedglade kinesere er draget nordpå uden os. 

Note to self: husk at sikre dig, at du har forstået, hvor mødestedet er.

Herfra går det stærkt. Vi ringer til kineseren, som har råd for alt, Kevin. Meget kan han klare, men han kan dog ikke sende bussen retur efter os, og han kan heller ikke gøre meget ved, at de senere afgange er helt booket. Siden vi allerede har pakket taskerne og slæbt os ud af sengen beslutter vi at besøge et andet bjerg i provinsen og se nærmere på verdens største Buddha. Denne plan bliver imidlertid skubbet til side da vi står og tripper i billetkøen til toget. Summer ringer nemlig med et tilbud om, at vi kan tage af sted fra lørdag til mandag med en tilsvarende turistgruppe, hvis blot vi skynder os tilbage til børnehaven før rektor får nys om udlovning af både hele og halve fridage. Med de ord står vi straks parate i vores klasselokaler og glæder os over, at tingene altid løser sig trods forvirring og kommunikations-svipsere.

Dag 1

Lørdag morgen går projekt ”find bussen” ganske glat, og vi kan med sindsro tage en lur mens bussen triller af sted mod højere luftlag. Vi bliver imidlertid vækket af en skinger guide-stemme over radioen som giver sig til at undervise bussens passagerer i det sprog som Zang-minoriteten i Jiu Zhai Gou taler - og det værende med en undervisningsform, som minder umiskendelig meget om den vi benytter os af i børnehaven. De fuldvoksne kinesere fra alle egne af Kina virker dog godt underholdt af sprogkurset såvel som de jævnligt indlagte ”yeah-udbrud” akkompagneret af peace-tegn. Guiden giver oven i købet en lille sang. Efter 6-7 timers kørsel med udsigt til snedækkede bjergtoppe, store floder og klare søer når vi frem til Huang Long. En nationalpark, som vi ikke anede, at vi skulle besøge. Vi tager en gondollift til bjergets top og møder følgende tre ting på toppen: Kameraer, kinesere og sne. Et samspil der er ret sjov at observere for to snevante danskere. Vi tager ikke billeder af sneen, men derimod af kinesere der tager billeder af sneen. For vores to kærkomne engelsktalende turistbus-kammerater, Jackson og Elmo, er mødet med sneen det første nogensinde.

Peace-tegn, flot udsigt OG sne! Dét er i sandhed et velkomponeret billede.

Vandreturen ned fra bjerget er kold såvel som køn, og den planter en snert af julestemning hos os begge. Den helt store naturoplevelse har vi dog stadig i vente. Derfor satser vi på en god nats søvn på hotellet. Vi sænker dog hurtigt ambitionerne. Hotelværelset har nemlig antaget samme temperatur som de iskolde, snedækkede omgivelser.

Dag 2

Da vi stavrer ned til morgenmad søndag morgen er den sangglade turistguide forsvundet som dug for solen. Sangglæden er erstattet af stor tendens til råberi og irritation, samt mange formaninger om at ”skynde sig”. Det er tilsyneladende et krævende job at få alting til at gå op i en højere enhed med en flok bestående af fyrre kinesere og to danskere. Ved ankomsten til Jiu Zhai nationalpark mødes vi af et opgivende syn. Tusind skubbende kinesiske turister med opslåede paraplyer, som skærmer for den stille morgenregn. Da vi kommer ind i parken viser det sig dog at være alt skubberiet værd. Sammen med Elmo og Jackson vandrer vi rundt i alt fra Narnia-lignende snedækkede vinterlandskaber, til løvskove i smukke efterårsfarver. Vi ser imponerende vandfald og spejlblanke turkisblå søer - og så lytter vi til kinesere der i kor udbryder ”wooooaw”. Et udbrud der er helt på sin plads for så smuk natur.

Om aftenen tager vi i teater og oplever en række kulturelle indslag med udgangspunkt i Zang-kulturen, før vi igen kan nyde en nat i den møblerede dybfryser.

Dag 3

Det er nu blevet mandag, og vi påbegynder den lange køretur hjemad med et enkelt stop i en Zang-landsby, hvor vi smager på yak-kød, samt te baseret på yaksmør, sukker og en anden udefinerbar ingrediens. Vi forstår ikke et kuk af rundvisningen i landsbyen -en følelse vi har været efterladt med gennem det meste af weekendturen - men så går vi selv lidt på opdagelse i området.

Defekte håndbremser i bjergene er der råd for!

Udtrykket "at trække i sit stiveste puds" får pludselig helt nye og ubehagelige dimensioner.

Ved aftenstid tager vi afsked med vores nye kammerater og giver dem danske papirflag og mønter som tak for oversættelse såvel som hyggeligt samvær.

Alt i alt har det været en spændende weekend. Vi har nemlig oplevet kinesere som oplever -og det er en hel kultur for sig. Beskyttet, forhastet, turistet, social og sidst men ikke mindst veldokumenteret. SMIL!

Weekendens klamme indslag: 

Hvis de mange sving fører til køresyge blandt bussens passagerer kan man altid kaste brækposerne ud af vinduerne.

Efterårsferie sydpå

Se alle de smukke videoer og billeder med supplerende tekst på Teachengdus Flickr-profil: http://www.flickr.com/photos/101123045@N04/sets/72157636359710703/

Kinesisk efterårsferie

Hvis nogle af bloglæsere føler, at de seneste ugers opdateringer har været lidt sparsomme (hvilket de har), kommer her grunden: Vi har holdt ferie! Selvom kinesere ynder at arbejde flittigt og konstant, eksisterer der faktisk skemalagte fridage (der dog ofte skal kompenseres for senere). ”National Holiday” er en ugelang ferie, som minder lidt om den danske efterårsferie. Eftersom rigtig mange ansatte får fri i disse dage, bliver de eftertragtede feriemål både dyrere og proppede med turister. Kinesisk højsæson er ikke noget man spøger med! Dette afskrækkede os dog ikke fra selv at pakke rygsækken og tilslutte os menneskemængden. Lidt kinesisk er man vel.

Ny provins. Nye mennesker. Nye oplevelser

Turen gik denne gang sydpå til Yunnan-provinsen med destination Dali; et fantastisk område med overvældende natur og spændende etniske minoriteter. Desværre også med en masse kinesiske turister, men de var til at undgå, når man søgte op i de overskyede bjerge Cang Shang eller rundt om den store sø Erhai Hu

Undervejs på vores rejse mødte vi mange overvældende venlige mennesker som hjalp os og gav os oplevelser, som med garanti ikke havde fundet, hvis vi stringent havde holdt os guidebøgerne. Åbenhed, oprigtig interesse, simpelt kinesisk, et solidt opslagsværk og spillekort rækker rigtig langt og kan føre til mange gode timer med nye venner. Det er til at blive flov over, ikke at have noget materielt at tilbyde som respons på de mange gaver, man modtager på en sådan tur, men vores kinesiske venner virkede tilfredse med fysisk tilstedeværelse og et par fællesbilleder med vesterlændingene.

Ligeså interesserede vi er i at lære om kinesisk kultur, ligeså ivrige er vores kinesiske venner efter at opføre sig vestligt og træne deres engelskkundskaber.

For more info: Check Flickr

Alt i alt blev det til syv fantastiske dage med så mange oplevelser, at vi slet ikke kan overskue at skrive det hele her på bloggen - I vil næppe kunne sætte jer helt i samme sted, alligevel. Dog fik vi taget en masse smukke billeder fra rejsen, som kan ses her Billederne er suppleret med forklarende tekster, som fortæller noget om kinesisk kultur såvel som de specifikke steder. De 170 billeder er værd tjekke ud, så afsæt gerne et kvarter til det - måske tyve minutter.

Vesten i Østen

Der ligger et filmklip fra busturen på vores Flickr-side. Her kan I også se, hvad vi ellers har taget billeder af indtil videre. flickr.com/101123045@N04/sets/

Mooncake festival

Tradition og familie spiller en vigtig rolle i det kinesiske samfund, hvilket kommer til udtryk ved landets helligdage. Forleden var det tid for den årlige månekage-festival, hvor mange kinesere søger tilbage til reden for at mæske sig i god mad og månekager. Hvis der skulle sidde nogle uerfarne månekagesmagere bag skærmen, kan vi afsløre, at I ikke er gået glip af nogen fantastisk kulinarisk oplevelse. Fra børnehaven side af har vi begge fået foræret et prangende sæt af de dyre energibomber, men efter at have smagt flere varianter, har Summer fået lov til at tage resten.

Månekagesalg er en stor industri i Kina. Selvom børnehaven har været generøs, vil vi egentlig hellere have haft pengene i stedet for de dyre kager.

Chengdus vestlige niche

Siden vi ikke har nogen familie at besøge i Kina, valgte vi i stedet at bruge den forlængede weekend på at rejse til nabobyen Chongqing med en slags ”erstatningsfamilie”.  Når man bor i en kæmpeby fuld af mandarintalende kinesere, kan det virke befriende at møde vesterlændinge, man rent faktisk kan kommunikere med. Besøg på millionbyens vestlige barer og cafeer (eksempelvis Shamrock og Bookworm) har skaffet os et lille netværk af mennesker med spændende ideer. For knap to uger siden shanghajede en af vores nye venner undertegnede til byens rugbyhold, Chengdu Pandas, der tilfældigvis skulle møde Chongqing i helligdagene. Uerfaren inden for selve spillet og hvad det vil sige at hoppe på en bus med en bunke rugbyspillere takker vi naturligvis ja til det gode tilbud - man må jo tage, hvad der kommer.

90’erne kommer til Chongqing

Otte dage senere sidder vi og skråler med på sukkersøde boyband-melodier i en privatbus spækket med dåseøl, snapbacks og dekorative pandahatte. Årets tema for Chongqingturen er nemlig ”90’s band spectacular”, og i en udsendt erklæring har vi foruden et omfattende regelsæt (hvis straffe altid udmåles i øl), hver især fået tildelt et midlertidigt 90’er-pseudonym, hvilket øger forvirringen men også morskaben. Ane og jeg går i de næste tre dage under navnene ”Christina Aguilera” og ”Nick Carter”. Med temaet følger også en vis dresscode, og på trods af ret begrænsende rejsegarderober lykkes det os at finde lidt 90’er-klæder, der suppleres med et par kasketter fra en venlig gadehandler.

Tourmaster Westie (aka. Justin Timerlake) satte rammerne før turen ved at udsende et udførligt skema med turregler

Nok erindrer vi ikke meget fra det sidste årtusind, men datidens hippe typer satte vistnok kasketten på skrå, så vores 90'er-parodier gør ligeså.

Efter seks timer med skrattende højtalere, sjofle rugbyviser og en god portion tissepauser ankommer vi til et snusket hostel placeret i centrum af Chongqing; en by med over 30 mio. indbyggere! Originalt havde vi overvejet at udforske, hvad en sådan metropol har at byde på, men egentlig virker byen ret grå og ufremkommelig, så vi holder os til de andre og lader op til morgendagens kamp.

Tina's Hostel lader en del tilbage at ønske, men vi klarer os gennem natten, aircondition eller ej.

Saturday is rugbyday!

Næste dag begiver vi os mod et nedslidt stadion, der ikke desto mindre besidder et ægte græsunderlag - en luksus i Chongqings betonørken.  Her står de lokale spillere og tager imod os med kram og highfives. Rugbykulturen i Kina er ikke overvældende stor, så mange spillere har efterhånden knyttet venskaber på tværs af holdene, og tredje halvleg bliver da også holdt samme sted. Mere om den senere. Selve holdene består af en broget skare af spillere med varierende erfaring og forskellige nationaliteter; heriblandt englændere, amerikanere, en australier, en sydafrikaner, to franskmænd, en irer og en god portion etniske kinesere. Fælles for dem er dog, at de typisk er en anelse ældre og gerne 10-20 kg tungere end undertegnede.

Der er god stemning blandt Chengdu Pandas (sort/hvid) og Chongqing Conquerers (blå) både før og efter kampen.

En forvirrende mandesport

Med absolut ingen forudgående spilerfaring eller viden om rugbyregler, -strategier eller fagtermer kan hele sceneriet godt virke en anelse skræmmende, men Harrison fra Hawaii giver mig en hurtig introduktion til spillet og do’s & don’ts for min position på banen, winger. Herefter er det bare at sætte i gang og tackle de store fyre efter bedste evne. Heldigvis er winger ikke banens mest centrale rolle, så jeg får flere pusterum end eksempelvis holdets scrumhalf. Som uvidende dansker bliver man nemt narret til at tro, at rugby er et spil uden de store regler. Det er ikke tilfældet! Selvom jeg endnu ikke kender alle regler, fremgår det tydeligt af kampen, at man ikke blot kan gøre hvad man vil. Lidt forsimplet handler det dog om at stoppe modstanderen, der har bolden (mange midler er tilladt) for derefter at erobre den aflange læderklump og løbe den ned i den modsatte ende.

I rugby skal fokus helst rettes mod bolden, men det er så absolut tilladt at gå efter manden.

That big fat Hawaiian guy

Efter 2x40 voldelige og ret forvirrende minutter er kampen overstået. Chengdu vinder opgøret knebent, men det bliver der ikke gået så meget op i. I stedet vandrer spillerne i retning mod spillertunellen, hvor en et par køletasker med forfriskende Tsing Tao-øl står klar. Efter at have fået sig en tår over tørsten kører vi tilbage til Tina’s Hostel for at gøre os 90’er-klar til tredje halvleg, som finder sted på en restaurant/bar bestyret af Cliff - beskrevet som ”that big fat Hawaiian guy”. Aftenen og natten med bruger vi hos Cliff, der står for mad og drikkevarer, mens vi andre fortsætter boyband-tonerne nu med Chongqingholdet som backup-gruppe. På hjemturen næste dag er flere spillere mærkede af gårsdagens kamp såvel som af Cliffs kolde kinesiske øl.

Alt i alt må turen siges at have været en bragende succes! Kan det overhovedet blive andet med 25 skrålende og hoppende mennesker samlet i en bus? Britisk pub-/ og popkultur var muligvis det sidste vi på forhånd ventede os af Kina. Ikke desto mindre hører et indblik i denne nu med under den samlede pakke af oplevelser på vores Kinatur. Sådan går det, når man holder åben over for muligheder og tager de tilbud, der kommer.

... Ane blev for resten så bidt af kulturen, at hun skal med til træning på torsdag.

En dag i Aimier Beite Kindergarten - Engelsklærer version

Et par uger er gået, og vi er faldet lidt ind i hverdagens trummerum. Eftersom vi selv har fået mere overblik over dagligdagen kan vi nu give Jer et bud på en ganske almindelig dag i Aimier Beite Kindergarten. 

Hvis I vil se flere billeder fra børnehaven og resten af vores kinesiske tilværelse er der også råd for det. Det er bare at gå lidt på opdagelse på denne hjemmeside:
http://www.flickr.com/photos/101123045@N04/collections/72157637439817536/

Morgenmad

Vi tager af sted til børnehaven på tom mave hver morgen omkring kl. halv otte. Efter gode ti minutters gang i lummer morgenluft og heftig morgentrafik kan vi registrere vores ankomst med et fingeraftryk. Herefter henter vi vores blomstrede spiseskåle på engelsk-lærer-kontoret og begiver os ned til kantinen for at hente dagens vigtigste måltid. Udover at være det vigtigste er det også det varmeste, og vi erfarer oftest, at vi langt fra har afsat tid nok til at nedkøle den store skål med smagløs grød eller den varme mælk. Morgenmaden består derudover også af æg (hønseæg eller små fugleæg) og nogle fedtede brød indeholdende kød eller noget sødt snask. Morgenmaden er ret neutral, da børnene skal kunne spise det. Næringen skulle til gengæld være helt i orden, da menuen er udarbejdet af selveste skolesygeplejersken.

Vandet risengrød med klistret brød og tekogte æg er fin morgenmad
for både børnehavebørnene og de danske lærere.

Ansigterne udadtil

Klokken otte suser vi ud til børnehavens indgang, hvor vores opgave lyder på at sige ”Good morniiiiing” til de mange børn der - friske som trætte, glade som grædende - strømmer ind ad dørene med deres forældre ved hånden. Denne morgenaktivitet kommer sig af, at vores tilstedeværelse giver børnehaven et internationalt twist og dermed et godt og prestigefyldt omdømme. Desuden medfører det tilfredse forældre, som føler, at de får noget for deres penge. Mens børnene drøner videre til det daglige lægetjek hos skolesygeplejersken diskuterer vi ivrigt, hvorvidt de pågældende børn hører til den ene eller den anden klasse/aldersgruppe. Det er stadig lidt svært at skelne mellem dem. Derudover nyder vi lyden af den daglige trafikprop lige foran børnehaven, som primært forårsages af forældrenes store fine biler der alle skal holde midt på gaden -så tæt på børnehaveindgangen som muligt.

børnehavens indgangsportal -udenfor afhentningstiderne

Morgenundervisning

Efter 20 minutter med store smil og morgenfriske hilsner render vi tilbage på kontoret efter flashcards og andre geniale undervisningsmaterialer, hvorefter vi tager til dagens første lektion. 

Om morgenen underviser jeg LeLe Class, DouDou Class og Miao Miao Class, som er hold bestående af 15-20 børn i på 4 år, samt Baby Class 1 og Baby Class 2, som er hold bestående af 10-15 børn på to år. Louis underviser Angel Class 1, Angel Class 2 og Angel Class 3, som er hold bestående af ca. 15 børn på tre år.  

Hver klasse har én engelsktime à 20 minutter hver morgen. De 20 minutter går med at lege, synge og terpe gloser med flashcards - i det omfang det er muligt med børn på 2-4. Vi må hele tiden tage det lidt som det kommer, fordi skemaer og børn spiller ret dårligt sammen. Sommetider græder de, sommetider spiser de, og sommetider er de bare ikke lige der, hvor de burde være - men vi lader bare undervisningen foregå på deres præmisser. Børnene er sjove at arbejde med, da de er ret entusiastiske og gerne vil lære. Desuden er man sjældent i tvivl om, hvorvidt aktiviteterne falder i god jord eller ej. Succesen kan måles i mængden af smil og grin.

DouDou Class synger en sang med  fagter om farverne

Frokost og kinesisk siesta

Klokken 11.30 serveres frokosten som er ”lidt spicy” i de kinesiske læreres øjne. I vores øjne sviger den… Vores næser løber og vores ganer brænder, men tilstrækkeligt med ris kan neutralisere chilien en smule. Herefter kan vi gå hjem til lejligheden og slappe lidt af. Som regel sover vi (et typisk punkt på en hårdtarbejdende kinesers dagordenen, som vi har taget til os). Ellers kan pausen fint bruges til at finpudse eftermiddagens undervisning, gå en tur i parken eller slappe lidt af med en film.

Frokosten er altid en kende stærk, men den krydrede tofu, grønsagerne og kødklumperne kan dulmes med smagløse hvide ris. Læg mærke især til den saftige, æbleformede pære, der udgør dagens frugt.

Eftermiddagsundervisning

Når vi kommer tilbage til børnehaven kl. 14.30 er der ikke længe til eftermiddagsundervisningen afholdes. Vi har hver 2 lektioner à 30 minutter. Louis underviser Transitional 1 og Transitional 2, som er hold af knap 40 børn på 5 år. Jeg underviser Special Interest 1, som er et hold af 5 børn på 3 år, samt Special Interest 2, som er et hold af 14 børn på 4-5 år.

Transitional 2 lærer om de 4 årstider - Louis har rekvisitterne i orden

Aftensmad

Klokken 16.20 kan vi afhente vores aftensmad hos en flok glade og samtaleivrige kantinefolk, hvis spørgsmål vi besvarer med store undskyldende smil. Aftensmaden er ligesom morgenmaden meget neutral og harmløs. Klokken 17.00 markerer vi vores afgang fra børnehaven med endnu et velplaceret fingeraftryk og vader trætte hjem til lejligheden efter en dejlig dag med masser af glade børn.

Et par energiske unger får øje på os gennem vinduerne til vores kontor