Fysisk afstand er ikke et problem
I en hastigt skrumpende verden er det en smal sag at tage
til Kina og stadig følge med i hvad, der sker på den anden side af kloden. På
denne blog kan I derhjemme læse om vores kinesiske hverdag, ligesom vi blot
tjekker Politiken.dk for at blive opdateret på den nationale agenda i
lillebitte Danmark. Her kan vi læse, at eks-statsministeren er blevet grillet
for deltage i eksklusive møder på de fattiges regning. En mindre heldig sag,
men interessant er tanken om, at landegrænser ikke længere udgør en barriere
for, at mennesker fra alle dele af jorden kan mødes og tage beslutninger i
fællesskab. I transportmæssig forstand er verden så sandelig også blevet
mindre. Ændringerne i tid og rum i det 21. århundrede skaber nye muligheder
for mange ting; eksempelvis for optagelsesprøver.
Da de relevante optagelsesprøver sjældent finder sted,
der hvor man selv befinder sig, må Muhammed jo komme til bjerget. Undertegnede
har tidligere rejst land og rige rundt for at nå til sådanne bjerge. I lille
Danmark foregår dette med tog. I Kina derimod skal der stærkere kræfter til. Her
er en beretningen om den dag, lille Louis fra Engesvang pendlede over 3.000 km
for at mødes med det spanske universitets internationale repræsentanter i
Shanghai… På egen regning vel at mærke, Lars!
5.15
IPod’ens alarm laver en alverdens palaver på et ellers
dejlig roligt værelse. Der er knap tre timer til flyet letter fra Chengdu
Shuangliu International Airport, og selvom Summer skønner, at man kun behøver
at være der en time i forvejen, vil jeg gerne være i god tid. Man har ikke lyst
til at være stresset i en stor lufthavn fyldt med volapyk-tegn og et utal af
forkerte gates.
Jeg bevæger mig fra den fristende varme seng ud i det uopvarmede
rum - fjernvarme er en skrøne syd for Yangtzefloden - skynder mig at tage tøj
på, børster tænder, tjekker penge, pas, billetter og så ellers afsted. Første
udfordring er gårdhavens lukkede port (låst fra 23 til 7), men med lidt charme
og et par Yuan kan natportneren overtales til at låse op på dette ukristelige
tidspunkt. I bedste storbystil prajer jeg den nærmeste taxa og kører mod
Terminal 1.
6.00
Vi ankommer til lufthavnen efter en spændende morgentur,
hvor taxamanden rent faktisk tog sikkerhedsselen på, da vi ramte motorvejen og
for alvor kunne køre stærkt. Inde i byen virker de ret ligeglade med hele
sele-konceptet.
Lufthavnen er ikke overrandt på dette tidspunkt af døgnet,
og jeg kommer igennem check-in forbløffende tjept. Tyve minutter senere sidder
jeg og gumler i en Subway-sandwich ved Gate 24, mens jeg ærgrer mig lidt over
ikke at have lyttet vores altid vise rumbo.
8.00
Ved 8-tiden går jeg og de andre passagerer ombord på et overraskende
nydeligt Sichuan Airlines-fly. Da billetterne blev ordnet af Summers ven i flybranchen,
som kan billige rejser, frygtede jeg en kinesisk pendant til Ryan Air - måske
med endnu mindre benplads grundet de endnu mindre kinesere. Dette er dog slet
ikke tilfældet. Undervejs på turen bliver der endda vist Mr. Bean på skærmene, som
man kan nyde, mens man spiser sin fly-morgenmad og sipper dejlig kinesisk te.
 |
| Morgenmaden hos Sichuan Airlines består ikke overraskende af den klassiske risvelling (shi fang). Havde de derimod suppleret dette med en lækker baozi, var det straks en anden sag! |
10.30
To og en halv time senere befinder jeg mig omtrent 1.800 km
øst for Chengdu. Nærmere bestemt Shanghai Pudong International Airport; en
lufthavn man sagtens kan bruge hele dagen på at udforske, hvis man gider. Dette
har jeg dog hverken tid eller lyst til. I stedet begiver jeg mig mod metroen,
godt hjulpet på vej af skilte og rullende fortov. Ved ankomst viser det sig, at Shanghais metrosystem er betydelig mere veludviklet og kompleks end Chengdus
overskuelig nord-syd/øst-vest model. Jeg finder min station, køber en billet og
bevæger mig med menneskemængden ned i dybet.
Oversigten siger, at People’s Square ligger hele 18 stop fra
Pudong Airport, så jeg læner mig rolig tilbage, efter at have fundet et sæde i
vognen. Denne tur dog skal vise sig at vare næsten ligeså lang tid som rejsen
fra Chengdu til Shanghai, da ’line 2’ foretager en for mig uventet U-vending
ved stop seks, og jeg må finde en ny underjordisk vej til People’s Square. Øv.
13.00
Ikke desto mindre står jeg på slaget 13 i Shanghai centrum
og beundrer det pompøse JW Mariott Luxury Hotel. Ifølge mailen er det på femte
sal i denne fornemme bygning, at jeg i eftermiddag skal vise mit værd. Jeg
finder hurtigt mødelokalet, udveksler et par ord med piccolinerne og skynder
mig ud i byen for at få lidt i skrutten før testen.
 |
| JW Marriotts eksklusive rammer skiller sig ud, selv i en storby som Shanghai. Man bliver lige en centimeter højere, når man går ind af døren sådan et sted. |
Skærmene giver fine retningslinjer til, hvor man skal hen.
Selvom Meeting Room 4 lyder fristende, går jeg ind i nummer 5.
14.00
Med cola og stegte ris i maven sætter jeg mig ved et af
testbordene, der står fint indrettet med kladdepapir, vand og hotellets egne
mintpastiller. I mellemtiden er dagens anden testdeltager, Kristine, dukket op.
Kristine fra Norge går til daglig på den amerikanske skole i Shanghai. På den
anden side af bordet sidder Richard fra Irland og spanske Alex som ansvarlige
repræsentanter fra IE University. Selvom vi kun er fire personer, er det i
sandhed et internationalt, der finder sted denne lørdag i hjertet af Shanghai.
“The IE
Admission Test evaluates verbal, logical, and mathematical abilities acquired
both in and out of the classroom environment. It focuses on the ability to
reason, rather than the memorization of information."
Således definerer universitetet selv
sin multiple choice test. En beskrivelse der holder meget godt stik. I
de næste 90 minutter bliver vi hevet gennem et væld af opgaver, der kræver at
man kan tænke rumligt, abstrakt og logisk på samme tid. Der er tilsyneladende et
godt stykke vej fra engelsk børnehavevokabular til de verbale evner,
universitetet efterspørger.
 |
| Meeting room 5 er linet fint op i dagens anledning. Vi er kun fire mennesker i alt, men der er altid plads til uventede gæster. |
15.30
Klokken halv fire ringer Richards alarm for sidste gang,
hvilket markerer at testen er slut. Godt tunge i hovederne lægger Kristine og
jeg blyanterne fra os og indleverer vores svarark ved bord 1. Vi sludrer lidt
med Alex og Richard, der ikke virker til at svede nær så meget som os
skandinaver. Hvorvidt testen gik godt eller skidt kan de ikke umiddelbart svare
på, men de ønsker os alt held og lykke fremover og beder os om at tage et par
pastildåser med i hånden - nu er de jo betalt.
Ør i hovedet begiver jeg mig ud i Shanghais gader for at
opleve lidt af byen, før turen atter går vestpå. Det ender med et visit på
Shanghai Museum i et patetisk forsøg på at virke kultiveret. I virkeligheden er
jeg alt for udmattet til at fokusere på antikke bronzeskulpturer og skrøbelige
tekstdokumenter, så det bliver et meget overfladisk besøg.
17.00
Ved fem-tiden bevæger jeg mig atter ned i det filtrede
system af underjordiske gange, der omkring fyraften bliver forvandlet til en
slags kinesisk myretue. I en by med 18 mio. mennesker og en befolkningstæthed
på 17.000/km2 (København har 639/km2), kan man nemt komme til at føle sig som
en meget lille og ubetydelig brik i metroens menneskemylder. Så er jo det
heldigt, at der stadig ligger en uafspillet Monte Carlo-podcast på iPod’en. Med danske Esben og Peter i ørene finder jeg
skiltene til ”line 2” og begiver mig afsted mod Pudong Airport.
18.30
Halv syv sidder jeg igen og venter i en halvtom lufthavnsgate.
Igen i latterlig god tid da der er en hel time til, flyet letter. Alligevel er det
helt fint sådan at stene lidt ud i luften. Batterierne - både mine egne og iPod’ens
- er ved at være flade, og nu vil jeg egentlig bare gerne hjem. For at få lidt energi har jeg købt en af de meget
udbredte bøtter minutnudler. Desværre er der kun lunken vand tilbage i
dispenseren, så mine nudler bliver en skuffende omgang.
 |
| Da vand for guds skyld ikke må drikkes koldt, og fordi kinesisk kost i høj grad består af te og nudler, er varmtvandsdispensere at finde overalt i Kina. Denne lufhavnsmodel er dog genstridig, og vil kun servere lunkent vand, trods displayet fortæller en anden historie. |
19.45
En god time senere boarder vi endnu et fint fly fra Sichuan
Airlines og vender næsen hjemad. Atter engang dukker den evigt pinlige Rowan
Atkinson op på skærmen. Spændende fætter, men denne gang vælger jeg altså
soveløsningen i stedet. To gange Mr. Bean på samme dag er næsten for meget af
det gode.
23.00
Flyet ankommer til Chengdu i ellevte time, og jeg marcherer
ganske anonymt gennem den menneskeforladte lufthavn. Ved udgangen venter ingen
velkomstkomité, men til gengæld en bunke anmassende kinesere, der gerne vil
køre mig hvorhen det skal være, og helst til den dobbelte pris af normalen. Jeg ved dog, hvad jeg vil have og undviger
fint de generøse tilbud for i stedet at hoppe ind i en limegrøn Volkswagen med
et taxaskilt på taget.
23.30
30 minutter ældre og 50 Yuan fattigere står jeg på vores gade og rasler med porten til gårdhaven. Portneren lukker op helt uvidende om hvilken
verdensborger, der står foran hende. Hvis jeg kunne fortælle hende om min dag,
siden vi sagde hej i morges, ville hun næppe tro mig alligevel. I stedet stikker jeg hende en skilling og
vandrer op til lejligheden på tredje sal. Efter 18 timer på farten er det rart
at kunne lægge sig i sin vante seng - også selvom den er ligeså isnende kold som resten
af rummet.
Resultaterne fra prøven er i skrivende stund stadig under
behandling. Mange ting skal klappe for at optagelsen på det internationale
universitet går igennem, men en ting kan jeg da tage med: The feeling of being
a global citizen…with a huge ecological footprint.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar