Åh de kære små - 10 anekdoter om børnehavebørn

Her fra vores pind i Chengdu har vi den kinesiske kultur på klodshold på alle tider af døgnet. Vi undres over kinesernes vaner og adfærd og suger til os af indtryk og perspektiv. Vi studerer de gamles evindelige broderi-nørkleri, de unge kvinders fjantede jagt på en rig forsørger, de dårligere stilledes kamp for at skaffe nok til dagen og vejen, og opgangens ungers fjolleri i porten efter klokken 22. Men et kulturmøde der fylder mindst lige så meget, som det kinesiske, er mødet med børnekulturen. En relativt universel kultur, som vi alle har kendt og sidenhen glemt igen. Den barnlige opfattelse, som er vidunderligt farverig, men egentlig fuldkommen sort og hvid. Ligesom den er intentionelt logisk, men i realiteten slående naiv. Gennem børnenes kære og småskøre udtalelser kan vi ikke undgå at genopleve vores opfattelse af verden, som vi så den, da vi var 2,3 og 4-år gamle. Vi er glade for at være blevet klogere siden da, men vi sætter stor pris på de mange smil og grin, som mødet med børnekulturen har givet os - og forhåbentlig tvinger denne komprimerede samling børneanekdoter også et par smil og barndomsminder frem hos jer derhjemme.

Forventningens ”glæde”

• Dagen er kommet, hvor Baby 2 skal eksperimentere med en gang klassisk stoledans. De opnår efterhånden forståelse for principperne i legen. Om ikke andet fanger de, at det gælder om at finde en fri stol i en hulens fart. Da musikken stopper bliver det for meget for Bella. Hun står bomstille og ser sig fuld af spænding til højre og venstre i et forsøg på både at kapere musikkens bratte afslutning og lyden af børnerumper der rammer træstolene. Snart ser hun dog ned ad sig selv i stedet. Der er nemlig så meget at holde styr på, at hun efterlader en stor pøl lige foran den stol, der netop er blevet snuppet for næsen af hende. En prøvet pædagog sender Ane et timeout tegn og et træt smil, hvorefter hun dvaskt følger Bella ud til hårtørreren.
• Knægten Xiao Bao fra Baby 1 kan slet ikke få armene ned over, at det er blevet tid til engelsk. Han spæner i meget højt gear fra det ene hjørne til det andet og krammer Anes ben i ekstase. Da han hopper ned til sin stol rammer måsen dårligt sædet, førend han brækker sig af ren begejstring. En smule opkast tager ikke gejsten fra den lille gut, som fræser videre ganske upåvirket af hans maves protester mod cocktailen af spænding og hopperi.

Overvejelser, logik eller mangel på samme

• Louis lærer børnene i Angel 1 at synge hajsangen. En sang hvor familien Hajs farlige gab illustreres med arm- og håndgestusser. Louis forklarer, at bedstemor haj ikke har nogen tænder og viser den tilhørende håndbevægelse. Men så let narrer man ikke tyve treårige. En lille dreng tygger lidt undrende på oplysningerne om bedstemorhajs tandsæt og siger: ”Men…. Min bedstemor har tænder…”. Herfra spredes forundringen, og en kavalkade af pibende stemmer giver udtryk for deres bedsteforældres tandreserver. Drengen med grydehårs bedstemor har nemlig også tænder, og det samme gælder for pigen i prinsessekjoles bedstemor, nu hvor hun tænker lidt over det. Angel 1 har luret den. De giver ikke meget for vittigheder om tandløse bedstemødre. Det er jo ikke spor faktuelt.
• Angel 1 når efterhånden så langt i hajsangen, at de kommer til hajens grusomheder. Den spiser nemlig både arme og små børnehavebørn. Det finder børnene i Angel 2 dog råd for. Børnene går op til hajen ved navn Louis og fodrer den glubske haj med flad hånd mens de siger: ”Hajen spiser ikke mig, jeg giver den bare mad”.
• Børnene i Baby 1 har mademne, og de introduceres i den forbindelse for ”noodles”, som trods alt udgør en god andel af børnenes ugentlige madindtag. Ane spørger, om børnene kan lide nudler. Hertil svarer de fleste prompte JA eller NEJ. Lille Clara tøver nu alligevel lidt, og spørger: ”Med eller uden chili? Et spørgsmål af høj relevans i Kinas chili-elskende provins Sichuan.
• Eftermiddagsholdet Special Interest har sanseemne, og Ane instruerer dem i, at tegne ting som lugter. Hun går rundt fra barn til barn og finder gennem lidt dialog og god fantasi frem til, at de næsten alle sammen tegner chokolade, slik og blomster -hvor lidt det så end ligner. Da Ane når til Neil må hun give fortabt, og spørger: ”Neil, hvad tegner du?” med hænderne langt nede i farvekridtsæsken og med entusiasme i stemmen svarer Neil: ”Jeg tegner Thomas tog”
• Med så sjove engelsklektioner kan man jo ikke fortænke Angel 2 i, at være fulde af entusiasme. Denne vilde entusiasme kommer især til udtryk i farvelegen. Louis siger en farve, hvorefter børnene kigger ned ad sig selv for at se, om de bærer den pågældende farve. Hvis de gør, løber de op til Louis og får en hi-five. Børnene er hårde til at finde farver, men det bliver mere og mere søgt. En lyserød snip på en lynlås kan fint gå for rød, og en lille lilla blomst på de lange underbukser kan godt gå for at være blå -med lidt god vilje. James tager dog farvelegen til yderligheder. Ved farven gul springer han op til Louis, trækker op i trøjen og peger på sin lille kinesermave. James får en ordentlig hi-five, og Louis får sig et godt grin.

      (Børne)verden er lille

• Da vi ikke kender vores egentlige adresse ankommer al post hjemmefra til børnehaven. En eftermiddag overrækker Summer et postkort til Ane efter sidste lektion. Alle børnene bliver nysgerrige og spørger ind til Anes postkort. Jack spørger: ”Er det fra Louis?” Det kan jo være svært at forestille sig en verden udenfor børnehavens rammer.
• Anes far kommer på et par dages besøg i børnehaven før en forretningsrejse i Beijingområdet. Sandfærdigt nok præsenterer Ane den fremmede hvide mand, som sin far. James fra Angel 2 bliver grundigt forvirret og hvisker til Summer: ”men Summer, det er jo Louis der er Anes far?”
• Vores tidligere klassekammerat Camilla tager på 14 dages besøg i Chengdu og kommer naturligvis med i børnehave på fuldtid. Et nyt vestligt ansigt vækker ikke blot opsigt i børneflokken, men også blandt forældrene. En morgen stopper Lucys mor Ane på gangen, fordi hun har en sjov historie at fortælle. Hun har dagen forinden spurgt Lucy, hvorvidt den nye vesterlænding i børnehaven er en ny engelsklærer. Dertil har Lucy svaret ”nej nej, Camilla er Ane og Louis’ baby”.

Åh de kære små. Hvis I ikke fik nok af småbørn kan I finde billeder af de små genier på https://www.flickr.com/photos/101123045@N04/
De er faktisk næsten lige så søde på billeder, som de er i virkeligheden.

Beijing-attraktioner: TJEK! ✓

Intet nyt er godt nyt!

Indrømmet. Vi er faldet af på den i forhold til blogskrivningen. Vores seneste indlæg på Teachengdu-bloggen ligger snart tre måneder tilbage og Flickr er også dybt forsømt. Det er bestemt ikke fordi, der sker mindre nu end i efteråret. Listen af mulige blogindlæg bliver gradvist længere; Kinesisk nytår, besøg fra Danmark, kinesiskundervisning 等等. Skrivestof er der nok af, og reelt set har vi vel også tiden til at berette om vores hverdag. Ofte er det bare sjovere at kaste sig over andre projekter, og så må man jo prioritere. Lige nu sidder vi i verdens næststørste lufthavnsterminal, høje på kaffe, og venter på det morgenfly, der skal tage os til Chengdu, så vi kan komme tilbage og undervise de kære børn i Aimier Beite. Perfekt tidspunkt for at starte et nyt blogindlæg.

Når man alligevel skal holde sig vågen hele natten,
er blogskrivning en fin måde at undsige sig pigesnak på.

Turen går til Beijing

Anledningen for vores ophold i Kinas nordlige (Bei) hovedstad (Jing) er den, at en fælles veninde fra gymnasiet, Camilla, er kommet hele vejen fra Danmark til Kina for at være sammen med os og få sig en to-ugers Kinaoplevelse. Anledningen for lufhavnsovernatningen er et udtryk for en længere tendens til dårlig afkodning af flyafgange, men det behøver vi ikke at gå i detaljer med.

Camilla ejer det samme spontane gen som os, og efter at have chattet kortvarigt med hende en aften i februar, fik vi næste dag meddelelsen om, at billetterne til hendes forlængede påskeferie østpå nu var booket. Sejt Camilla! I sidste uge ankom hun så til vor elskede teby Chengdu. Efter et par dage med børnehaveleg, træning i spisepindshåndtering, tedrikning og tusind nye sanseindtryk tog vi alle tre på påskeudflugt. ”By frem for natur. Kendte ting frem for niche ting.”, sådan lød vores gæsts ferieprioritering, og vi greb straks lejligheden for at flyve til Beijing, der må siges at være en storby med kendte monumenter og masser af punkter på afkrydsningslisten.

Det ville nærmest være en skam at komme hjem fra ni måneder i Kina uden at have sen landets berømte mur.
Heldigvis ligger Beijing belejligt tæt på dette lange monument.

Turistkina er ikke hele Kina

Selvom vi efterhånden har tilbragt mere end et halvt år i Kina, er vi stadig håbløst bagude på Lonely Planets ”China’s 30 top sights”. Det var ingen overdrivelse af min familie, da de efter to blot ugers ophold kunne proklamere, at de havde set dobbelt så mange kendte Kinaseværdigheder som os. Vores oplevelse af Kina har været en ganske anden end den, man som vestlig turist udsættes for ved at tilmelde sig en koncentreret ”Best of China”-pakkeløsning. Efter fire dage som blåøjet, blond turist i hovedstaden, kan jeg med sikkerhed slå fast, at dagligdagen i anonyme Chengdu er radikalt anderledes end sightseeing i profilerede Beijing. Her er tre grundlæggende forskelle på turistliv og vores hverdag i Kina.

Navigation og overblik

Al begyndelse er svær. At rejse til en fremmed destination betyder, at man skal begynde at sætte sig ind i forholdene det givne sted. Som turist i Kina kan man enten vælge gør-det-selv-løsningen eller købe den fulde no worries-turistpakke med hotelafhentning, spisning og guidede busture. Da vi hverken har budget eller lyst til endnu en guidet tur, valgte vi at forsøge på egen hånd. Dette er spændende, men indebærer dog også en del arbejde at undersøge spisesteder, busruter, åbningstider med videre. Et lignende arbejde gjorde vi os, da vi kom til Chengdu, men den vigtige forskel er, at nu har vi fundet et stam-tehus, yndlingsrestaurant, hyggelige cafeer med videre.

Med fire dage i Beijing er der ikke tid til sådanne opdagelser. Vaner er noget trygt, man opbygger over længere tid. På en oplevelsestur bliver det aldrig rigtig hverdag. På så kort tid er det naturligt at opsøge byens attraktioner, som da også er både spændende og flotte. Man skal bare være opmærksom på, at de i takt med Beijings stigende popularitet også er blevet kommercialiserede. Den tidligere aflukkede forbudte by nu er tyk af kameraer og turistguider med mikrofoner og små flag. Den information vi kan skaffe, er den samme som alle andre besøgende finder, og derfor bliver de autentiske oplevelser ofte det stik modsatte.

Den forbudte bys eunukker og konkubiner er for længst blevet erstattet af turister og kameraer i spandevis. Vi var blandt de mange besøgende, der slendrede uvidende rundt i kejserens gemakker.

Prøver du at snyde mig nu?

En ting man ofte hører fra folk der har været i Kina, er hvordan man altid skal forhandle sig frem til den rigtige pris. Dette er ikke en helt skidt indstilling, men min erfaring er, at prisprutning afhænger meget af, hvor man lige befinder sig. Mange steder i Chengdu bliver folk overraskede og nærmest ligefrem fornærmede, hvis man foreslår et nedslag i prisen. Man må formode, at de der tager krejleri som en Kina-selvfølge har brugt mere tid ved turistboderne end i etablerede butikker, restauranter, tehuse o.lign.

Fordi Beijing er så vant til besøg fra velhavende turister, det værende udlændinge såvel som turister, virker der til at have skabt sig en attitude om, at prisen skal i vejret, så snart den købende ikke snakker korrekt Putonghua (den lokale dialekt). Det er naturligvis forventeligt, at der på steder med mange turister ligeledes er en sværm af krejlere med snacks og plastik-souvenirers til overpris. Men når taxachaufføren gentagende gange forsøger at ændre den aftalte pris undervejs på en tur, tager jeg det nærmere som et udtryk for manglende respekt end et charmerende forhandlerinstinkt.

Vesterlændinge special

Jeg skal ikke skære alle Beijing-taxachauffører over en kam, men vores oplevelse var, at de oftere virkede turisttrætte end hjælpsomme og snaksaglige som i Chengdu. Generelt er der langt flere vesterlændinge i Beijings bybillede, end hvad der er tilfældet for Chengdu - turister såvel som fastboende. Som følge af dette har man i hovedstaden overvejende tilpasset sig på en af to måneder: Apati eller turisme. Det kan virke forfærdelig hyklerisk at brokke sig over en tendens, man selv er medskyldig i, men det virker bare mere autentisk, når metroen er fyldt med kinesere frem for en 50/50-fordeling. En af de ting vores gæst Camilla i særdeleshed har bidt mærke i ved Kina er den usædvanlig store mængde opmærksomhed, man som vesterlænding får fra de lokale, når man som os besidder de tre b’er: bleg, blåøjet og blond. Dette gælder i højere grad for Chengdu end i Beijing, og kommer man endnu længere, er billedetagning med fremmede mennesker absolut uundgåeligt.

Når man både bliver kaldt 美女 (smuk pige) og 白富美 (hvid, rig og smuk),
kan man jo nærmest ikke andet end at stille op til endnu et photo shoot med tilfældige kinesere.
Hvad det bidrager med til deres oplevelse er lidt et mysterium, men sjovt er det.

Øst er godt, men Vest er bedst

Hov, nu har det her blogindlæg efterhånden taget en beklagende drejning. Det var ikke min mening at nedsable turistlivet. Jeg elsker at rejse og udforske fremmede steder. Ej heller vil jeg fraråde Beijing på en tur til Kina. Det er en spændende og flot by med mange flere historiske steder end eksempelvis Chengdu. Hvad man bare lige skal have i mente, er den grundlæggende forskel, der er mellem at følge en tourguide gennem en gammel gade og så faktisk have sin hverdag i selvsamme hutong, ligesom den lille havfrue og Scandic Hotel næppe giver den fulde oplevelse af livet i Danmark. Det kan også være, at indlægget fik en lidt negativ klang, fordi jeg bare rigtig godt kan lide det afslappende liv i Chengdu. Vi har det rigtig godt her. Hvis du gerne vil vide hvorfor, og lære mere om en tesippende Kina-hverdag, turistguiderne ikke fortæller om, kan du jo kigge dig omkring på den nu opdaterede blog.

Beijing er spændende, og det føles ret internationalt at sidde og arbejde på sin computer på en lufthavnscafe, men jeg vil til hver en tid hellere skrive min blog her på det lokale tehus ud til den lidt lugtende men fine å.

Et lille tilbageblik ved semestrets slutning

Fredag morgen kaster Louis et blik på sit skrivebord i børnehaven og udbryder, at vi har fået post. Han studerer den afstivede papkonvolut nøje og kan snart konstatere, at det er vores længe ventede TESOL-certifikater. To sirligt underskrevne stykker fotopapir, som indikerer, at vi nu officielt er godkendt til noget så flot, som at undervise ikke-engelsksprogede mennesker i engelsk (Teaching English to Speakers of Other Languages). Certifikaterne bliver tildelt et par minutters opmærksomhed, hvorefter de hurtigt kommer ned i skrivebordsskuffen, og vi farer videre til engelskundervisning i henholdsvis MiaoMiao Class og Angel 2. Efterfølgende kan jeg nu alligevel ikke undgå at reflektere lidt over vores fem måneder i børnehaveland. Selvom certifikaterne i sig selv er uinteressante, markerer de alligevel slutningen på et længere forløb. Vi er kommet fra A til B - alt imens de 3-årige kineserpurke er nået hele vejen fra ”’A’ for ’Apple’” til ”’I’ for ’Icecream’”.

For bedst muligt at beskrive vejen fra punkt A til punkt B vil jeg starte med at beskrive den Ane, der drog afsted mod Chengdu ultimo august 2013. Hun gik til opgaven fuld af selvtillid, og mente ikke, at det at undervise i engelsk kunne være så svært igen. Smal sag. Piece of cake. Det kunne der ikke være nogen ben i. Trods denne uknækkelige tiltro til egne evner som børnehavelærer var Ane meget monoton, umådelig stillestående og komplet idéløs i et klasselokale -dog alligevel med en opfattelse af, at det gik ganske godt. I dag, fem måneder senere, ser jeg tilbage på August-Ane og glæder mig over, at hun har gjort sig mange erfaringer siden da. Der er nemlig mange udfordringer i, uden skyggen af erfaring, at slå sig løs som engelsklærer for kinesiske børn. Heldigvis har vi formået at overkomme en stor del af dem. Herunder har jeg beskrevet de fire centrale udfordringer vi har puklet med.

Udfordring 1: Ting bu dong (Jeg forstår ikke)

Den første udfordring jeg vil ridse op er den sproglige barriere. Vi har ikke et fælles sprog med børnene, hvilket kan gøre helt basal kommunikation lidt problematisk. Desuden har børnene absolut intet kendskab til engelsk, så man skal dermed vælge sine ord med omhu -alt bliver nemlig registreret og gentaget. Viser vi for eksempel et billede af et hus og siger ”det er et hus” hedder ”et hus” i børnenes verden ”deterethus”. Hvordan skulle de vide, at der er tale om en sætning og ikke et enkelt ord. Noget der har afhjulpet sprogudfordringen er for det første børnenes kendskab til os og vores daglige reprimander. De har lært, hvordan det foregår, når vi vil have dem op at stå, ned at sidde osv. Rutinen hjælper altså meget. For det andet har vores kendskab til det kinesiske sprog gjort det muligt at indflette kinesiske ord og små sætninger i forklaringerne af nye lege -hvilket gør det noget mere gnidningsløst at sætte gang i et nyt sjovt projekt i klasseværelserne, end det var tilbage i august.

Derudover er vi af nød blevet stjernedygtige til gæt og grimasser. Mange lege må forklares med fægtende arme og små demonstrationer. Og det er faktisk slet ikke så let, som det lyder. Udover de almindelige ufordringer ved gæt og grimasser er der nemlig også en kulturel barriere at tage højde for. Vi har nemlig ikke nødvendigvis de samme definitioner på ting som kineserne. Dyrene siger ikke de samme lyde, og årstiderne forbindes ikke med de samme ting. Den slags irriterende forskelle kan tage pusten fra enhver engelsklærer, der forsøger at forklare sig ved hjælp af fagter og lydeffekter. Ganske som med den sproglige barriere, er det tiden der arbejder for os, når det kommer til at nedbryde den kulturelle barriere. Vi har efterhånden lært at tilpasse undervisningen til denne specifikke kulturelle gruppe, samt lært at kinesiske pistoler siger ”piao” og ikke ”bang”.

Udfordring 2: Sjov uden ord

En anden udfordring består i at opbygge et nært forhold til 150 børn uden at være i stand til at føre en samtale med dem. Noget så simpelt som at lege med børnene var en stor udfordring for 5 måneder siden. Med tiden har vi knækket koden og fundet ud af, at kan man ikke kommunikere med hele sætninger, må man nøjes med at skyde efter hinanden med luftpistoler, spontant bryde ud i fællessang eller kalde hinanden øgenavne.

Disse begrænses dog til engelske ord fra undervisningen, så der er tale om yderst besynderlige og meget uskyldige øgenavne. Water, Bird, Coffee, Monkey, Santa Claus og Tea er blandt de mest populære. Endelig er der de fortælleglade elever, der ustandseligt pludrer på kinesisk. I sådanne tilfælde har det vist sig mere effektivt at pludre tilbage på engelsk om et tilfældigt emne, end at forsøge at forstå, hvad de siger. Det er ungerne ganske fint tilfredse med, og det virker meget venskabeligt, selvom ingen af parterne forstår et kuk.

Udfordring 3: Fantasien sætter i sandhed grænser

Tredje udfordring er, at finde ud af, hvordan undervisningen ikke bliver kedelig og ensformig. Børnene skal trods alt trækkes med os i 20 minutter hver dag, og engelskundervisningen skulle gerne være forbundet med noget sjovt og positivt frem for noget trægt og træls. Noget der hurtigt blev kasseret i den forbindelse er vores selvhøjtidelighed. Vi smider os på alle fire i katte-imitationer og vifter tosset med armene i alt fra stopdans til ordgennemgang. Denne klovnedebut føltes i starten lidt unaturlig, men det er dog underordnet, når blot det virker -og det gør det. Der skal ikke meget til for at underholde en flok 2-6årige. Lidt rynken på næsen eller et uventet hop til siden er som regel nok til at fange deres opmærksomhed og sætte bølger af grin i gang. Undervisningsmæssigt har vi haft rig mulighed for at eksperimentere på livet løs. Vi har fundet på lege der fungerer godt, lege der kan bruge lidt justeringer og lege som decideret har vist sig uegnede. Den mest brugbare erfaring vi har gjort os er, at en lille bitte ændring i en ellers velkendt leg, er en helt ny og ukendt leg for XiaoBao på 2 år. Det gør i sandhed vores job lettere.
Vigtigst af alt har vi lært at slappe helt af med opgaven. Det giver plads til grin og latter, hvilket gør lektionerne langt sjovere for alle parter. For at være ganske ærlig har det betydet, at vi ikke længere planlægger vores undervisning. De bedste timer har nemlig vist sig at blive til gennem improvisation og ved at fornemme, hvad børnene lige er i humør til på den givne formiddag.

Udfordring 4: Børnehavekultur og børnebussemænd

Den fjerde udfordring består i, at kinesiske børnehaver ikke er helt som danske børnehaver. Med tiden har vi vænnet os til børnehavens normer og rutiner, og lært at tilpasse os børnehavens mange skemaændringer. For eksempel formoder vi bare, at der ikke er morgensamling, hvis det er lidt koldt udenfor. Det er ikke længere så stor en irritationsfaktor når undervisningsmaterialet skal ændres, fordi rektor synes, der skal ske noget nyt (igen). Desuden har vi nogenlunde lært at acceptere børnehavens altoverskyggende forsøg på at fremstå, som noget den ikke er, i håb om at stille forældrene tilfredse.

Børnehavens administrative del er blot rammedannende for børnehaven. Det der udfylder rammen er børnene - og små børn var vi ikke videre vante til. De børnehandlinger, der før kunne forstyrre øjet, registrerer vi slet ikke længere. Vi ænser knap nok, når baby class står og tisser på skift i en spand midt i klasselokalet. Vi tænker ikke længere over, at børnene har grimme bomuldsærmebeskyttere uden over deres fine jakkeærmer. Vi er blevet immune overfor fremvisning af bussemænd, og endelig har vi lært at undervise og have en hylende unge på armen på én og samme tid.

Ting tager tid

Tid har naturligvis været en god læremester i hele denne proces. Dog er det børnene der fortjener størst cadeau for vores forbedringer som engelsklærere. Der er intet der kan motivere som en glad flok unger; og intet der kan nage mere end en flok unger, som ikke er helt tilfredse. Hvor børnehaveadministrationen helst romantiserer sandheden lidt, kan man altid forvente komplet ærlighed fra de 3-årige gutter. Der lægges ikke fingre imellem, og denne (oftest) nonverbale konstruktive kritik har givet os meget at arbejde på. Vi kan altså takke vores elever for, at vi nu kan modtage vores TESOL-certifikater med nogenlunde god samvittighed. Der er dog meget at lære endnu, og hertil har vi måttet købe os noget ekstra tid. Her kommer børnehaven ind i billedet. Den er meget tilfreds med vores udvikling og har derfor tilbudt os at blive hængende lidt længere, hvilket vi ikke har kunnet modstå. Det vil i praksis sige, at vi har skrevet kontrakt med børnehaven om at arbejde fuld tid indtil slut maj på en ordning, som vi kun kan være tilfredse med. På den måde får vi altså en helt unik mulighed for ikke blot at komme fra punkt A til punkt B som undervisere, men også fra punkt B til punkt C. Derudover er der vel nok nogle kroge af Chengdu, såvel som et par egne af Kina vi endnu mangler at udforske. Vi ses sidst i maj!

Julebesøg i Kina

Mens folk omkring os i øjeblikket pynter op med røde lanterner, fiske- og hestefigurer i forbindelse med kinesernes traditionelle nytår, 春节 (Chun Jie = forårsfesten), bringer vi lige et resume fra vores jul i Kina, der nok er det danske kalenderårs mest traditionelle og derfor bedst tilsvarende begivenhed. Kalendernytåret i Kina er desuden lidt en fuser, sorry to say. Billeder og film fra jul og nytår kan ses på Teachengdu’s Flickr-profil: http://www.flickr.com/photos/101123045@N04/sets/

Flere danskere i børnehaven

Sent lillejuleaften ankom undertegnedes familie til Chengdu. Efter nogle hektiske turistdage i Beijing havde de det vist fint med at opleve hvordan hverdagslivet tager sig ud i Kina. Da juleferie ikke er et begreb, man bruger i heromkring, måtte Ane og jeg traske i børnehave samtlige juledage og den 31. december med. Vi fik lov til at tage familien med på arbejdspladsen, så far, mor, søster og søster rigtig kunne få syn for sagen, i stedet for kun at opleve børnehavelivet gennem blogindlæg (eventuelle bloglæsere med behov for fysisk indlæring skal føle sig velkomne til at besøge os i Chengdu og få samme rundtur). Det kan ellers nok lige være, at børnene spærrede øjnene op, når de to fremmede blondiner gik rundt og på gangene. Og mon ikke der var en lille purk eller to, som blev glædeligt narret, da min far første juledag gav den hele armen som julemand oppe på scenen?

Far måtte trække på kompetencer fra sin børnehavekarriere,
da han blev stillet op på scenen iført julemandskostume.

Jul i Chengdu

Jul blev det også til i den lille lejlighed. Gennem juleklip, julemusik, gløgg, marcipan og nougat lykkedes det os at skabe en form for dansk julestemning med et kinesisk twist: Fine pakker under et gyldent plastikjuletræ, en smuttet mandel i en skål fedtede basmatiris og en overdådig pakkeleg fyldt med kinesiske specialiteter, heriblandt ærmebeskyttere, ”dutsko” og vakuumpakket tofu. Ak ja, vi havde en dejlig og ganske uforglemmelig jul. Dagene mellem jul og nytår gik med arbejde, hygge, spise konfekt og vise min familien mere af livet i Chengdu. Det vil sige tehuse, hot pot, mahjong og stegte nudler på den muslimske (restaurant). Børnehaven bød endda på fornem middag og teceremoni - de ville gerne have Maja til at blive og tage et pædagogjob; den gik ikke! Det så vist for resten også nogle søde pandaer og en gigantisk Buddha, men det er jo standard heromkring.

"Juletræet med sin pynt" får en hel anden betydning, når sangen synges i Kina.  

En ting vi fandt interessant ved min families samvær, var at høre om de betragtninger og mærkværdigheder, de havde hæftet sig ved herovre. Som rutinerede byboere lægger vi ikke længere ligeså meget mærke til disse detaljer. Det er jo bare sådan det er Kina, bum. Her er en oversigt over nogle af de ting, der gjorde indtryk på min familie i løbet af deres to-ugers ophold i Kina.

Kultur

-          Et gadebillede med velklædte mennesker. Alle de steder vi var.
-          Ganske almindeligt at have jakker på indendørs idet der som regel ikke er varme på.
-          Meget liv på gaden - folk holder af at være sammen (udendørs tehuse m. spilleglade gæster, småhandlende, der i pauser spiller badminton på fortov) og i det hele taget er der folk udenfor hele tiden.
-          Trods stor modernisering i landet var der stadig den dejlige tradition med tai-chi og dans i parkerne. Mest ældre mennesker.
-          Bedsteforældrene har en vigtig plads i familiens liv - vi så ofte bedsteforældre med børn (d.v.s. barnet) på gaden, og plakater af ”Den lykkelige familie” bestod som regel af barn, mor, far, bedsteforældre
-          Små restauranter og småhandlende passede deres barn mens butikken var åben. I bedste fald i baglokalet, ellers ud til en trafikeret vej…
-          God mad (pas på det stærke) og mange billige restauranter, så folk havde råd til at spise ude.
-          Vi oplevede slet ikke så meget bøvsen og spytten som vi havde hørt.
-          Interessen for vesterlændinge er ikke påtrængende, det var rart.
-          Vi så faktisk små hunde i gadebilledet.

Trafik, transport og bygninger

-          Der var velorganiserede forhold - fx busser og tog med nummererede pladser
-          Cyklerne var erstattede af el-scootere samt el-cykler
-          Bilerne var nye, udenlandske mærker og uden buler (på trods af kaotisk trafik)
-          Metroer, der var nye, flotte og velfungerende. Marmor og tydelige forklaringer til de rejsende
-          Andre trafikregler - se sig godt for - hele tiden!
-          En masse smog! Massive miljø udfordringer. Nogen gange sved det i øjnene.
-          Gågader og bymidter, der er imponerende, kæmpestore og fulde af lysreklamer!
-          Alle de store, superdyre butikker var repræsenteret i storbyerne, men vi så ingen kunder.
-          En meget velordnet børnehave, der hvor Louis og Ane arbejder.
-          Kejserpaladserne - uha - vidner om en mægtig og frygtindgydende magt….

Alt i alt et dejligt land at rejse i - flere tusinde års rige med mægtige drager - nu bygger de skyskrabere.

KUN i Kina

Det kan næppe være gået nogens næser forbi, at der foregår mange ejendommelige ting her i Chengdu. For overblikkets skyld får I nu en liste over de mest iøjnefaldende særheder:

Det er KUN i Kina, at 0 ud af 65 energiske 4-årige børn griner, når folk bøvser højlydt i de engelske undervisningsvideoer. De ikke så meget som trækker på smilebåndet.

Det er KUN i Kina, at forlystelsesparkernes Haunted Houses har døde mahjongspillere som en del af udstillingen. Det er ellers et meget roligt folkefærd der ikke umiddelbart har nogen skræmmende effekt.

Det er KUN i Kina, at man for sølle 10 kroner kan få lov at made grådige fisk med almindelige sutteflasker.

Det er KUN i Kina, at en midaldrende kvinde med høje sko og røde negle kan snyde næse på bygningsarbejdervis midt i en samtale med sin ligeså sirligt klædte veninde.

Det er KUN i Kina, at det aldrig er for sent på dagen til at bruge hilsenen ”Goodmorning”

Det er KUN i Kina, at man kan hedde Rainbow, Thunder og Candy uden at blive udsat for mobning.

Det er KUN i Kina, at 4-årige børn skal lære ordet ”X-ray”.

Det er KUN i Kina, at en flue i maden ikke er grund nok til at anmode om en frisk portion.

Det er KUN i Kina, at ”et tog” direkte oversat hedder ”ild bil”.Ganske logisk hvis du spørger mig.

Det er KUN i Kina, at små børn render rundt med en nødtørftsprække bagtil -uanset hvor koldt det er.

Det er KUN i Kina, at tegnet for ”stol” er sammensat af tegnene for ”træ” og ”mærkeligt”. Igen en slående logik.

Det er KUN i Kina, at børn får vaskeklude på hovedet som værn mod en smule støvregn.

Det er KUN i Kina, at julemusik stadig er aktuelt midt i januar måned.

Det er KUN i Kina, at kvinderne på de dørfrie offentlige toiletter vælger at danne kø med front mod den, der sidder og tisser.

Det er KUN i Kina, at man navngiver parkernes toiletter ”Emergency toilets”. Man skal tilsyneladende være ret trængende for at have lyst til at benytte sig af dem.

Det er også KUN i Kina, at alt det ovenstående er så hamrende naturligt, at det for kineserne ikke er værd at skrive hjem om. Har man hjemme andetsteds end i Kina er det til gengæld en guldgrube af små særheder, som ikke har nogen steder hjemme i dansk optik.

Se flere  flotte billeder og videoer på bloggens visuelle sidekick: http://www.flickr.com/photos/101123045@N04

Anmeldelse - Baozi

Se billeder og film fra livet i Kina på Teachengdus visuelle sidekick, flickr.com/photos/101123045@N04/sets/

Et stort fad dampet baozi fungerer udmærket som morgenmad i Kina.

Ret:

Baozi (dampet bolle med fyld, udtales "bao tze").

Serveret med:

Baozi kan både stå alene som et hurtigt mellemmåltid eller som en af de tre essentielle dele i en nærende børnehavemorgenmad. De andre værende æg og enten varm mælk eller risvelling (xi fan).

 

Børnehavens baozi indeholder oftest rød bønne eller sorte sesamfrø.

Med lidt glasur på toppen kan disse varianter fint gå an som fastelavnsboller. 

Chili-skala (1-5):

Afhænger af fyldet.

Beskrivelse:

Fuldkorn er en joke i Kina.

Sichuan-køkkenet byder på mange dejlige smagsoplevelser. Det gastronomiske univers i Kina er på mange måder mere spændende og smagfuldt en traditionel dansk mad. Der er dog visse mangler. Milliardvis af kinesere går rundt i lykkelig uvidenhed, når det kommer til smagen af rigtig brød. Fuldkorn i Kina er en skrøne, og det ”rye bread” man kan købe hos bagerikæden Andersen (udtales An Tu Shen), ligger latterligt langt væk fra smagen af et faktisk rugbrød. På disse kanter skal titlen ”Bakery” tilsyneladende forstås som ”konditori med spøjst-smagende hvidt brød”.

Efter de første par ugers mange skuffende bageribesøg smed vi håndklædet i ringen og erkendte, at et solidt ovnbagt brød er noget, der hører Vesten til. I stedet begyndte vi at sætte mere pris på børnehavens blege, dampede boller. Specielt dem med fyld i er faldet i vores smag. Disse dampede fastelavnsboller fungerer dulmende på vores trang til groft brød fra varmluftsovne.

Mens selve baozi-bollen er ret simpel i sin opbygning (dampet dej med fyld), er smagsvarianterne utallige. Efter en af de kagelignende rød bønne-/sort sesam-baozi er man næsten klar til at slå katten af tønden, 

hvorimod kødblandingerne kan gøre det nødvendigt at have en flaske vand i nærheden. Baozi-køb ved en ukendt baozi-stand kan være en famlen i blinde, når man ikke kan de kinesiske navne for fyldet. Dette øger spændingen!

Baozi-sælgerne med deres primitive dampovne står mange steder i Chengdu.

Specielt travlt har de om morgenen, hvor de servicerer mennesker på farten.

Priserne svinger mellem 0,5 - 1,5 kr. per bolle, og hvis man - som os - handler en fast baozi-stand, ved man endda hvordan de forskellige baozi smager.

Antal stjerner (1-6)

3

Begrundelse:

Baozi og dampet brød generelt er en udmærket erstatning, når rigtigt brød ikke er til at støve op. De blege boller bliver dog nemt kedelige i længden, og de er hverken ligeså nærende eller spændende som et solidt rugbrød. Varm luft slår damp til hver en tid.

OBS: Baozi er ikke at forveksle med sin kogte fætter jiaozi (dumplings), der ligeledes består af dej med varierende fyld, men konsistensmæssigt minder mere om italiansk tortellini end brød.

Kunsten at skabe en illusion

Hvis du  ikke har fået nok af de nuttede børnehavebørn og de spøjse skilte efter at have læst denne blog, så er der råd for det! Du kan finde både billeder og videoer af vores kinesiske tilværelse på denne hjemmeside:  http://www.flickr.com/photos/101123045@N04/sets/

Kunsten at skabe en illusion. Dén mestrer kineserne skræmmende godt. Facaden er altid i orden - da i hvert fald når den skal inspiceres - og det skader aldrig at pynte lidt på sandheden når det virkelig gælder. Desuden kan der jo være penge i at sælge sig selv godt, og så kan det vel være et fedt, om det man markedsfører sig som er virkelighedstro eller ej. Moralkodekset må siges at være et andet end hjemme i åh-så-ærlige-Danmark, og alle virker til at have det ganske fint med at få præsenteret en verden der er lidt mere rosenrød end den egentlige. Vores fuldtidsarbejde i børnehaven giver os en unik mulighed for at observere en kinesisk ”virksomheds” gøren og laden på godt og ondt. Ganske vist omtaler man sjældent børnehaver som deciderede virksomheder, men da det har et ”Finance Office”, kan det godt falde i den kategori! Vi indvies altså i børnehavens tricks og nødsages også til at tage del i dem -hvor ucharmerende de så end er.

Skolelæge, kantine, legeplads, finanskontor. Ligeligt vigtige komponenter i en kinesisk børnehave.

Personligt har jeg en ret grim smag i munden, da dagen oprinder for forælder-evalueringen af mine to eftermiddagshold ”Special Interest 1” og ”Special Interest 2”. Torsdag den 12. december skal min undervisning overværes af alle børnenes forældre, for at forældrene kan se, hvordan undervisningen plejer at foregå (sådan da). For første gang i min tid i børnehaven får jeg konkrete informationer om et forestående event i god tid. Det er der også gode grunde til, for den slags vigtigheder skal man jo forberede sig på! 

Første trin i forberedelserne er at hive et af de gamle emner frem af gemmerne og undervise i det i yderligere to uger, så jeg kan sikre mig, at børnene kan alle ordene til perfektion. Jeg stiller spørgsmålstegn ved denne fremgang, og mumler noget til Summer om, at det jo ikke er sådan det foregår normalt. Jeg får et svar bestående af et træk på skuldrene efterfulgt af det altovervindende argument:

 ”...but the parents…”.

Der er ikke noget at gøre. Det er forældrene der sætter dagsordenen, og det er forældrene der får det sidste ord i enhver børnehavesammenhæng. Det er trods alt dem pengene kommer fra. Jeg må altså lægge mig fladt på ryggen og give mig i kast med det drøn spændende frugt-og-grønt-emne endnu en gang.

I de næste uger drejer ALT sig om torsdag d. 12. december, og hver eneste ny leg bliver nøje vurderet af Summer, hvorefter hun afgør, hvorvidt den vil egne sig til forælder-dagen eller ej. Jeg må endda ”øve” legene med børnene, så de kan blive ekstra gode til dem før der kommer publikum på.

En uge inden forælderevalueringen kommer Summer med et overordnet program til mig. Da jeg skimmer sedlen hæfter jeg mig ved, at jeg skal slutte af med en farvelsang. En farvelsang? Vi synger aldrig farvelsang. Jeg får at vide, at så må jeg jo lære dem én inden torsdag.

Ane: “men…”

Summer: “…but the parents…”

Igen har jeg vist tabt diskussionen -men det forhindrer mig nu ikke i at ”glemme” indførelsen af en farvelsang som stille protest mod et system jeg har svært ved at affinde mig med.

Dagen forinden har jeg helt styr på mit program (hvilket heller aldrig før er sket i så god tid), og jeg synes jeg har formået at bibeholde en vis integritet i min plan for morgendagens opreklamerede show. Men så kommer Summer med besked fra højere instanser. Hun fortæller, at jeg skal finde nogle flotte stickers til børnene, som jeg kan dele ud i løbet af timen (ledelsen havde ellers talt om at købe et stykke frugt til hver elev på grund af emnet, men Finance Office havde vurderet, at de 30 kroner kunne bruges bedre andetsteds - man skal jo heller ikke rutte med pengene bare fordi forældrene betaler 20 kroner pr. lektion pr. elev for ekstra engelsk undervisning). Igen bliver jeg lidt irriteret. Jeg deler jo aldrig stickers ud og synes i øvrigt, at det er en uskik.

Ane: ”Men…”

Summer: ”…But the parents…”

Jeg må igen give fortabt.

Halvt ude af døren siger Summer henskudt: “ Imorgen bruger vi forresten det fine undervisningslokale, som Louis plejer at bruge. Der står ikke så mange senge, og gulvet er renere.” Hun smækker døren i og undgår dermed at skulle afværge flere protester fra min side. Hvis hun alligevel var blevet tvunget til det, havde hun nok sagt noget i stil af:

”… but the parents…”

Selvom jeg synes børnehavens tiltag er nok så åndsvage er jeg nødt til at rette ind. Summer kender trods alt mere til kulturen end jeg gør, og desuden er der andet og mere end mit ry som engelsklærer på spil. Nemlig Summers løn. Da Summer er ansvarlig for mine eftermiddagshold vil dårlig feedback fra forældrene ikke vidne om mine ringe evner som engelsklærer, men derimod om Summers -og det selvom jeg egenhændigt underviser holdene. Børnehavelogik.

Børnehaven er altså fuld af snyd og illusioner. Forælderevalueringerne bygger på ureelle fremstillinger af undervisningen og børnehavens hjemmeside er oversået med billeder, som slet ikke stammer fra børnehaven. Ja, selv i stickers pakkerne er det kun det øverste ark der har flotte guldkanter. 

Man kan lige så godt vænne sig til det. Om man så bryder sig om det eller ej.

Børnene behøver vi ikke pynte på.

Heldigvis virker børnene aldrig til at komme i klemme i forældrenes og børnehaveledelsens spil. De leger bare trygt videre, og kan vel egentlig prise sig lykkelige over, at deres forældre vil dem alt det bedste. Alligevel bliver de lige så forvirrede som engelsklærerne, når det reelle skal skiftes ud med det ideelle, for at børnehaven kan vise sig fra sin bedste side. Selvom rammerne vendes på hovedet forbliver børnene heldigvis de samme. Der kommer ikke guld ud af deres snottede næser - ikke engang når forældrene kigger på. Alligevel formår børnene at være det eneste element i børnehaven, der er lige
så reelt, som det er ideelt!

PS: Evalueringen forløb fint, og Summers løn bliver der ikke pillet ved i denne omgang. Pyh!

Anmeldelse - Hot Pot (Huo Guo)

Se billeder og film fra livet i Kina på Teachengdus visuelle sidekick, flickr.com/photos/101123045@N04/sets/

Den stærke gryde, "Hot Pot", skal smages mindst én gang, mens man befinder sig i Chengdu.
Herefter kan man altid vælge, om man har lyst til at gentage successen eller ej.

Serveret med

Da den Chengduvianske specialitet "Hot Pot" egentlig blot er en en kogende beholder med stærk chilisuppe,
kan nærmest hvad som helst puttes ned i denne kinesiske fonduevariant. Her skal man huske på, at Hot Pot er en festlig spise, så hverdagsmaden skal helst suppleres af noget mere eksklusivt (læs: mærkeligt). Indtil videre har vores Hot Pot-arrangementer inkluderet grisehjerne såvel som -indvolde. Sidstnævtne er ret sej at tygge sig igennem.

Alt kan bruges på et svin. Specielt i Kina, hvor man til tider må kigge langt efter reelt kød.
Hjernestykkerne kommer bedst ned, hvis man tænker dem som en melboller. Tarmtrådene derimod.

*Chili-skala (1-5)

5 (skal dulmes med masser af ris, te og cola)

Beskrivelse

Den karakteristiske duft fra simrende Hot Pot-gryder er noget, man støder på hvor som helst i Chengdu. Hot Pot-restauranterne er mange og særdeles nemme at genkende. Foruden den tunge dunst af chili og olie virker det store hul i midten af hvert spisebord som en tydelig indikator på, hvad der er for et sted, man er kommet til.

Selve retten fungerer ved, at hvert bord får tildelt en stor gryde vand indeholdende masser af dejlig chili og (stærk!) Sichuanpeber, som bringes i kog over et dertilindrettet gasblus. - For sarte danskere er det muligt at indsætte half-and-half skilleplade, så kun den ene halvdel af gryden er ildspyende. - Herpå putter man sine ingredienser ned i den boblende suppe, og venter et par minutter før de lækre specialiteter kan hives op igen. Alt kan som sagt puttes i en Hot Pot, men noget af det mest typiske er grisestykker (alt kan bruges), grønsager, æg, tofu og svampe. Helst i små stykker så de kan spises i en mundfuld eller to. Før de valgte stykker kan puttes i munden, skal de lige forbi gæstens egen skål, der igen er fyldt med chili og olie. De kraftige aromaer fra olien, chilien og Sichuanpeberet sikrer, at smagsoplevelsen er den samme næsten ligemeget, hvad man putter i munden. Nemlig smagen af Sichuan Hot Pot.

Mens de lokale ikke virker synderligt påvirkede af gryderetten, ender det ofte med, at vi med blussende kinder må smide overtøjet og erkende, at danskere ikke er født til så stærk mad.

Antal stjerner (1-6)

3

Begrundelse

Den regionale specialitet Hot Pot er en udmærket repræsentant for Sichuan-køkkenet, der bærer æren af at være Kinas stærkeste. Suppleret med ris og te er det heller ikke noget dårligt måltid. Specielt ikke hvis man går efter tofu og grønsager i stedet for fedt og tarme. Da Chengdu i midlertid byder på et væld af både bedre og billigere retter, må chiligryden nøjes med en mellemfornøjet karakter. 

*1) Smagløs, 2) Dansk, 3) Næsedryppende, 4) Gråd, 5) Ildspyende

Bonus information

Huo Guo er så stor en del af kinesisk kultur, at udtrykket indgår i børnehavens (kinesiskproducerede) undervisningsmateriale. Engelskundervisning i Danmark har næppe "The pot is hot" blandt de første sætninger i begynderpensum.

Stemningsrapport fra hverdagen

Der ligger langt flere billeder og videoer fra både hverdag, fest og andre oplevelser på Teachengdus Flickr-profil. Et visit hertil kan klart anbefales, men pas på, det er en værre tidsrøver! flickr.com/photos/101123045@N04/sets

Vi har via bloggen primært fortalt om ekstraordinære udflugter frem for at præsentere jer for de grå mandage og de travle torsdage. En prioritering der reelt er helt skæv, da det trods alt er hverdagens trummerum der gør oplevelsen til noget særligt. Vores valg af blogemner skyldes muligvis, at de syn der møder os i Chengdu er blevet en del af hverdagen, de sære dagligvarer er blevet trivielle, og den før så uoverskuelige storby er blevet vores base. Med andre ord, er det uvante blevet nogenlunde velkendt. Derfor er det så let at glemme, hvad det var for ting der var spøjse, småklamme, overraskende eller bare anderledes, da vi begyndte at slå vores folder i provinshovedstaden. I denne blog vil jeg -med det skrevne ords mange begrænsninger- forsøge at danne et stemningsbillede af det kinesiske gadebillede vi møder hver dag, samt introducere jer for et par af vores daglige sysler.

Kulden er ved at indfinde sig i Chengdu, og paraplyen bliver mere og mere tragisk at glemme hjemme på knagerækken. Det kan dog smutte, da vi oftest suser hurtigt ud af lejligheden om morgenen, for at købe os lidt ekstra tid til at puste på børnehavens glohede morgengrød. Efter at have drejet ud af porten kaster vi et hastigt blik på den altid morgenfriske frugtbodsfamilie, som vi kategorisk fravælger at støtte, da der hænger store kødlunser i kroge fra loftet lige over mandarinerne og æblerne. Skal vi have frugt køber vi det hos frugtægteparret på den anden side af gaden, som adskiller kød og grønt, nyder vores jævnlige besøg, og ikke længere behøver spørge, hvad vi gerne vil have. Pomelo altid pomelo. Deres kattekillinger ligger og slumrer i en kasse i hjørnet, og på fortovet sidder deres datter på en skammel med parrets barnebarn i skødet. Ved siden af den lyseblå plastikskammel kan man ane en våd plamage fra sidste gang den 2-årige pige havde behov for at lade vandet. 

Før vi når det kolossale femetagers vejkryds, nikker vi til den midaldrende, småbuttede ”morgenmotionist”, som krydser vores vej stort set hver morgen. Grundet kulden er han holdt op med at rulle sin snavsede, hvide tanktop op over brystkassen. Et tiltag som vi synes ganske godt om. Under broen i krydset har en flok mænd parkeret deres scootere, og sidder nu på hug tæt sammenstimlet om en gammel avis, hvorpå de spiller kortspil med deres småpenge som indsats. Rundt om dem står der gerne et mindre publikum af interesserede tilskuere.

På græsarealet langs vejen holder kommunalarbejderne i orange jakker til. Som regel sidder der fem på stribe og planter græs. I hvert fald er der altid alt for mange om arbejdet. Det er lige før, de er nok til at gribe bladende før de rammer jorden. Ellers kommer der hurtigt én og svinger en ris-kost for at holde gaden pæn. I tørre perioder sidder der en orange jakke på hug midt på plænen med en haveslange i hånden og spreder vandmasserne med fingrene, mens han langsomt drejer sig. Det minder om en opgave, som en almindelig havesprinkler ville kunne klare, men man må tænke kreativt for at finde arbejdspladser nok i et land, hvor der bare er fór mange mennesker (ren tai duo). 

Efter at have krydset et par scooter-befærdede ensrettede veje går vi i slalom, for at overhale de mange kinesere, som aldrig virker til at have travlt. Trods ensretning ser vi os altid til både højre og venstre, da ensretning kun er vejledende. Ligesom alle andre trafikregler. Ved floden holder en større gruppe scooter-fyre til. De spiller ligeledes kort, men lige så ofte ligger de på deres respektive scootersæder med benene på styret og tager sig en blunder før dagens gerning. Længere oppe ad vejen (efter vores bank og det store indhegnede byggeriområde) holder baotze-damerne til. De sørger for morgenmad til alle dem der er på farten -alt sammen til max halvanden krone per håndmad. På deres store mobile dampovne har de lag på lag af runde aluminiumsbeholdere indeholdende dampede fastelavnsboller med rød bønne-fyld eller kødsovsfyld. Med lidt held kan man nå at redde sig et muffin-smagende brød indpakket i majsblade, eller et par krydrede ristoppe før en af damerne med øvet hånd kaster en beholder med de klassiske fastelavnsboller øverst i aluminiums-stakken. 

Ved ankomsten til børnehaven byder vagten os velkommen med et venligt godmorgen, og vi kan tålmodigt stille os i køen af frustrerede børnehavepædagoger, som bøvler med at få registreringsmaskinen til at godkende deres fingeraftryk.

Vi har fundet det perfekte åndehul at tilbringe vores frokostpauser i. Efter en næsedryppende frokost i børnehaven vandrer vi ned på det vi efterhånden kan betegne som vores stam-tehus for at sippe te, læse bøger, øve vores kinesiske gloser, lave undervisningsplaner eller spille en gang kort. Tehuset ligger i nogenlunde læ for efterårsvinden - side om side med andre tehuse - op og ned af en lille å. På en god dag skinner eftermiddagssolen ned gennem træernes falmede blade og stedet summer af glasklirren, latter og kævlen fra de omkringliggende borde. Mændene sidder godt lænet tilbage i sivstolene og spiller kort eller mahjong, mens de pulser veltilpasse på en cigaret. Selv sidder vi i tykke trøjer, hue og halstørklæde og lader os opsluge af stemningen eller gør de tørre arbejdsopgaver mere 

spiselige i de hyggelige omgivelser. 

Forvilder vi os derned om aftenen står der gerne 70 damer og danser. Kyndigt instrueret af hende den højlydte med mikrofonen, som er strategisk placeret under gadelygten. Imens går en mand rundt og tilbyder ørerensning til billige penge. Det klares på stedet. Du behøver ikke engang stille din tekop fra dig. En anden går med en stav over nakken, hvorpå der hænger to kurve fyldt med kandiseret slik i store klumper. De remedier han bruger til at slå slikket i stykker med slår han rytmisk mod hinanden, mens han råber et par kinesiske salgsord. Den karakteristiske klingende lyd tiltrækker de slikhungrende, legende børn, som var det klokken på en hjemisbil.

Hvis man bliver sulten af den megen te og frisk luft er der fem minutters gang til vores stamspisested. Et lille muslimsk spisested med ganske almindelig kinesisk mad på menukortet. Men nudlerne er hjemmelavede, maden rigelig og suppen bedre. Også her er der tale om et familieforetagende. Svigersønnen slynger dygtigt nudeldejen rundt i luften, datteren tilbereder maden ude bagved, mens svigermor sidder med sit barnebarn på skødet. Hvis der indtræffer en pause mellem bestillingerne sidder svigersønnen og spiller Counter Strike i hjørnet. I sådanne tilfælde må man lige vente med at betale for sin mad til han er færdig med sit spil.

Omkring klokken fem fyldes gaderne med skolebørn klædt i joggingtøjslignende skoleuniformer. Her får gadestandene med mad og snacks ekstra travlt, og de tjener godt på skolebørnenes behov for en hurtig pindemad før eventuelle ekstratimer. Ejerne af ladvognene fyldt med frugt til salg har været så smarte at indtale salgstalen på båndoptager så de roligt kan sætte den på repeat og gemme stemmen til sladder med de andre sælgere. 

En kvinde træder ud af bussen med en levende hane i en hvid plasticpose. Buschaufføren benytter det korte stop til at sende en ordentlig harker ud af vinduet før han fortsætter rundt på sin rute. På gaderne går vi og glor lidt på vinduer, og peger på tegn vi kender betydningen af. Dog har vi altid et halvt øje på vejen. Både for at undgå at træde der, hvor folk har tømt deres bihuler, men også fordi der godt kan mangle et brønddæksel her og der.

En beskeden kegle må være fint til at markere det store hul i jorden,
der engang blev dækket af et brønddæksel. Færdsel er jo på eget ansvar.

Ved spisetid sidder familierne foran deres forretninger rundt om små plastikborde for at indtage aftensmåltidet. Opvask og tilberedning foregår også foran forretningen, hvor man kan forsøde arbejdet med en snak med venner og veninder. Man skulle jo nødig gå glip af noget ved at isolere sig inden døre. Det er nu nok denne sociale gadementalitet der gør, at her altid er så meget underligt at se på. Der er ikke noget der er for lyssky eller privat til at foregå i al offentlighed. Om der så er tale om negleklipning, ørerensning eller tissetrængende unger. De ting vi møder i hverdagen er i realiteten stadig underlige. Der går sjældent en dag uden et nyt underligt syn. Det er dét vi har vænnet os til. Det er dét der er det velkendte.

I Chengdu er normalen, at noget er sært. Heldigvis har dette kulturtræk en frygtelig masse charme - i hvert fald i vores øjne.

En verdensborgers hverdag

Fordi min dagstur handlede mere om transport og navigation i en storby end egentlig sightseeing, var der hverken tid eller overskud til at tage mange spændende Shanghai-billeder. Til gengæld bugner Teachengdus Flickr-profil med flotte billeder fra andre områder af Kina. Tjek dem ud her! www.flickr.com/photos/101123045@N04/sets/

Fysisk afstand er ikke et problem

I en hastigt skrumpende verden er det en smal sag at tage til Kina og stadig følge med i hvad, der sker på den anden side af kloden. På denne blog kan I derhjemme læse om vores kinesiske hverdag, ligesom vi blot tjekker Politiken.dk for at blive opdateret på den nationale agenda i lillebitte Danmark. Her kan vi læse, at eks-statsministeren er blevet grillet for deltage i eksklusive møder på de fattiges regning. En mindre heldig sag, men interessant er tanken om, at landegrænser ikke længere udgør en barriere for, at mennesker fra alle dele af jorden kan mødes og tage beslutninger i fællesskab. I transportmæssig forstand er verden så sandelig også blevet mindre. Ændringerne i tid og rum i det 21. århundrede skaber nye muligheder for mange ting; eksempelvis for optagelsesprøver.

Da de relevante optagelsesprøver sjældent finder sted, der hvor man selv befinder sig, må Muhammed jo komme til bjerget. Undertegnede har tidligere rejst land og rige rundt for at nå til sådanne bjerge. I lille Danmark foregår dette med tog. I Kina derimod skal der stærkere kræfter til. Her er en beretningen om den dag, lille Louis fra Engesvang pendlede over 3.000 km for at mødes med det spanske universitets internationale repræsentanter i Shanghai… På egen regning vel at mærke, Lars!

5.15

IPod’ens alarm laver en alverdens palaver på et ellers dejlig roligt værelse. Der er knap tre timer til flyet letter fra Chengdu Shuangliu International Airport, og selvom Summer skønner, at man kun behøver at være der en time i forvejen, vil jeg gerne være i god tid. Man har ikke lyst til at være stresset i en stor lufthavn fyldt med volapyk-tegn og et utal af forkerte gates.

Jeg bevæger mig fra den fristende varme seng ud i det uopvarmede rum - fjernvarme er en skrøne syd for Yangtzefloden - skynder mig at tage tøj på, børster tænder, tjekker penge, pas, billetter og så ellers afsted. Første udfordring er gårdhavens lukkede port (låst fra 23 til 7), men med lidt charme og et par Yuan kan natportneren overtales til at låse op på dette ukristelige tidspunkt. I bedste storbystil prajer jeg den nærmeste taxa og kører mod Terminal 1.

6.00

Vi ankommer til lufthavnen efter en spændende morgentur, hvor taxamanden rent faktisk tog sikkerhedsselen på, da vi ramte motorvejen og for alvor kunne køre stærkt. Inde i byen virker de ret ligeglade med hele sele-konceptet.

Lufthavnen er ikke overrandt på dette tidspunkt af døgnet, og jeg kommer igennem check-in forbløffende tjept. Tyve minutter senere sidder jeg og gumler i en Subway-sandwich ved Gate 24, mens jeg ærgrer mig lidt over ikke at have lyttet vores altid vise rumbo.

8.00

Ved 8-tiden går jeg og de andre passagerer ombord på et overraskende nydeligt Sichuan Airlines-fly. Da billetterne blev ordnet af Summers ven i flybranchen, som kan billige rejser, frygtede jeg en kinesisk pendant til Ryan Air - måske med endnu mindre benplads grundet de endnu mindre kinesere. Dette er dog slet ikke tilfældet. Undervejs på turen bliver der endda vist Mr. Bean på skærmene, som man kan nyde, mens man spiser sin fly-morgenmad og sipper dejlig kinesisk te.

Morgenmaden hos Sichuan Airlines består ikke overraskende af den klassiske risvelling (shi fang).
Havde de derimod suppleret dette med en lækker baozi, var det straks en anden sag!

10.30

To og en halv time senere befinder jeg mig omtrent 1.800 km øst for Chengdu. Nærmere bestemt Shanghai Pudong International Airport; en lufthavn man sagtens kan bruge hele dagen på at udforske, hvis man gider. Dette har jeg dog hverken tid eller lyst til. I stedet begiver jeg mig mod metroen, godt hjulpet på vej af skilte og rullende fortov. Ved ankomst viser det sig, at Shanghais metrosystem er betydelig mere veludviklet og kompleks end Chengdus overskuelig nord-syd/øst-vest model. Jeg finder min station, køber en billet og bevæger mig med menneskemængden ned i dybet.

Oversigten siger, at People’s Square ligger hele 18 stop fra Pudong Airport, så jeg læner mig rolig tilbage, efter at have fundet et sæde i vognen. Denne tur dog skal vise sig at vare næsten ligeså lang tid som rejsen fra Chengdu til Shanghai, da ’line 2’ foretager en for mig uventet U-vending ved stop seks, og jeg må finde en ny underjordisk vej til People’s Square. Øv.

13.00

Ikke desto mindre står jeg på slaget 13 i Shanghai centrum og beundrer det pompøse JW Mariott Luxury Hotel. Ifølge mailen er det på femte sal i denne fornemme bygning, at jeg i eftermiddag skal vise mit værd. Jeg finder hurtigt mødelokalet, udveksler et par ord med piccolinerne og skynder mig ud i byen for at få lidt i skrutten før testen.

JW Marriotts eksklusive rammer skiller sig ud, selv i en storby som Shanghai.
Man bliver lige en centimeter højere, når man går ind af døren sådan et sted.

Skærmene giver fine retningslinjer til, hvor man skal hen.

Selvom Meeting Room 4 lyder fristende, går jeg ind i nummer 5.

14.00

Med cola og stegte ris i maven sætter jeg mig ved et af testbordene, der står fint indrettet med kladdepapir, vand og hotellets egne mintpastiller. I mellemtiden er dagens anden testdeltager, Kristine, dukket op. Kristine fra Norge går til daglig på den amerikanske skole i Shanghai. På den anden side af bordet sidder Richard fra Irland og spanske Alex som ansvarlige repræsentanter fra IE University. Selvom vi kun er fire personer, er det i sandhed et internationalt, der finder sted denne lørdag i hjertet af Shanghai.

“The IE Admission Test evaluates verbal, logical, and mathematical abilities acquired both in and out of the classroom environment. It focuses on the ability to reason, rather than the memorization of information."

Således definerer universitetet selv sin multiple choice test. En beskrivelse der holder meget godt stik. I de næste 90 minutter bliver vi hevet gennem et væld af opgaver, der kræver at man kan tænke rumligt, abstrakt og logisk på samme tid. Der er tilsyneladende et godt stykke vej fra engelsk børnehavevokabular til de verbale evner, universitetet efterspørger.

Meeting room 5 er linet fint op i dagens anledning.
Vi er kun fire mennesker i alt, men der er altid plads til uventede gæster.

15.30

Klokken halv fire ringer Richards alarm for sidste gang, hvilket markerer at testen er slut. Godt tunge i hovederne lægger Kristine og jeg blyanterne fra os og indleverer vores svarark ved bord 1. Vi sludrer lidt med Alex og Richard, der ikke virker til at svede nær så meget som os skandinaver. Hvorvidt testen gik godt eller skidt kan de ikke umiddelbart svare på, men de ønsker os alt held og lykke fremover og beder os om at tage et par pastildåser med i hånden - nu er de jo betalt.

Ør i hovedet begiver jeg mig ud i Shanghais gader for at opleve lidt af byen, før turen atter går vestpå. Det ender med et visit på Shanghai Museum i et patetisk forsøg på at virke kultiveret. I virkeligheden er jeg alt for udmattet til at fokusere på antikke bronzeskulpturer og skrøbelige tekstdokumenter, så det bliver et meget overfladisk besøg.

17.00

Ved fem-tiden bevæger jeg mig atter ned i det filtrede system af underjordiske gange, der omkring fyraften bliver forvandlet til en slags kinesisk myretue. I en by med 18 mio. mennesker og en befolkningstæthed på 17.000/km2 (København har 639/km2), kan man nemt komme til at føle sig som en meget lille og ubetydelig brik i metroens menneskemylder. Så er jo det heldigt, at der stadig ligger en uafspillet Monte Carlo-podcast på iPod’en.  Med danske Esben og Peter i ørene finder jeg skiltene til ”line 2” og begiver mig afsted mod Pudong Airport.

18.30

Halv syv sidder jeg igen og venter i en halvtom lufthavnsgate. Igen i latterlig god tid da der er en hel time til, flyet letter. Alligevel er det helt fint sådan at stene lidt ud i luften. Batterierne - både mine egne og iPod’ens - er ved at være flade, og nu vil jeg egentlig bare gerne hjem.  For at få lidt energi har jeg købt en af de meget udbredte bøtter minutnudler. Desværre er der kun lunken vand tilbage i dispenseren, så mine nudler bliver en skuffende omgang.

Da vand for guds skyld ikke må drikkes koldt, og fordi kinesisk kost i høj grad består af te og nudler, er varmtvandsdispensere at finde overalt i Kina. Denne lufhavnsmodel er dog genstridig, og vil kun servere lunkent vand, trods displayet fortæller en anden historie.

19.45

En god time senere boarder vi endnu et fint fly fra Sichuan Airlines og vender næsen hjemad. Atter engang dukker den evigt pinlige Rowan Atkinson op på skærmen. Spændende fætter, men denne gang vælger jeg altså soveløsningen i stedet. To gange Mr. Bean på samme dag er næsten for meget af det gode.

23.00

Flyet ankommer til Chengdu i ellevte time, og jeg marcherer ganske anonymt gennem den menneskeforladte lufthavn. Ved udgangen venter ingen velkomstkomité, men til gengæld en bunke anmassende kinesere, der gerne vil køre mig hvorhen det skal være, og helst til den dobbelte pris af normalen.  Jeg ved dog, hvad jeg vil have og undviger fint de generøse tilbud for i stedet at hoppe ind i en limegrøn Volkswagen med et taxaskilt på taget.

23.30

30 minutter ældre og 50 Yuan fattigere står jeg på vores gade og rasler med porten til gårdhaven. Portneren lukker op helt uvidende om hvilken verdensborger, der står foran hende. Hvis jeg kunne fortælle hende om min dag, siden vi sagde hej i morges, ville hun næppe tro mig alligevel.  I stedet stikker jeg hende en skilling og vandrer op til lejligheden på tredje sal. Efter 18 timer på farten er det rart at kunne lægge sig i sin vante seng - også selvom den er ligeså isnende kold som resten af rummet.

Resultaterne fra prøven er i skrivende stund stadig under behandling. Mange ting skal klappe for at optagelsen på det internationale universitet går igennem, men en ting kan jeg da tage med: The feeling of being a global citizen…with a huge ecological footprint.