Et lille tilbageblik ved semestrets slutning

Fredag morgen kaster Louis et blik på sit skrivebord i børnehaven og udbryder, at vi har fået post. Han studerer den afstivede papkonvolut nøje og kan snart konstatere, at det er vores længe ventede TESOL-certifikater. To sirligt underskrevne stykker fotopapir, som indikerer, at vi nu officielt er godkendt til noget så flot, som at undervise ikke-engelsksprogede mennesker i engelsk (Teaching English to Speakers of Other Languages). Certifikaterne bliver tildelt et par minutters opmærksomhed, hvorefter de hurtigt kommer ned i skrivebordsskuffen, og vi farer videre til engelskundervisning i henholdsvis MiaoMiao Class og Angel 2. Efterfølgende kan jeg nu alligevel ikke undgå at reflektere lidt over vores fem måneder i børnehaveland. Selvom certifikaterne i sig selv er uinteressante, markerer de alligevel slutningen på et længere forløb. Vi er kommet fra A til B - alt imens de 3-årige kineserpurke er nået hele vejen fra ”’A’ for ’Apple’” til ”’I’ for ’Icecream’”.

For bedst muligt at beskrive vejen fra punkt A til punkt B vil jeg starte med at beskrive den Ane, der drog afsted mod Chengdu ultimo august 2013. Hun gik til opgaven fuld af selvtillid, og mente ikke, at det at undervise i engelsk kunne være så svært igen. Smal sag. Piece of cake. Det kunne der ikke være nogen ben i. Trods denne uknækkelige tiltro til egne evner som børnehavelærer var Ane meget monoton, umådelig stillestående og komplet idéløs i et klasselokale -dog alligevel med en opfattelse af, at det gik ganske godt. I dag, fem måneder senere, ser jeg tilbage på August-Ane og glæder mig over, at hun har gjort sig mange erfaringer siden da. Der er nemlig mange udfordringer i, uden skyggen af erfaring, at slå sig løs som engelsklærer for kinesiske børn. Heldigvis har vi formået at overkomme en stor del af dem. Herunder har jeg beskrevet de fire centrale udfordringer vi har puklet med.

Udfordring 1: Ting bu dong (Jeg forstår ikke)

Den første udfordring jeg vil ridse op er den sproglige barriere. Vi har ikke et fælles sprog med børnene, hvilket kan gøre helt basal kommunikation lidt problematisk. Desuden har børnene absolut intet kendskab til engelsk, så man skal dermed vælge sine ord med omhu -alt bliver nemlig registreret og gentaget. Viser vi for eksempel et billede af et hus og siger ”det er et hus” hedder ”et hus” i børnenes verden ”deterethus”. Hvordan skulle de vide, at der er tale om en sætning og ikke et enkelt ord. Noget der har afhjulpet sprogudfordringen er for det første børnenes kendskab til os og vores daglige reprimander. De har lært, hvordan det foregår, når vi vil have dem op at stå, ned at sidde osv. Rutinen hjælper altså meget. For det andet har vores kendskab til det kinesiske sprog gjort det muligt at indflette kinesiske ord og små sætninger i forklaringerne af nye lege -hvilket gør det noget mere gnidningsløst at sætte gang i et nyt sjovt projekt i klasseværelserne, end det var tilbage i august.

Derudover er vi af nød blevet stjernedygtige til gæt og grimasser. Mange lege må forklares med fægtende arme og små demonstrationer. Og det er faktisk slet ikke så let, som det lyder. Udover de almindelige ufordringer ved gæt og grimasser er der nemlig også en kulturel barriere at tage højde for. Vi har nemlig ikke nødvendigvis de samme definitioner på ting som kineserne. Dyrene siger ikke de samme lyde, og årstiderne forbindes ikke med de samme ting. Den slags irriterende forskelle kan tage pusten fra enhver engelsklærer, der forsøger at forklare sig ved hjælp af fagter og lydeffekter. Ganske som med den sproglige barriere, er det tiden der arbejder for os, når det kommer til at nedbryde den kulturelle barriere. Vi har efterhånden lært at tilpasse undervisningen til denne specifikke kulturelle gruppe, samt lært at kinesiske pistoler siger ”piao” og ikke ”bang”.

Udfordring 2: Sjov uden ord

En anden udfordring består i at opbygge et nært forhold til 150 børn uden at være i stand til at føre en samtale med dem. Noget så simpelt som at lege med børnene var en stor udfordring for 5 måneder siden. Med tiden har vi knækket koden og fundet ud af, at kan man ikke kommunikere med hele sætninger, må man nøjes med at skyde efter hinanden med luftpistoler, spontant bryde ud i fællessang eller kalde hinanden øgenavne.

Disse begrænses dog til engelske ord fra undervisningen, så der er tale om yderst besynderlige og meget uskyldige øgenavne. Water, Bird, Coffee, Monkey, Santa Claus og Tea er blandt de mest populære. Endelig er der de fortælleglade elever, der ustandseligt pludrer på kinesisk. I sådanne tilfælde har det vist sig mere effektivt at pludre tilbage på engelsk om et tilfældigt emne, end at forsøge at forstå, hvad de siger. Det er ungerne ganske fint tilfredse med, og det virker meget venskabeligt, selvom ingen af parterne forstår et kuk.

Udfordring 3: Fantasien sætter i sandhed grænser

Tredje udfordring er, at finde ud af, hvordan undervisningen ikke bliver kedelig og ensformig. Børnene skal trods alt trækkes med os i 20 minutter hver dag, og engelskundervisningen skulle gerne være forbundet med noget sjovt og positivt frem for noget trægt og træls. Noget der hurtigt blev kasseret i den forbindelse er vores selvhøjtidelighed. Vi smider os på alle fire i katte-imitationer og vifter tosset med armene i alt fra stopdans til ordgennemgang. Denne klovnedebut føltes i starten lidt unaturlig, men det er dog underordnet, når blot det virker -og det gør det. Der skal ikke meget til for at underholde en flok 2-6årige. Lidt rynken på næsen eller et uventet hop til siden er som regel nok til at fange deres opmærksomhed og sætte bølger af grin i gang. Undervisningsmæssigt har vi haft rig mulighed for at eksperimentere på livet løs. Vi har fundet på lege der fungerer godt, lege der kan bruge lidt justeringer og lege som decideret har vist sig uegnede. Den mest brugbare erfaring vi har gjort os er, at en lille bitte ændring i en ellers velkendt leg, er en helt ny og ukendt leg for XiaoBao på 2 år. Det gør i sandhed vores job lettere.
Vigtigst af alt har vi lært at slappe helt af med opgaven. Det giver plads til grin og latter, hvilket gør lektionerne langt sjovere for alle parter. For at være ganske ærlig har det betydet, at vi ikke længere planlægger vores undervisning. De bedste timer har nemlig vist sig at blive til gennem improvisation og ved at fornemme, hvad børnene lige er i humør til på den givne formiddag.

Udfordring 4: Børnehavekultur og børnebussemænd

Den fjerde udfordring består i, at kinesiske børnehaver ikke er helt som danske børnehaver. Med tiden har vi vænnet os til børnehavens normer og rutiner, og lært at tilpasse os børnehavens mange skemaændringer. For eksempel formoder vi bare, at der ikke er morgensamling, hvis det er lidt koldt udenfor. Det er ikke længere så stor en irritationsfaktor når undervisningsmaterialet skal ændres, fordi rektor synes, der skal ske noget nyt (igen). Desuden har vi nogenlunde lært at acceptere børnehavens altoverskyggende forsøg på at fremstå, som noget den ikke er, i håb om at stille forældrene tilfredse.

Børnehavens administrative del er blot rammedannende for børnehaven. Det der udfylder rammen er børnene - og små børn var vi ikke videre vante til. De børnehandlinger, der før kunne forstyrre øjet, registrerer vi slet ikke længere. Vi ænser knap nok, når baby class står og tisser på skift i en spand midt i klasselokalet. Vi tænker ikke længere over, at børnene har grimme bomuldsærmebeskyttere uden over deres fine jakkeærmer. Vi er blevet immune overfor fremvisning af bussemænd, og endelig har vi lært at undervise og have en hylende unge på armen på én og samme tid.

Ting tager tid

Tid har naturligvis været en god læremester i hele denne proces. Dog er det børnene der fortjener størst cadeau for vores forbedringer som engelsklærere. Der er intet der kan motivere som en glad flok unger; og intet der kan nage mere end en flok unger, som ikke er helt tilfredse. Hvor børnehaveadministrationen helst romantiserer sandheden lidt, kan man altid forvente komplet ærlighed fra de 3-årige gutter. Der lægges ikke fingre imellem, og denne (oftest) nonverbale konstruktive kritik har givet os meget at arbejde på. Vi kan altså takke vores elever for, at vi nu kan modtage vores TESOL-certifikater med nogenlunde god samvittighed. Der er dog meget at lære endnu, og hertil har vi måttet købe os noget ekstra tid. Her kommer børnehaven ind i billedet. Den er meget tilfreds med vores udvikling og har derfor tilbudt os at blive hængende lidt længere, hvilket vi ikke har kunnet modstå. Det vil i praksis sige, at vi har skrevet kontrakt med børnehaven om at arbejde fuld tid indtil slut maj på en ordning, som vi kun kan være tilfredse med. På den måde får vi altså en helt unik mulighed for ikke blot at komme fra punkt A til punkt B som undervisere, men også fra punkt B til punkt C. Derudover er der vel nok nogle kroge af Chengdu, såvel som et par egne af Kina vi endnu mangler at udforske. Vi ses sidst i maj!