Stemningsrapport fra hverdagen

Der ligger langt flere billeder og videoer fra både hverdag, fest og andre oplevelser på Teachengdus Flickr-profil. Et visit hertil kan klart anbefales, men pas på, det er en værre tidsrøver! flickr.com/photos/101123045@N04/sets

Vi har via bloggen primært fortalt om ekstraordinære udflugter frem for at præsentere jer for de grå mandage og de travle torsdage. En prioritering der reelt er helt skæv, da det trods alt er hverdagens trummerum der gør oplevelsen til noget særligt. Vores valg af blogemner skyldes muligvis, at de syn der møder os i Chengdu er blevet en del af hverdagen, de sære dagligvarer er blevet trivielle, og den før så uoverskuelige storby er blevet vores base. Med andre ord, er det uvante blevet nogenlunde velkendt. Derfor er det så let at glemme, hvad det var for ting der var spøjse, småklamme, overraskende eller bare anderledes, da vi begyndte at slå vores folder i provinshovedstaden. I denne blog vil jeg -med det skrevne ords mange begrænsninger- forsøge at danne et stemningsbillede af det kinesiske gadebillede vi møder hver dag, samt introducere jer for et par af vores daglige sysler.

Kulden er ved at indfinde sig i Chengdu, og paraplyen bliver mere og mere tragisk at glemme hjemme på knagerækken. Det kan dog smutte, da vi oftest suser hurtigt ud af lejligheden om morgenen, for at købe os lidt ekstra tid til at puste på børnehavens glohede morgengrød. Efter at have drejet ud af porten kaster vi et hastigt blik på den altid morgenfriske frugtbodsfamilie, som vi kategorisk fravælger at støtte, da der hænger store kødlunser i kroge fra loftet lige over mandarinerne og æblerne. Skal vi have frugt køber vi det hos frugtægteparret på den anden side af gaden, som adskiller kød og grønt, nyder vores jævnlige besøg, og ikke længere behøver spørge, hvad vi gerne vil have. Pomelo altid pomelo. Deres kattekillinger ligger og slumrer i en kasse i hjørnet, og på fortovet sidder deres datter på en skammel med parrets barnebarn i skødet. Ved siden af den lyseblå plastikskammel kan man ane en våd plamage fra sidste gang den 2-årige pige havde behov for at lade vandet. 

Før vi når det kolossale femetagers vejkryds, nikker vi til den midaldrende, småbuttede ”morgenmotionist”, som krydser vores vej stort set hver morgen. Grundet kulden er han holdt op med at rulle sin snavsede, hvide tanktop op over brystkassen. Et tiltag som vi synes ganske godt om. Under broen i krydset har en flok mænd parkeret deres scootere, og sidder nu på hug tæt sammenstimlet om en gammel avis, hvorpå de spiller kortspil med deres småpenge som indsats. Rundt om dem står der gerne et mindre publikum af interesserede tilskuere.

På græsarealet langs vejen holder kommunalarbejderne i orange jakker til. Som regel sidder der fem på stribe og planter græs. I hvert fald er der altid alt for mange om arbejdet. Det er lige før, de er nok til at gribe bladende før de rammer jorden. Ellers kommer der hurtigt én og svinger en ris-kost for at holde gaden pæn. I tørre perioder sidder der en orange jakke på hug midt på plænen med en haveslange i hånden og spreder vandmasserne med fingrene, mens han langsomt drejer sig. Det minder om en opgave, som en almindelig havesprinkler ville kunne klare, men man må tænke kreativt for at finde arbejdspladser nok i et land, hvor der bare er fór mange mennesker (ren tai duo). 

Efter at have krydset et par scooter-befærdede ensrettede veje går vi i slalom, for at overhale de mange kinesere, som aldrig virker til at have travlt. Trods ensretning ser vi os altid til både højre og venstre, da ensretning kun er vejledende. Ligesom alle andre trafikregler. Ved floden holder en større gruppe scooter-fyre til. De spiller ligeledes kort, men lige så ofte ligger de på deres respektive scootersæder med benene på styret og tager sig en blunder før dagens gerning. Længere oppe ad vejen (efter vores bank og det store indhegnede byggeriområde) holder baotze-damerne til. De sørger for morgenmad til alle dem der er på farten -alt sammen til max halvanden krone per håndmad. På deres store mobile dampovne har de lag på lag af runde aluminiumsbeholdere indeholdende dampede fastelavnsboller med rød bønne-fyld eller kødsovsfyld. Med lidt held kan man nå at redde sig et muffin-smagende brød indpakket i majsblade, eller et par krydrede ristoppe før en af damerne med øvet hånd kaster en beholder med de klassiske fastelavnsboller øverst i aluminiums-stakken. 

Ved ankomsten til børnehaven byder vagten os velkommen med et venligt godmorgen, og vi kan tålmodigt stille os i køen af frustrerede børnehavepædagoger, som bøvler med at få registreringsmaskinen til at godkende deres fingeraftryk.

Vi har fundet det perfekte åndehul at tilbringe vores frokostpauser i. Efter en næsedryppende frokost i børnehaven vandrer vi ned på det vi efterhånden kan betegne som vores stam-tehus for at sippe te, læse bøger, øve vores kinesiske gloser, lave undervisningsplaner eller spille en gang kort. Tehuset ligger i nogenlunde læ for efterårsvinden - side om side med andre tehuse - op og ned af en lille å. På en god dag skinner eftermiddagssolen ned gennem træernes falmede blade og stedet summer af glasklirren, latter og kævlen fra de omkringliggende borde. Mændene sidder godt lænet tilbage i sivstolene og spiller kort eller mahjong, mens de pulser veltilpasse på en cigaret. Selv sidder vi i tykke trøjer, hue og halstørklæde og lader os opsluge af stemningen eller gør de tørre arbejdsopgaver mere 

spiselige i de hyggelige omgivelser. 

Forvilder vi os derned om aftenen står der gerne 70 damer og danser. Kyndigt instrueret af hende den højlydte med mikrofonen, som er strategisk placeret under gadelygten. Imens går en mand rundt og tilbyder ørerensning til billige penge. Det klares på stedet. Du behøver ikke engang stille din tekop fra dig. En anden går med en stav over nakken, hvorpå der hænger to kurve fyldt med kandiseret slik i store klumper. De remedier han bruger til at slå slikket i stykker med slår han rytmisk mod hinanden, mens han råber et par kinesiske salgsord. Den karakteristiske klingende lyd tiltrækker de slikhungrende, legende børn, som var det klokken på en hjemisbil.

Hvis man bliver sulten af den megen te og frisk luft er der fem minutters gang til vores stamspisested. Et lille muslimsk spisested med ganske almindelig kinesisk mad på menukortet. Men nudlerne er hjemmelavede, maden rigelig og suppen bedre. Også her er der tale om et familieforetagende. Svigersønnen slynger dygtigt nudeldejen rundt i luften, datteren tilbereder maden ude bagved, mens svigermor sidder med sit barnebarn på skødet. Hvis der indtræffer en pause mellem bestillingerne sidder svigersønnen og spiller Counter Strike i hjørnet. I sådanne tilfælde må man lige vente med at betale for sin mad til han er færdig med sit spil.

Omkring klokken fem fyldes gaderne med skolebørn klædt i joggingtøjslignende skoleuniformer. Her får gadestandene med mad og snacks ekstra travlt, og de tjener godt på skolebørnenes behov for en hurtig pindemad før eventuelle ekstratimer. Ejerne af ladvognene fyldt med frugt til salg har været så smarte at indtale salgstalen på båndoptager så de roligt kan sætte den på repeat og gemme stemmen til sladder med de andre sælgere. 

En kvinde træder ud af bussen med en levende hane i en hvid plasticpose. Buschaufføren benytter det korte stop til at sende en ordentlig harker ud af vinduet før han fortsætter rundt på sin rute. På gaderne går vi og glor lidt på vinduer, og peger på tegn vi kender betydningen af. Dog har vi altid et halvt øje på vejen. Både for at undgå at træde der, hvor folk har tømt deres bihuler, men også fordi der godt kan mangle et brønddæksel her og der.

En beskeden kegle må være fint til at markere det store hul i jorden,
der engang blev dækket af et brønddæksel. Færdsel er jo på eget ansvar.

Ved spisetid sidder familierne foran deres forretninger rundt om små plastikborde for at indtage aftensmåltidet. Opvask og tilberedning foregår også foran forretningen, hvor man kan forsøde arbejdet med en snak med venner og veninder. Man skulle jo nødig gå glip af noget ved at isolere sig inden døre. Det er nu nok denne sociale gadementalitet der gør, at her altid er så meget underligt at se på. Der er ikke noget der er for lyssky eller privat til at foregå i al offentlighed. Om der så er tale om negleklipning, ørerensning eller tissetrængende unger. De ting vi møder i hverdagen er i realiteten stadig underlige. Der går sjældent en dag uden et nyt underligt syn. Det er dét vi har vænnet os til. Det er dét der er det velkendte.

I Chengdu er normalen, at noget er sært. Heldigvis har dette kulturtræk en frygtelig masse charme - i hvert fald i vores øjne.