Anmeldelse - Baozi

Se billeder og film fra livet i Kina på Teachengdus visuelle sidekick, flickr.com/photos/101123045@N04/sets/

Et stort fad dampet baozi fungerer udmærket som morgenmad i Kina.

Ret:

Baozi (dampet bolle med fyld, udtales "bao tze").

Serveret med:

Baozi kan både stå alene som et hurtigt mellemmåltid eller som en af de tre essentielle dele i en nærende børnehavemorgenmad. De andre værende æg og enten varm mælk eller risvelling (xi fan).

 

Børnehavens baozi indeholder oftest rød bønne eller sorte sesamfrø.

Med lidt glasur på toppen kan disse varianter fint gå an som fastelavnsboller. 

Chili-skala (1-5):

Afhænger af fyldet.

Beskrivelse:

Fuldkorn er en joke i Kina.

Sichuan-køkkenet byder på mange dejlige smagsoplevelser. Det gastronomiske univers i Kina er på mange måder mere spændende og smagfuldt en traditionel dansk mad. Der er dog visse mangler. Milliardvis af kinesere går rundt i lykkelig uvidenhed, når det kommer til smagen af rigtig brød. Fuldkorn i Kina er en skrøne, og det ”rye bread” man kan købe hos bagerikæden Andersen (udtales An Tu Shen), ligger latterligt langt væk fra smagen af et faktisk rugbrød. På disse kanter skal titlen ”Bakery” tilsyneladende forstås som ”konditori med spøjst-smagende hvidt brød”.

Efter de første par ugers mange skuffende bageribesøg smed vi håndklædet i ringen og erkendte, at et solidt ovnbagt brød er noget, der hører Vesten til. I stedet begyndte vi at sætte mere pris på børnehavens blege, dampede boller. Specielt dem med fyld i er faldet i vores smag. Disse dampede fastelavnsboller fungerer dulmende på vores trang til groft brød fra varmluftsovne.

Mens selve baozi-bollen er ret simpel i sin opbygning (dampet dej med fyld), er smagsvarianterne utallige. Efter en af de kagelignende rød bønne-/sort sesam-baozi er man næsten klar til at slå katten af tønden, 

hvorimod kødblandingerne kan gøre det nødvendigt at have en flaske vand i nærheden. Baozi-køb ved en ukendt baozi-stand kan være en famlen i blinde, når man ikke kan de kinesiske navne for fyldet. Dette øger spændingen!

Baozi-sælgerne med deres primitive dampovne står mange steder i Chengdu.

Specielt travlt har de om morgenen, hvor de servicerer mennesker på farten.

Priserne svinger mellem 0,5 - 1,5 kr. per bolle, og hvis man - som os - handler en fast baozi-stand, ved man endda hvordan de forskellige baozi smager.

Antal stjerner (1-6)

3

Begrundelse:

Baozi og dampet brød generelt er en udmærket erstatning, når rigtigt brød ikke er til at støve op. De blege boller bliver dog nemt kedelige i længden, og de er hverken ligeså nærende eller spændende som et solidt rugbrød. Varm luft slår damp til hver en tid.

OBS: Baozi er ikke at forveksle med sin kogte fætter jiaozi (dumplings), der ligeledes består af dej med varierende fyld, men konsistensmæssigt minder mere om italiansk tortellini end brød.

Kunsten at skabe en illusion

Hvis du  ikke har fået nok af de nuttede børnehavebørn og de spøjse skilte efter at have læst denne blog, så er der råd for det! Du kan finde både billeder og videoer af vores kinesiske tilværelse på denne hjemmeside:  http://www.flickr.com/photos/101123045@N04/sets/

Kunsten at skabe en illusion. Dén mestrer kineserne skræmmende godt. Facaden er altid i orden - da i hvert fald når den skal inspiceres - og det skader aldrig at pynte lidt på sandheden når det virkelig gælder. Desuden kan der jo være penge i at sælge sig selv godt, og så kan det vel være et fedt, om det man markedsfører sig som er virkelighedstro eller ej. Moralkodekset må siges at være et andet end hjemme i åh-så-ærlige-Danmark, og alle virker til at have det ganske fint med at få præsenteret en verden der er lidt mere rosenrød end den egentlige. Vores fuldtidsarbejde i børnehaven giver os en unik mulighed for at observere en kinesisk ”virksomheds” gøren og laden på godt og ondt. Ganske vist omtaler man sjældent børnehaver som deciderede virksomheder, men da det har et ”Finance Office”, kan det godt falde i den kategori! Vi indvies altså i børnehavens tricks og nødsages også til at tage del i dem -hvor ucharmerende de så end er.

Skolelæge, kantine, legeplads, finanskontor. Ligeligt vigtige komponenter i en kinesisk børnehave.

Personligt har jeg en ret grim smag i munden, da dagen oprinder for forælder-evalueringen af mine to eftermiddagshold ”Special Interest 1” og ”Special Interest 2”. Torsdag den 12. december skal min undervisning overværes af alle børnenes forældre, for at forældrene kan se, hvordan undervisningen plejer at foregå (sådan da). For første gang i min tid i børnehaven får jeg konkrete informationer om et forestående event i god tid. Det er der også gode grunde til, for den slags vigtigheder skal man jo forberede sig på! 

Første trin i forberedelserne er at hive et af de gamle emner frem af gemmerne og undervise i det i yderligere to uger, så jeg kan sikre mig, at børnene kan alle ordene til perfektion. Jeg stiller spørgsmålstegn ved denne fremgang, og mumler noget til Summer om, at det jo ikke er sådan det foregår normalt. Jeg får et svar bestående af et træk på skuldrene efterfulgt af det altovervindende argument:

 ”...but the parents…”.

Der er ikke noget at gøre. Det er forældrene der sætter dagsordenen, og det er forældrene der får det sidste ord i enhver børnehavesammenhæng. Det er trods alt dem pengene kommer fra. Jeg må altså lægge mig fladt på ryggen og give mig i kast med det drøn spændende frugt-og-grønt-emne endnu en gang.

I de næste uger drejer ALT sig om torsdag d. 12. december, og hver eneste ny leg bliver nøje vurderet af Summer, hvorefter hun afgør, hvorvidt den vil egne sig til forælder-dagen eller ej. Jeg må endda ”øve” legene med børnene, så de kan blive ekstra gode til dem før der kommer publikum på.

En uge inden forælderevalueringen kommer Summer med et overordnet program til mig. Da jeg skimmer sedlen hæfter jeg mig ved, at jeg skal slutte af med en farvelsang. En farvelsang? Vi synger aldrig farvelsang. Jeg får at vide, at så må jeg jo lære dem én inden torsdag.

Ane: “men…”

Summer: “…but the parents…”

Igen har jeg vist tabt diskussionen -men det forhindrer mig nu ikke i at ”glemme” indførelsen af en farvelsang som stille protest mod et system jeg har svært ved at affinde mig med.

Dagen forinden har jeg helt styr på mit program (hvilket heller aldrig før er sket i så god tid), og jeg synes jeg har formået at bibeholde en vis integritet i min plan for morgendagens opreklamerede show. Men så kommer Summer med besked fra højere instanser. Hun fortæller, at jeg skal finde nogle flotte stickers til børnene, som jeg kan dele ud i løbet af timen (ledelsen havde ellers talt om at købe et stykke frugt til hver elev på grund af emnet, men Finance Office havde vurderet, at de 30 kroner kunne bruges bedre andetsteds - man skal jo heller ikke rutte med pengene bare fordi forældrene betaler 20 kroner pr. lektion pr. elev for ekstra engelsk undervisning). Igen bliver jeg lidt irriteret. Jeg deler jo aldrig stickers ud og synes i øvrigt, at det er en uskik.

Ane: ”Men…”

Summer: ”…But the parents…”

Jeg må igen give fortabt.

Halvt ude af døren siger Summer henskudt: “ Imorgen bruger vi forresten det fine undervisningslokale, som Louis plejer at bruge. Der står ikke så mange senge, og gulvet er renere.” Hun smækker døren i og undgår dermed at skulle afværge flere protester fra min side. Hvis hun alligevel var blevet tvunget til det, havde hun nok sagt noget i stil af:

”… but the parents…”

Selvom jeg synes børnehavens tiltag er nok så åndsvage er jeg nødt til at rette ind. Summer kender trods alt mere til kulturen end jeg gør, og desuden er der andet og mere end mit ry som engelsklærer på spil. Nemlig Summers løn. Da Summer er ansvarlig for mine eftermiddagshold vil dårlig feedback fra forældrene ikke vidne om mine ringe evner som engelsklærer, men derimod om Summers -og det selvom jeg egenhændigt underviser holdene. Børnehavelogik.

Børnehaven er altså fuld af snyd og illusioner. Forælderevalueringerne bygger på ureelle fremstillinger af undervisningen og børnehavens hjemmeside er oversået med billeder, som slet ikke stammer fra børnehaven. Ja, selv i stickers pakkerne er det kun det øverste ark der har flotte guldkanter. 

Man kan lige så godt vænne sig til det. Om man så bryder sig om det eller ej.

Børnene behøver vi ikke pynte på.

Heldigvis virker børnene aldrig til at komme i klemme i forældrenes og børnehaveledelsens spil. De leger bare trygt videre, og kan vel egentlig prise sig lykkelige over, at deres forældre vil dem alt det bedste. Alligevel bliver de lige så forvirrede som engelsklærerne, når det reelle skal skiftes ud med det ideelle, for at børnehaven kan vise sig fra sin bedste side. Selvom rammerne vendes på hovedet forbliver børnene heldigvis de samme. Der kommer ikke guld ud af deres snottede næser - ikke engang når forældrene kigger på. Alligevel formår børnene at være det eneste element i børnehaven, der er lige
så reelt, som det er ideelt!

PS: Evalueringen forløb fint, og Summers løn bliver der ikke pillet ved i denne omgang. Pyh!

Anmeldelse - Hot Pot (Huo Guo)

Se billeder og film fra livet i Kina på Teachengdus visuelle sidekick, flickr.com/photos/101123045@N04/sets/

Den stærke gryde, "Hot Pot", skal smages mindst én gang, mens man befinder sig i Chengdu.
Herefter kan man altid vælge, om man har lyst til at gentage successen eller ej.

Serveret med

Da den Chengduvianske specialitet "Hot Pot" egentlig blot er en en kogende beholder med stærk chilisuppe,
kan nærmest hvad som helst puttes ned i denne kinesiske fonduevariant. Her skal man huske på, at Hot Pot er en festlig spise, så hverdagsmaden skal helst suppleres af noget mere eksklusivt (læs: mærkeligt). Indtil videre har vores Hot Pot-arrangementer inkluderet grisehjerne såvel som -indvolde. Sidstnævtne er ret sej at tygge sig igennem.

Alt kan bruges på et svin. Specielt i Kina, hvor man til tider må kigge langt efter reelt kød.
Hjernestykkerne kommer bedst ned, hvis man tænker dem som en melboller. Tarmtrådene derimod.

*Chili-skala (1-5)

5 (skal dulmes med masser af ris, te og cola)

Beskrivelse

Den karakteristiske duft fra simrende Hot Pot-gryder er noget, man støder på hvor som helst i Chengdu. Hot Pot-restauranterne er mange og særdeles nemme at genkende. Foruden den tunge dunst af chili og olie virker det store hul i midten af hvert spisebord som en tydelig indikator på, hvad der er for et sted, man er kommet til.

Selve retten fungerer ved, at hvert bord får tildelt en stor gryde vand indeholdende masser af dejlig chili og (stærk!) Sichuanpeber, som bringes i kog over et dertilindrettet gasblus. - For sarte danskere er det muligt at indsætte half-and-half skilleplade, så kun den ene halvdel af gryden er ildspyende. - Herpå putter man sine ingredienser ned i den boblende suppe, og venter et par minutter før de lækre specialiteter kan hives op igen. Alt kan som sagt puttes i en Hot Pot, men noget af det mest typiske er grisestykker (alt kan bruges), grønsager, æg, tofu og svampe. Helst i små stykker så de kan spises i en mundfuld eller to. Før de valgte stykker kan puttes i munden, skal de lige forbi gæstens egen skål, der igen er fyldt med chili og olie. De kraftige aromaer fra olien, chilien og Sichuanpeberet sikrer, at smagsoplevelsen er den samme næsten ligemeget, hvad man putter i munden. Nemlig smagen af Sichuan Hot Pot.

Mens de lokale ikke virker synderligt påvirkede af gryderetten, ender det ofte med, at vi med blussende kinder må smide overtøjet og erkende, at danskere ikke er født til så stærk mad.

Antal stjerner (1-6)

3

Begrundelse

Den regionale specialitet Hot Pot er en udmærket repræsentant for Sichuan-køkkenet, der bærer æren af at være Kinas stærkeste. Suppleret med ris og te er det heller ikke noget dårligt måltid. Specielt ikke hvis man går efter tofu og grønsager i stedet for fedt og tarme. Da Chengdu i midlertid byder på et væld af både bedre og billigere retter, må chiligryden nøjes med en mellemfornøjet karakter. 

*1) Smagløs, 2) Dansk, 3) Næsedryppende, 4) Gråd, 5) Ildspyende

Bonus information

Huo Guo er så stor en del af kinesisk kultur, at udtrykket indgår i børnehavens (kinesiskproducerede) undervisningsmateriale. Engelskundervisning i Danmark har næppe "The pot is hot" blandt de første sætninger i begynderpensum.