torsdag den 24. april 2014

Åh de kære små - 10 anekdoter om børnehavebørn

Her fra vores pind i Chengdu har vi den kinesiske kultur på klodshold på alle tider af døgnet. Vi undres over kinesernes vaner og adfærd og suger til os af indtryk og perspektiv. Vi studerer de gamles evindelige broderi-nørkleri, de unge kvinders fjantede jagt på en rig forsørger, de dårligere stilledes kamp for at skaffe nok til dagen og vejen, og opgangens ungers fjolleri i porten efter klokken 22. Men et kulturmøde der fylder mindst lige så meget, som det kinesiske, er mødet med børnekulturen. En relativt universel kultur, som vi alle har kendt og sidenhen glemt igen. Den barnlige opfattelse, som er vidunderligt farverig, men egentlig fuldkommen sort og hvid. Ligesom den er intentionelt logisk, men i realiteten slående naiv. Gennem børnenes kære og småskøre udtalelser kan vi ikke undgå at genopleve vores opfattelse af verden, som vi så den, da vi var 2,3 og 4-år gamle. Vi er glade for at være blevet klogere siden da, men vi sætter stor pris på de mange smil og grin, som mødet med børnekulturen har givet os - og forhåbentlig tvinger denne komprimerede samling børneanekdoter også et par smil og barndomsminder frem hos jer derhjemme.

Forventningens ”glæde”
  • Dagen er kommet, hvor Baby 2 skal eksperimentere med en gang klassisk stoledans. De opnår efterhånden forståelse for principperne i legen. Om ikke andet fanger de, at det gælder om at finde en fri stol i en hulens fart. Da musikken stopper bliver det for meget for Bella. Hun står bomstille og ser sig fuld af spænding til højre og venstre i et forsøg på både at kapere musikkens bratte afslutning og lyden af børnerumper der rammer træstolene. Snart ser hun dog ned ad sig selv i stedet. Der er nemlig så meget at holde styr på, at hun efterlader en stor pøl lige foran den stol, der netop er blevet snuppet for næsen af hende. En prøvet pædagog sender Ane et timeout tegn og et træt smil, hvorefter hun dvaskt følger Bella ud til hårtørreren.
  • Knægten Xiao Bao fra Baby 1 kan slet ikke få armene ned over, at det er blevet tid til engelsk. Han spæner i meget højt gear fra det ene hjørne til det andet og krammer Anes ben i ekstase. Da han hopper ned til sin stol rammer måsen dårligt sædet, førend han brækker sig af ren begejstring. En smule opkast tager ikke gejsten fra den lille gut, som fræser videre ganske upåvirket af hans maves protester mod cocktailen af spænding og hopperi.


Overvejelser, logik eller mangel på samme
  • Louis lærer børnene i Angel 1 at synge hajsangen. En sang hvor familien Hajs farlige gab illustreres med arm- og håndgestusser. Louis forklarer, at bedstemor haj ikke har nogen tænder og viser den tilhørende håndbevægelse. Men så let narrer man ikke tyve treårige. En lille dreng tygger lidt undrende på oplysningerne om bedstemorhajs tandsæt og siger: ”Men…. Min bedstemor har tænder…”. Herfra spredes forundringen, og en kavalkade af pibende stemmer giver udtryk for deres bedsteforældres tandreserver. Drengen med grydehårs bedstemor har nemlig også tænder, og det samme gælder for pigen i prinsessekjoles bedstemor, nu hvor hun tænker lidt over det. Angel 1 har luret den. De giver ikke meget for vittigheder om tandløse bedstemødre. Det er jo ikke spor faktuelt.
  • Angel 1 når efterhånden så langt i hajsangen, at de kommer til hajens grusomheder. Den spiser nemlig både arme og små børnehavebørn. Det finder børnene i Angel 2 dog råd for. Børnene går op til hajen ved navn Louis og fodrer den glubske haj med flad hånd mens de siger: ”Hajen spiser ikke mig, jeg giver den bare mad”.
  • Børnene i Baby 1 har mademne, og de introduceres i den forbindelse for ”noodles”, som trods alt udgør en god andel af børnenes ugentlige madindtag. Ane spørger, om børnene kan lide nudler. Hertil svarer de fleste prompte JA eller NEJ. Lille Clara tøver nu alligevel lidt, og spørger: ”Med eller uden chili? Et spørgsmål af høj relevans i Kinas chili-elskende provins Sichuan.
  • Eftermiddagsholdet Special Interest har sanseemne, og Ane instruerer dem i, at tegne ting som lugter. Hun går rundt fra barn til barn og finder gennem lidt dialog og god fantasi frem til, at de næsten alle sammen tegner chokolade, slik og blomster -hvor lidt det så end ligner. Da Ane når til Neil må hun give fortabt, og spørger: ”Neil, hvad tegner du?” med hænderne langt nede i farvekridtsæsken og med entusiasme i stemmen svarer Neil: ”Jeg tegner Thomas tog
  • Med så sjove engelsklektioner kan man jo ikke fortænke Angel 2 i, at være fulde af entusiasme. Denne vilde entusiasme kommer især til udtryk i farvelegen. Louis siger en farve, hvorefter børnene kigger ned ad sig selv for at se, om de bærer den pågældende farve. Hvis de gør, løber de op til Louis og får en hi-five. Børnene er hårde til at finde farver, men det bliver mere og mere søgt. En lyserød snip på en lynlås kan fint gå for rød, og en lille lilla blomst på de lange underbukser kan godt gå for at være blå -med lidt god vilje. James tager dog farvelegen til yderligheder. Ved farven gul springer han op til Louis, trækker op i trøjen og peger på sin lille kinesermave. James får en ordentlig hi-five, og Louis får sig et godt grin.

      (Børne)verden er lille
  • Da vi ikke kender vores egentlige adresse ankommer al post hjemmefra til børnehaven. En eftermiddag overrækker Summer et postkort til Ane efter sidste lektion. Alle børnene bliver nysgerrige og spørger ind til Anes postkort. Jack spørger: ”Er det fra Louis?” Det kan jo være svært at forestille sig en verden udenfor børnehavens rammer.
  • Anes far kommer på et par dages besøg i børnehaven før en forretningsrejse i Beijingområdet. Sandfærdigt nok præsenterer Ane den fremmede hvide mand, som sin far. James fra Angel 2 bliver grundigt forvirret og hvisker til Summer: ”men Summer, det er jo Louis der er Anes far?
  • Vores tidligere klassekammerat Camilla tager på 14 dages besøg i Chengdu og kommer naturligvis med i børnehave på fuldtid. Et nyt vestligt ansigt vækker ikke blot opsigt i børneflokken, men også blandt forældrene. En morgen stopper Lucys mor Ane på gangen, fordi hun har en sjov historie at fortælle. Hun har dagen forinden spurgt Lucy, hvorvidt den nye vesterlænding i børnehaven er en ny engelsklærer. Dertil har Lucy svaret ”nej nej, Camilla er Ane og Louis’ baby”.


Åh de kære små. Hvis I ikke fik nok af småbørn kan I finde billeder af de små genier på https://www.flickr.com/photos/101123045@N04/
De er faktisk næsten lige så søde på billeder, som de er i virkeligheden.

tirsdag den 15. april 2014

Beijing-attraktioner: TJEK! ✓

Intet nyt er godt nyt!

Indrømmet. Vi er faldet af på den i forhold til blogskrivningen. Vores seneste indlæg på Teachengdu-bloggen ligger snart tre måneder tilbage og Flickr er også dybt forsømt. Det er bestemt ikke fordi, der sker mindre nu end i efteråret. Listen af mulige blogindlæg bliver gradvist længere; Kinesisk nytår, besøg fra Danmark, kinesiskundervisning 等等. Skrivestof er der nok af, og reelt set har vi vel også tiden til at berette om vores hverdag. Ofte er det bare sjovere at kaste sig over andre projekter, og så må man jo prioritere. Lige nu sidder vi i verdens næststørste lufthavnsterminal, høje på kaffe, og venter på det morgenfly, der skal tage os til Chengdu, så vi kan komme tilbage og undervise de kære børn i Aimier Beite. Perfekt tidspunkt for at starte et nyt blogindlæg.


Når man alligevel skal holde sig vågen hele natten,
er blogskrivning en fin måde at undsige sig pigesnak på.

Turen går til Beijing

Anledningen for vores ophold i Kinas nordlige (Bei) hovedstad (Jing) er den, at en fælles veninde fra gymnasiet, Camilla, er kommet hele vejen fra Danmark til Kina for at være sammen med os og få sig en to-ugers Kinaoplevelse. Anledningen for lufhavnsovernatningen er et udtryk for en længere tendens til dårlig afkodning af flyafgange, men det behøver vi ikke at gå i detaljer med.
Camilla ejer det samme spontane gen som os, og efter at have chattet kortvarigt med hende en aften i februar, fik vi næste dag meddelelsen om, at billetterne til hendes forlængede påskeferie østpå nu var booket. Sejt Camilla! I sidste uge ankom hun så til vor elskede teby Chengdu. Efter et par dage med børnehaveleg, træning i spisepindshåndtering, tedrikning og tusind nye sanseindtryk tog vi alle tre på påskeudflugt. ”By frem for natur. Kendte ting frem for niche ting.”, sådan lød vores gæsts ferieprioritering, og vi greb straks lejligheden for at flyve til Beijing, der må siges at være en storby med kendte monumenter og masser af punkter på afkrydsningslisten.

Det ville nærmest være en skam at komme hjem fra ni måneder i Kina uden at have sen landets berømte mur.
Heldigvis ligger Beijing belejligt tæt på dette lange monument.

Turistkina er ikke hele Kina

Selvom vi efterhånden har tilbragt mere end et halvt år i Kina, er vi stadig håbløst bagude på Lonely Planets ”China’s 30 top sights”. Det var ingen overdrivelse af min familie, da de efter to blot ugers ophold kunne proklamere, at de havde set dobbelt så mange kendte Kinaseværdigheder som os. Vores oplevelse af Kina har været en ganske anden end den, man som vestlig turist udsættes for ved at tilmelde sig en koncentreret ”Best of China”-pakkeløsning. Efter fire dage som blåøjet, blond turist i hovedstaden, kan jeg med sikkerhed slå fast, at dagligdagen i anonyme Chengdu er radikalt anderledes end sightseeing i profilerede Beijing. Her er tre grundlæggende forskelle på turistliv og vores hverdag i Kina.

Navigation og overblik

Al begyndelse er svær. At rejse til en fremmed destination betyder, at man skal begynde at sætte sig ind i forholdene det givne sted. Som turist i Kina kan man enten vælge gør-det-selv-løsningen eller købe den fulde no worries-turistpakke med hotelafhentning, spisning og guidede busture. Da vi hverken har budget eller lyst til endnu en guidet tur, valgte vi at forsøge på egen hånd. Dette er spændende, men indebærer dog også en del arbejde at undersøge spisesteder, busruter, åbningstider med videre. Et lignende arbejde gjorde vi os, da vi kom til Chengdu, men den vigtige forskel er, at nu har vi fundet et stam-tehus, yndlingsrestaurant, hyggelige cafeer med videre.
Med fire dage i Beijing er der ikke tid til sådanne opdagelser. Vaner er noget trygt, man opbygger over længere tid. På en oplevelsestur bliver det aldrig rigtig hverdag. På så kort tid er det naturligt at opsøge byens attraktioner, som da også er både spændende og flotte. Man skal bare være opmærksom på, at de i takt med Beijings stigende popularitet også er blevet kommercialiserede. Den tidligere aflukkede forbudte by nu er tyk af kameraer og turistguider med mikrofoner og små flag. Den information vi kan skaffe, er den samme som alle andre besøgende finder, og derfor bliver de autentiske oplevelser ofte det stik modsatte.

Den forbudte bys eunukker og konkubiner er for længst blevet erstattet af turister og kameraer i spandevis. Vi var blandt de mange besøgende, der slendrede uvidende rundt i kejserens gemakker.

Prøver du at snyde mig nu?

En ting man ofte hører fra folk der har været i Kina, er hvordan man altid skal forhandle sig frem til den rigtige pris. Dette er ikke en helt skidt indstilling, men min erfaring er, at prisprutning afhænger meget af, hvor man lige befinder sig. Mange steder i Chengdu bliver folk overraskede og nærmest ligefrem fornærmede, hvis man foreslår et nedslag i prisen. Man må formode, at de der tager krejleri som en Kina-selvfølge har brugt mere tid ved turistboderne end i etablerede butikker, restauranter, tehuse o.lign.
Fordi Beijing er så vant til besøg fra velhavende turister, det værende udlændinge såvel som turister, virker der til at have skabt sig en attitude om, at prisen skal i vejret, så snart den købende ikke snakker korrekt Putonghua (den lokale dialekt). Det er naturligvis forventeligt, at der på steder med mange turister ligeledes er en sværm af krejlere med snacks og plastik-souvenirers til overpris. Men når taxachaufføren gentagende gange forsøger at ændre den aftalte pris undervejs på en tur, tager jeg det nærmere som et udtryk for manglende respekt end et charmerende forhandlerinstinkt.

Vesterlændinge special

Jeg skal ikke skære alle Beijing-taxachauffører over en kam, men vores oplevelse var, at de oftere virkede turisttrætte end hjælpsomme og snaksaglige som i Chengdu. Generelt er der langt flere vesterlændinge i Beijings bybillede, end hvad der er tilfældet for Chengdu - turister såvel som fastboende. Som følge af dette har man i hovedstaden overvejende tilpasset sig på en af to måneder: Apati eller turisme. Det kan virke forfærdelig hyklerisk at brokke sig over en tendens, man selv er medskyldig i, men det virker bare mere autentisk, når metroen er fyldt med kinesere frem for en 50/50-fordeling. En af de ting vores gæst Camilla i særdeleshed har bidt mærke i ved Kina er den usædvanlig store mængde opmærksomhed, man som vesterlænding får fra de lokale, når man som os besidder de tre b’er: bleg, blåøjet og blond. Dette gælder i højere grad for Chengdu end i Beijing, og kommer man endnu længere, er billedetagning med fremmede mennesker absolut uundgåeligt.

Når man både bliver kaldt 美女 (smuk pige) og 白富美 (hvid, rig og smuk),
kan man jo nærmest ikke andet end at stille op til endnu et photo shoot med tilfældige kinesere.
Hvad det bidrager med til deres oplevelse er lidt et mysterium, men sjovt er det.

Øst er godt, men Vest er bedst

Hov, nu har det her blogindlæg efterhånden taget en beklagende drejning. Det var ikke min mening at nedsable turistlivet. Jeg elsker at rejse og udforske fremmede steder. Ej heller vil jeg fraråde Beijing på en tur til Kina. Det er en spændende og flot by med mange flere historiske steder end eksempelvis Chengdu. Hvad man bare lige skal have i mente, er den grundlæggende forskel, der er mellem at følge en tourguide gennem en gammel gade og så faktisk have sin hverdag i selvsamme hutong, ligesom den lille havfrue og Scandic Hotel næppe giver den fulde oplevelse af livet i Danmark. Det kan også være, at indlægget fik en lidt negativ klang, fordi jeg bare rigtig godt kan lide det afslappende liv i Chengdu. Vi har det rigtig godt her. Hvis du gerne vil vide hvorfor, og lære mere om en tesippende Kina-hverdag, turistguiderne ikke fortæller om, kan du jo kigge dig omkring på den nu opdaterede blog.

Beijing er spændende, og det føles ret internationalt at sidde og arbejde på sin computer på en lufthavnscafe, men jeg vil til hver en tid hellere skrive min blog her på det lokale tehus ud til den lidt lugtende men fine å.

mandag den 27. januar 2014

Et lille tilbageblik ved semestrets slutning

Fredag morgen kaster Louis et blik på sit skrivebord i børnehaven og udbryder, at vi har fået post. Han studerer den afstivede papkonvolut nøje og kan snart konstatere, at det er vores længe ventede TESOL-certifikater. To sirligt underskrevne stykker fotopapir, som indikerer, at vi nu officielt er godkendt til noget så flot, som at undervise ikke-engelsksprogede mennesker i engelsk (Teaching English to Speakers of Other Languages). Certifikaterne bliver tildelt et par minutters opmærksomhed, hvorefter de hurtigt kommer ned i skrivebordsskuffen, og vi farer videre til engelskundervisning i henholdsvis MiaoMiao Class og Angel 2. Efterfølgende kan jeg nu alligevel ikke undgå at reflektere lidt over vores fem måneder i børnehaveland. Selvom certifikaterne i sig selv er uinteressante, markerer de alligevel slutningen på et længere forløb. Vi er kommet fra A til B - alt imens de 3-årige kineserpurke er nået hele vejen fra ”’A’ for ’Apple’” til ”’I’ for ’Icecream’”.

For bedst muligt at beskrive vejen fra punkt A til punkt B vil jeg starte med at beskrive den Ane, der drog afsted mod Chengdu ultimo august 2013. Hun gik til opgaven fuld af selvtillid, og mente ikke, at det at undervise i engelsk kunne være så svært igen. Smal sag. Piece of cake. Det kunne der ikke være nogen ben i. Trods denne uknækkelige tiltro til egne evner som børnehavelærer var Ane meget monoton, umådelig stillestående og komplet idéløs i et klasselokale -dog alligevel med en opfattelse af, at det gik ganske godt. I dag, fem måneder senere, ser jeg tilbage på August-Ane og glæder mig over, at hun har gjort sig mange erfaringer siden da. Der er nemlig mange udfordringer i, uden skyggen af erfaring, at slå sig løs som engelsklærer for kinesiske børn. Heldigvis har vi formået at overkomme en stor del af dem. Herunder har jeg beskrevet de fire centrale udfordringer vi har puklet med.

Udfordring 1: Ting bu dong (Jeg forstår ikke)
Den første udfordring jeg vil ridse op er den sproglige barriere. Vi har ikke et fælles sprog med børnene, hvilket kan gøre helt basal kommunikation lidt problematisk. Desuden har børnene absolut intet kendskab til engelsk, så man skal dermed vælge sine ord med omhu -alt bliver nemlig registreret og gentaget. Viser vi for eksempel et billede af et hus og siger ”det er et hus” hedder ”et hus” i børnenes verden ”deterethus”. Hvordan skulle de vide, at der er tale om en sætning og ikke et enkelt ord. Noget der har afhjulpet sprogudfordringen er for det første børnenes kendskab til os og vores daglige reprimander. De har lært, hvordan det foregår, når vi vil have dem op at stå, ned at sidde osv. Rutinen hjælper altså meget. For det andet har vores kendskab til det kinesiske sprog gjort det muligt at indflette kinesiske ord og små sætninger i forklaringerne af nye lege -hvilket gør det noget mere gnidningsløst at sætte gang i et nyt sjovt projekt i klasseværelserne, end det var tilbage i august.
Derudover er vi af nød blevet stjernedygtige til gæt og grimasser. Mange lege må forklares med fægtende arme og små demonstrationer. Og det er faktisk slet ikke så let, som det lyder. Udover de almindelige ufordringer ved gæt og grimasser er der nemlig også en kulturel barriere at tage højde for. Vi har nemlig ikke nødvendigvis de samme definitioner på ting som kineserne. Dyrene siger ikke de samme lyde, og årstiderne forbindes ikke med de samme ting. Den slags irriterende forskelle kan tage pusten fra enhver engelsklærer, der forsøger at forklare sig ved hjælp af fagter og lydeffekter. Ganske som med den sproglige barriere, er det tiden der arbejder for os, når det kommer til at nedbryde den kulturelle barriere. Vi har efterhånden lært at tilpasse undervisningen til denne specifikke kulturelle gruppe, samt lært at kinesiske pistoler siger ”piao” og ikke ”bang”.

Udfordring 2: Sjov uden ord
En anden udfordring består i at opbygge et nært forhold til 150 børn uden at være i stand til at føre en samtale med dem. Noget så simpelt som at lege med børnene var en stor udfordring for 5 måneder siden. Med tiden har vi knækket koden og fundet ud af, at kan man ikke kommunikere med hele sætninger, må man nøjes med at skyde efter hinanden med luftpistoler, spontant bryde ud i fællessang eller kalde hinanden øgenavne.
Disse begrænses dog til engelske ord fra undervisningen, så der er tale om yderst besynderlige og meget uskyldige øgenavne. Water, Bird, Coffee, Monkey, Santa Claus og Tea er blandt de mest populære. Endelig er der de fortælleglade elever, der ustandseligt pludrer på kinesisk. I sådanne tilfælde har det vist sig mere effektivt at pludre tilbage på engelsk om et tilfældigt emne, end at forsøge at forstå, hvad de siger. Det er ungerne ganske fint tilfredse med, og det virker meget venskabeligt, selvom ingen af parterne forstår et kuk.


Udfordring 3: Fantasien sætter i sandhed grænser
Tredje udfordring er, at finde ud af, hvordan undervisningen ikke bliver kedelig og ensformig. Børnene skal trods alt trækkes med os i 20 minutter hver dag, og engelskundervisningen skulle gerne være forbundet med noget sjovt og positivt frem for noget trægt og træls. Noget der hurtigt blev kasseret i den forbindelse er vores selvhøjtidelighed. Vi smider os på alle fire i katte-imitationer og vifter tosset med armene i alt fra stopdans til ordgennemgang. Denne klovnedebut føltes i starten lidt unaturlig, men det er dog underordnet, når blot det virker -og det gør det. Der skal ikke meget til for at underholde en flok 2-6årige. Lidt rynken på næsen eller et uventet hop til siden er som regel nok til at fange deres opmærksomhed og sætte bølger af grin i gang. Undervisningsmæssigt har vi haft rig mulighed for at eksperimentere på livet løs. Vi har fundet på lege der fungerer godt, lege der kan bruge lidt justeringer og lege som decideret har vist sig uegnede. Den mest brugbare erfaring vi har gjort os er, at en lille bitte ændring i en ellers velkendt leg, er en helt ny og ukendt leg for XiaoBao på 2 år. Det gør i sandhed vores job lettere.
Vigtigst af alt har vi lært at slappe helt af med opgaven. Det giver plads til grin og latter, hvilket gør lektionerne langt sjovere for alle parter. For at være ganske ærlig har det betydet, at vi ikke længere planlægger vores undervisning. De bedste timer har nemlig vist sig at blive til gennem improvisation og ved at fornemme, hvad børnene lige er i humør til på den givne formiddag.

Udfordring 4: Børnehavekultur og børnebussemænd
Den fjerde udfordring består i, at kinesiske børnehaver ikke er helt som danske børnehaver. Med tiden har vi vænnet os til børnehavens normer og rutiner, og lært at tilpasse os børnehavens mange skemaændringer. For eksempel formoder vi bare, at der ikke er morgensamling, hvis det er lidt koldt udenfor. Det er ikke længere så stor en irritationsfaktor når undervisningsmaterialet skal ændres, fordi rektor synes, der skal ske noget nyt (igen). Desuden har vi nogenlunde lært at acceptere børnehavens altoverskyggende forsøg på at fremstå, som noget den ikke er, i håb om at stille forældrene tilfredse.
Børnehavens administrative del er blot rammedannende for børnehaven. Det der udfylder rammen er børnene - og små børn var vi ikke videre vante til. De børnehandlinger, der før kunne forstyrre øjet, registrerer vi slet ikke længere. Vi ænser knap nok, når baby class står og tisser på skift i en spand midt i klasselokalet. Vi tænker ikke længere over, at børnene har grimme bomuldsærmebeskyttere uden over deres fine jakkeærmer. Vi er blevet immune overfor fremvisning af bussemænd, og endelig har vi lært at undervise og have en hylende unge på armen på én og samme tid.

Ting tager tid
Tid har naturligvis været en god læremester i hele denne proces. Dog er det børnene der fortjener størst cadeau for vores forbedringer som engelsklærere. Der er intet der kan motivere som en glad flok unger; og intet der kan nage mere end en flok unger, som ikke er helt tilfredse. Hvor børnehaveadministrationen helst romantiserer sandheden lidt, kan man altid forvente komplet ærlighed fra de 3-årige gutter. Der lægges ikke fingre imellem, og denne (oftest) nonverbale konstruktive kritik har givet os meget at arbejde på. Vi kan altså takke vores elever for, at vi nu kan modtage vores TESOL-certifikater med nogenlunde god samvittighed. Der er dog meget at lære endnu, og hertil har vi måttet købe os noget ekstra tid. Her kommer børnehaven ind i billedet. Den er meget tilfreds med vores udvikling og har derfor tilbudt os at blive hængende lidt længere, hvilket vi ikke har kunnet modstå. Det vil i praksis sige, at vi har skrevet kontrakt med børnehaven om at arbejde fuld tid indtil slut maj på en ordning, som vi kun kan være tilfredse med. På den måde får vi altså en helt unik mulighed for ikke blot at komme fra punkt A til punkt B som undervisere, men også fra punkt B til punkt C. Derudover er der vel nok nogle kroge af Chengdu, såvel som et par egne af Kina vi endnu mangler at udforske. Vi ses sidst i maj!

onsdag den 22. januar 2014

Julebesøg i Kina

Mens folk omkring os i øjeblikket pynter op med røde lanterner, fiske- og hestefigurer i forbindelse med kinesernes traditionelle nytår, (Chun Jie = forårsfesten), bringer vi lige et resume fra vores jul i Kina, der nok er det danske kalenderårs mest traditionelle og derfor bedst tilsvarende begivenhed. Kalendernytåret i Kina er desuden lidt en fuser, sorry to say. Billeder og film fra jul og nytår kan ses på Teachengdu’s Flickr-profil: http://www.flickr.com/photos/101123045@N04/sets/

Flere danskere i børnehaven

Sent lillejuleaften ankom undertegnedes familie til Chengdu. Efter nogle hektiske turistdage i Beijing havde de det vist fint med at opleve hvordan hverdagslivet tager sig ud i Kina. Da juleferie ikke er et begreb, man bruger i heromkring, måtte Ane og jeg traske i børnehave samtlige juledage og den 31. december med. Vi fik lov til at tage familien med på arbejdspladsen, så far, mor, søster og søster rigtig kunne få syn for sagen, i stedet for kun at opleve børnehavelivet gennem blogindlæg (eventuelle bloglæsere med behov for fysisk indlæring skal føle sig velkomne til at besøge os i Chengdu og få samme rundtur). Det kan ellers nok lige være, at børnene spærrede øjnene op, når de to fremmede blondiner gik rundt og på gangene. Og mon ikke der var en lille purk eller to, som blev glædeligt narret, da min far første juledag gav den hele armen som julemand oppe på scenen?
Far måtte trække på kompetencer fra sin børnehavekarriere,
da han blev stillet op på scenen iført julemandskostume.

Jul i Chengdu

Jul blev det også til i den lille lejlighed. Gennem juleklip, julemusik, gløgg, marcipan og nougat lykkedes det os at skabe en form for dansk julestemning med et kinesisk twist: Fine pakker under et gyldent plastikjuletræ, en smuttet mandel i en skål fedtede basmatiris og en overdådig pakkeleg fyldt med kinesiske specialiteter, heriblandt ærmebeskyttere, ”dutsko” og vakuumpakket tofu. Ak ja, vi havde en dejlig og ganske uforglemmelig jul. Dagene mellem jul og nytår gik med arbejde, hygge, spise konfekt og vise min familien mere af livet i Chengdu. Det vil sige tehuse, hot pot, mahjong og stegte nudler på den muslimske (restaurant). Børnehaven bød endda på fornem middag og teceremoni - de ville gerne have Maja til at blive og tage et pædagogjob; den gik ikke! Det så vist for resten også nogle søde pandaer og en gigantisk Buddha, men det er jo standard heromkring.

"Juletræet med sin pynt" får en hel anden betydning, når sangen synges i Kina.  


En ting vi fandt interessant ved min families samvær, var at høre om de betragtninger og mærkværdigheder, de havde hæftet sig ved herovre. Som rutinerede byboere lægger vi ikke længere ligeså meget mærke til disse detaljer. Det er jo bare sådan det er Kina, bum. Her er en oversigt over nogle af de ting, der gjorde indtryk på min familie i løbet af deres to-ugers ophold i Kina.

Kultur

-          Et gadebillede med velklædte mennesker. Alle de steder vi var.
-          Ganske almindeligt at have jakker på indendørs idet der som regel ikke er varme på.
-          Meget liv på gaden - folk holder af at være sammen (udendørs tehuse m. spilleglade gæster, småhandlende, der i pauser spiller badminton på fortov) og i det hele taget er der folk udenfor hele tiden.
-          Trods stor modernisering i landet var der stadig den dejlige tradition med tai-chi og dans i parkerne. Mest ældre mennesker.
-          Bedsteforældrene har en vigtig plads i familiens liv - vi så ofte bedsteforældre med børn (d.v.s. barnet) på gaden, og plakater af ”Den lykkelige familie” bestod som regel af barn, mor, far, bedsteforældre
-          Små restauranter og småhandlende passede deres barn mens butikken var åben. I bedste fald i baglokalet, ellers ud til en trafikeret vej…
-          God mad (pas på det stærke) og mange billige restauranter, så folk havde råd til at spise ude.
-          Vi oplevede slet ikke så meget bøvsen og spytten som vi havde hørt.
-          Interessen for vesterlændinge er ikke påtrængende, det var rart.
-          Vi så faktisk små hunde i gadebilledet.


Trafik, transport og bygninger

-          Der var velorganiserede forhold - fx busser og tog med nummererede pladser
-          Cyklerne var erstattede af el-scootere samt el-cykler
-          Bilerne var nye, udenlandske mærker og uden buler (på trods af kaotisk trafik)
-          Metroer, der var nye, flotte og velfungerende. Marmor og tydelige forklaringer til de rejsende
-          Andre trafikregler - se sig godt for - hele tiden!
-          En masse smog! Massive miljø udfordringer. Nogen gange sved det i øjnene.
-          Gågader og bymidter, der er imponerende, kæmpestore og fulde af lysreklamer!
-          Alle de store, superdyre butikker var repræsenteret i storbyerne, men vi så ingen kunder.
-          En meget velordnet børnehave, der hvor Louis og Ane arbejder.
-          Kejserpaladserne - uha - vidner om en mægtig og frygtindgydende magt….

Alt i alt et dejligt land at rejse i - flere tusinde års rige med mægtige drager - nu bygger de skyskrabere.

mandag den 13. januar 2014

KUN i Kina

Det kan næppe være gået nogens næser forbi, at der foregår mange ejendommelige ting her i Chengdu. For overblikkets skyld får I nu en liste over de mest iøjnefaldende særheder:

Det er KUN i Kina, at 0 ud af 65 energiske 4-årige børn griner, når folk bøvser højlydt i de engelske undervisningsvideoer. De ikke så meget som trækker på smilebåndet.

Det er KUN i Kina, at forlystelsesparkernes Haunted Houses har døde mahjongspillere som en del af udstillingen. Det er ellers et meget roligt folkefærd der ikke umiddelbart har nogen skræmmende effekt.

Det er KUN i Kina, at man for sølle 10 kroner kan få lov at made grådige fisk med almindelige sutteflasker.

Det er KUN i Kina, at en midaldrende kvinde med høje sko og røde negle kan snyde næse på bygningsarbejdervis midt i en samtale med sin ligeså sirligt klædte veninde.

Det er KUN i Kina, at det aldrig er for sent på dagen til at bruge hilsenen ”Goodmorning”

Det er KUN i Kina, at man kan hedde Rainbow, Thunder og Candy uden at blive udsat for mobning.

Det er KUN i Kina, at 4-årige børn skal lære ordet ”X-ray”.

Det er KUN i Kina, at en flue i maden ikke er grund nok til at anmode om en frisk portion.

Det er KUN i Kina, at ”et tog” direkte oversat hedder ”ild bil”.Ganske logisk hvis du spørger mig.

Det er KUN i Kina, at små børn render rundt med en nødtørftsprække bagtil -uanset hvor koldt det er.

Det er KUN i Kina, at tegnet for ”stol” er sammensat af tegnene for ”træ” og ”mærkeligt”. Igen en slående logik.

Det er KUN i Kina, at børn får vaskeklude på hovedet som værn mod en smule støvregn.

Det er KUN i Kina, at julemusik stadig er aktuelt midt i januar måned.

Det er KUN i Kina, at kvinderne på de dørfrie offentlige toiletter vælger at danne kø med front mod den, der sidder og tisser.

Det er KUN i Kina, at man navngiver parkernes toiletter ”Emergency toilets”. Man skal tilsyneladende være ret trængende for at have lyst til at benytte sig af dem.

Det er også KUN i Kina, at alt det ovenstående er så hamrende naturligt, at det for kineserne ikke er værd at skrive hjem om. Har man hjemme andetsteds end i Kina er det til gengæld en guldgrube af små særheder, som ikke har nogen steder hjemme i dansk optik.

Se flere  flotte billeder og videoer på bloggens visuelle sidekick: http://www.flickr.com/photos/101123045@N04