Beijing-attraktioner: TJEK! ✓

Intet nyt er godt nyt!

Indrømmet. Vi er faldet af på den i forhold til blogskrivningen. Vores seneste indlæg på Teachengdu-bloggen ligger snart tre måneder tilbage og Flickr er også dybt forsømt. Det er bestemt ikke fordi, der sker mindre nu end i efteråret. Listen af mulige blogindlæg bliver gradvist længere; Kinesisk nytår, besøg fra Danmark, kinesiskundervisning 等等. Skrivestof er der nok af, og reelt set har vi vel også tiden til at berette om vores hverdag. Ofte er det bare sjovere at kaste sig over andre projekter, og så må man jo prioritere. Lige nu sidder vi i verdens næststørste lufthavnsterminal, høje på kaffe, og venter på det morgenfly, der skal tage os til Chengdu, så vi kan komme tilbage og undervise de kære børn i Aimier Beite. Perfekt tidspunkt for at starte et nyt blogindlæg.

Når man alligevel skal holde sig vågen hele natten,
er blogskrivning en fin måde at undsige sig pigesnak på.

Turen går til Beijing

Anledningen for vores ophold i Kinas nordlige (Bei) hovedstad (Jing) er den, at en fælles veninde fra gymnasiet, Camilla, er kommet hele vejen fra Danmark til Kina for at være sammen med os og få sig en to-ugers Kinaoplevelse. Anledningen for lufhavnsovernatningen er et udtryk for en længere tendens til dårlig afkodning af flyafgange, men det behøver vi ikke at gå i detaljer med.

Camilla ejer det samme spontane gen som os, og efter at have chattet kortvarigt med hende en aften i februar, fik vi næste dag meddelelsen om, at billetterne til hendes forlængede påskeferie østpå nu var booket. Sejt Camilla! I sidste uge ankom hun så til vor elskede teby Chengdu. Efter et par dage med børnehaveleg, træning i spisepindshåndtering, tedrikning og tusind nye sanseindtryk tog vi alle tre på påskeudflugt. ”By frem for natur. Kendte ting frem for niche ting.”, sådan lød vores gæsts ferieprioritering, og vi greb straks lejligheden for at flyve til Beijing, der må siges at være en storby med kendte monumenter og masser af punkter på afkrydsningslisten.

Det ville nærmest være en skam at komme hjem fra ni måneder i Kina uden at have sen landets berømte mur.
Heldigvis ligger Beijing belejligt tæt på dette lange monument.

Turistkina er ikke hele Kina

Selvom vi efterhånden har tilbragt mere end et halvt år i Kina, er vi stadig håbløst bagude på Lonely Planets ”China’s 30 top sights”. Det var ingen overdrivelse af min familie, da de efter to blot ugers ophold kunne proklamere, at de havde set dobbelt så mange kendte Kinaseværdigheder som os. Vores oplevelse af Kina har været en ganske anden end den, man som vestlig turist udsættes for ved at tilmelde sig en koncentreret ”Best of China”-pakkeløsning. Efter fire dage som blåøjet, blond turist i hovedstaden, kan jeg med sikkerhed slå fast, at dagligdagen i anonyme Chengdu er radikalt anderledes end sightseeing i profilerede Beijing. Her er tre grundlæggende forskelle på turistliv og vores hverdag i Kina.

Navigation og overblik

Al begyndelse er svær. At rejse til en fremmed destination betyder, at man skal begynde at sætte sig ind i forholdene det givne sted. Som turist i Kina kan man enten vælge gør-det-selv-løsningen eller købe den fulde no worries-turistpakke med hotelafhentning, spisning og guidede busture. Da vi hverken har budget eller lyst til endnu en guidet tur, valgte vi at forsøge på egen hånd. Dette er spændende, men indebærer dog også en del arbejde at undersøge spisesteder, busruter, åbningstider med videre. Et lignende arbejde gjorde vi os, da vi kom til Chengdu, men den vigtige forskel er, at nu har vi fundet et stam-tehus, yndlingsrestaurant, hyggelige cafeer med videre.

Med fire dage i Beijing er der ikke tid til sådanne opdagelser. Vaner er noget trygt, man opbygger over længere tid. På en oplevelsestur bliver det aldrig rigtig hverdag. På så kort tid er det naturligt at opsøge byens attraktioner, som da også er både spændende og flotte. Man skal bare være opmærksom på, at de i takt med Beijings stigende popularitet også er blevet kommercialiserede. Den tidligere aflukkede forbudte by nu er tyk af kameraer og turistguider med mikrofoner og små flag. Den information vi kan skaffe, er den samme som alle andre besøgende finder, og derfor bliver de autentiske oplevelser ofte det stik modsatte.

Den forbudte bys eunukker og konkubiner er for længst blevet erstattet af turister og kameraer i spandevis. Vi var blandt de mange besøgende, der slendrede uvidende rundt i kejserens gemakker.

Prøver du at snyde mig nu?

En ting man ofte hører fra folk der har været i Kina, er hvordan man altid skal forhandle sig frem til den rigtige pris. Dette er ikke en helt skidt indstilling, men min erfaring er, at prisprutning afhænger meget af, hvor man lige befinder sig. Mange steder i Chengdu bliver folk overraskede og nærmest ligefrem fornærmede, hvis man foreslår et nedslag i prisen. Man må formode, at de der tager krejleri som en Kina-selvfølge har brugt mere tid ved turistboderne end i etablerede butikker, restauranter, tehuse o.lign.

Fordi Beijing er så vant til besøg fra velhavende turister, det værende udlændinge såvel som turister, virker der til at have skabt sig en attitude om, at prisen skal i vejret, så snart den købende ikke snakker korrekt Putonghua (den lokale dialekt). Det er naturligvis forventeligt, at der på steder med mange turister ligeledes er en sværm af krejlere med snacks og plastik-souvenirers til overpris. Men når taxachaufføren gentagende gange forsøger at ændre den aftalte pris undervejs på en tur, tager jeg det nærmere som et udtryk for manglende respekt end et charmerende forhandlerinstinkt.

Vesterlændinge special

Jeg skal ikke skære alle Beijing-taxachauffører over en kam, men vores oplevelse var, at de oftere virkede turisttrætte end hjælpsomme og snaksaglige som i Chengdu. Generelt er der langt flere vesterlændinge i Beijings bybillede, end hvad der er tilfældet for Chengdu - turister såvel som fastboende. Som følge af dette har man i hovedstaden overvejende tilpasset sig på en af to måneder: Apati eller turisme. Det kan virke forfærdelig hyklerisk at brokke sig over en tendens, man selv er medskyldig i, men det virker bare mere autentisk, når metroen er fyldt med kinesere frem for en 50/50-fordeling. En af de ting vores gæst Camilla i særdeleshed har bidt mærke i ved Kina er den usædvanlig store mængde opmærksomhed, man som vesterlænding får fra de lokale, når man som os besidder de tre b’er: bleg, blåøjet og blond. Dette gælder i højere grad for Chengdu end i Beijing, og kommer man endnu længere, er billedetagning med fremmede mennesker absolut uundgåeligt.

Når man både bliver kaldt 美女 (smuk pige) og 白富美 (hvid, rig og smuk),
kan man jo nærmest ikke andet end at stille op til endnu et photo shoot med tilfældige kinesere.
Hvad det bidrager med til deres oplevelse er lidt et mysterium, men sjovt er det.

Øst er godt, men Vest er bedst

Hov, nu har det her blogindlæg efterhånden taget en beklagende drejning. Det var ikke min mening at nedsable turistlivet. Jeg elsker at rejse og udforske fremmede steder. Ej heller vil jeg fraråde Beijing på en tur til Kina. Det er en spændende og flot by med mange flere historiske steder end eksempelvis Chengdu. Hvad man bare lige skal have i mente, er den grundlæggende forskel, der er mellem at følge en tourguide gennem en gammel gade og så faktisk have sin hverdag i selvsamme hutong, ligesom den lille havfrue og Scandic Hotel næppe giver den fulde oplevelse af livet i Danmark. Det kan også være, at indlægget fik en lidt negativ klang, fordi jeg bare rigtig godt kan lide det afslappende liv i Chengdu. Vi har det rigtig godt her. Hvis du gerne vil vide hvorfor, og lære mere om en tesippende Kina-hverdag, turistguiderne ikke fortæller om, kan du jo kigge dig omkring på den nu opdaterede blog.

Beijing er spændende, og det føles ret internationalt at sidde og arbejde på sin computer på en lufthavnscafe, men jeg vil til hver en tid hellere skrive min blog her på det lokale tehus ud til den lidt lugtende men fine å.