onsdag den 11. september 2013

Anmeldelse - Grisetæer

Hundredevis af billeder og film ligger på Teachengdus flickr-profil: http://www.flickr.com/photos/101123045@N04/sets/


En engangsforestilling i kantinen. Ikke fordi det er klamt. Fordi det er en luksus i Kina.


Ret

Grisetæer

Serveret med

Grisetæerne fungerer i dette tilfælde som et ærgerligt supplement til alle lærernes favoritspise ”fried rice”. Trods vores skepsis er de kinesiske lærere ganske begejstrede for kantinens nye påfund. Det er nemlig en luksus medført af, at man d. 10. september  fejrer ”Teacher’s day” i Kina. En begivenhed, som i vores øjne fejres en lille smule vagt, hvis festmåltiden består af en gang grisetæer.

*Chili-skala (1-5)

2

Beskrivelse

Grisetæer består primært af halvanden centimeter tykt hud, med en meget sej, gummi-agtig og fedtet konsistens. Det næste lag består af fodknogler. Det lykkes for én af os at finde en god kvadratcentimeters kød mellem to knogler, som smagte helt tilforladeligt -om end lidt kedeligt. Men ellers er det virkelig bare hud og knogler.
Hvis børnehavekantinen skulle forbedre oplevelsen lidt for os sarte danskere skulle de nok enten have skåret dem i mindre stykker, eller i det mindste have fjernet de store ”negle”, for synets skyld. Dette ville dog ikke kunne ændre på, at vi som danskere kun ville kunne få os selv til at spise omtrent 1 % af den flotte fod. Her overgår kineserne os markant, da de gladeligt spiser yderligere 69 % af den kinesiske delikatesse.


Antal stjerner

1


Begrundelse

Reelt er der ikke rigtig noget godt at sige om dette påfund. De er klamme og kødløse. Grisetæerne skal dog alligevel have en enkelt stjerne, fordi katten vældig godt kunne lide dem. Katten, som holder til ved børnehaven, er i det hele taget lykkelig arvtager på al den mad, som vi sarte danskere ikke finder spiselig.

*Chili-skala: 1) Smagløs, 2) Dansk, 3) Næsedryppende, 4) Gråd, 5) Ildspyende

Ingen kommentarer:

Send en kommentar