Stemningsrapport fra hverdagen

Der ligger langt flere billeder og videoer fra både hverdag, fest og andre oplevelser på Teachengdus Flickr-profil. Et visit hertil kan klart anbefales, men pas på, det er en værre tidsrøver! flickr.com/photos/101123045@N04/sets

Vi har via bloggen primært fortalt om ekstraordinære udflugter frem for at præsentere jer for de grå mandage og de travle torsdage. En prioritering der reelt er helt skæv, da det trods alt er hverdagens trummerum der gør oplevelsen til noget særligt. Vores valg af blogemner skyldes muligvis, at de syn der møder os i Chengdu er blevet en del af hverdagen, de sære dagligvarer er blevet trivielle, og den før så uoverskuelige storby er blevet vores base. Med andre ord, er det uvante blevet nogenlunde velkendt. Derfor er det så let at glemme, hvad det var for ting der var spøjse, småklamme, overraskende eller bare anderledes, da vi begyndte at slå vores folder i provinshovedstaden. I denne blog vil jeg -med det skrevne ords mange begrænsninger- forsøge at danne et stemningsbillede af det kinesiske gadebillede vi møder hver dag, samt introducere jer for et par af vores daglige sysler.

Kulden er ved at indfinde sig i Chengdu, og paraplyen bliver mere og mere tragisk at glemme hjemme på knagerækken. Det kan dog smutte, da vi oftest suser hurtigt ud af lejligheden om morgenen, for at købe os lidt ekstra tid til at puste på børnehavens glohede morgengrød. Efter at have drejet ud af porten kaster vi et hastigt blik på den altid morgenfriske frugtbodsfamilie, som vi kategorisk fravælger at støtte, da der hænger store kødlunser i kroge fra loftet lige over mandarinerne og æblerne. Skal vi have frugt køber vi det hos frugtægteparret på den anden side af gaden, som adskiller kød og grønt, nyder vores jævnlige besøg, og ikke længere behøver spørge, hvad vi gerne vil have. Pomelo altid pomelo. Deres kattekillinger ligger og slumrer i en kasse i hjørnet, og på fortovet sidder deres datter på en skammel med parrets barnebarn i skødet. Ved siden af den lyseblå plastikskammel kan man ane en våd plamage fra sidste gang den 2-årige pige havde behov for at lade vandet. 

Før vi når det kolossale femetagers vejkryds, nikker vi til den midaldrende, småbuttede ”morgenmotionist”, som krydser vores vej stort set hver morgen. Grundet kulden er han holdt op med at rulle sin snavsede, hvide tanktop op over brystkassen. Et tiltag som vi synes ganske godt om. Under broen i krydset har en flok mænd parkeret deres scootere, og sidder nu på hug tæt sammenstimlet om en gammel avis, hvorpå de spiller kortspil med deres småpenge som indsats. Rundt om dem står der gerne et mindre publikum af interesserede tilskuere.

På græsarealet langs vejen holder kommunalarbejderne i orange jakker til. Som regel sidder der fem på stribe og planter græs. I hvert fald er der altid alt for mange om arbejdet. Det er lige før, de er nok til at gribe bladende før de rammer jorden. Ellers kommer der hurtigt én og svinger en ris-kost for at holde gaden pæn. I tørre perioder sidder der en orange jakke på hug midt på plænen med en haveslange i hånden og spreder vandmasserne med fingrene, mens han langsomt drejer sig. Det minder om en opgave, som en almindelig havesprinkler ville kunne klare, men man må tænke kreativt for at finde arbejdspladser nok i et land, hvor der bare er fór mange mennesker (ren tai duo). 

Efter at have krydset et par scooter-befærdede ensrettede veje går vi i slalom, for at overhale de mange kinesere, som aldrig virker til at have travlt. Trods ensretning ser vi os altid til både højre og venstre, da ensretning kun er vejledende. Ligesom alle andre trafikregler. Ved floden holder en større gruppe scooter-fyre til. De spiller ligeledes kort, men lige så ofte ligger de på deres respektive scootersæder med benene på styret og tager sig en blunder før dagens gerning. Længere oppe ad vejen (efter vores bank og det store indhegnede byggeriområde) holder baotze-damerne til. De sørger for morgenmad til alle dem der er på farten -alt sammen til max halvanden krone per håndmad. På deres store mobile dampovne har de lag på lag af runde aluminiumsbeholdere indeholdende dampede fastelavnsboller med rød bønne-fyld eller kødsovsfyld. Med lidt held kan man nå at redde sig et muffin-smagende brød indpakket i majsblade, eller et par krydrede ristoppe før en af damerne med øvet hånd kaster en beholder med de klassiske fastelavnsboller øverst i aluminiums-stakken. 

Ved ankomsten til børnehaven byder vagten os velkommen med et venligt godmorgen, og vi kan tålmodigt stille os i køen af frustrerede børnehavepædagoger, som bøvler med at få registreringsmaskinen til at godkende deres fingeraftryk.

Vi har fundet det perfekte åndehul at tilbringe vores frokostpauser i. Efter en næsedryppende frokost i børnehaven vandrer vi ned på det vi efterhånden kan betegne som vores stam-tehus for at sippe te, læse bøger, øve vores kinesiske gloser, lave undervisningsplaner eller spille en gang kort. Tehuset ligger i nogenlunde læ for efterårsvinden - side om side med andre tehuse - op og ned af en lille å. På en god dag skinner eftermiddagssolen ned gennem træernes falmede blade og stedet summer af glasklirren, latter og kævlen fra de omkringliggende borde. Mændene sidder godt lænet tilbage i sivstolene og spiller kort eller mahjong, mens de pulser veltilpasse på en cigaret. Selv sidder vi i tykke trøjer, hue og halstørklæde og lader os opsluge af stemningen eller gør de tørre arbejdsopgaver mere 

spiselige i de hyggelige omgivelser. 

Forvilder vi os derned om aftenen står der gerne 70 damer og danser. Kyndigt instrueret af hende den højlydte med mikrofonen, som er strategisk placeret under gadelygten. Imens går en mand rundt og tilbyder ørerensning til billige penge. Det klares på stedet. Du behøver ikke engang stille din tekop fra dig. En anden går med en stav over nakken, hvorpå der hænger to kurve fyldt med kandiseret slik i store klumper. De remedier han bruger til at slå slikket i stykker med slår han rytmisk mod hinanden, mens han råber et par kinesiske salgsord. Den karakteristiske klingende lyd tiltrækker de slikhungrende, legende børn, som var det klokken på en hjemisbil.

Hvis man bliver sulten af den megen te og frisk luft er der fem minutters gang til vores stamspisested. Et lille muslimsk spisested med ganske almindelig kinesisk mad på menukortet. Men nudlerne er hjemmelavede, maden rigelig og suppen bedre. Også her er der tale om et familieforetagende. Svigersønnen slynger dygtigt nudeldejen rundt i luften, datteren tilbereder maden ude bagved, mens svigermor sidder med sit barnebarn på skødet. Hvis der indtræffer en pause mellem bestillingerne sidder svigersønnen og spiller Counter Strike i hjørnet. I sådanne tilfælde må man lige vente med at betale for sin mad til han er færdig med sit spil.

Omkring klokken fem fyldes gaderne med skolebørn klædt i joggingtøjslignende skoleuniformer. Her får gadestandene med mad og snacks ekstra travlt, og de tjener godt på skolebørnenes behov for en hurtig pindemad før eventuelle ekstratimer. Ejerne af ladvognene fyldt med frugt til salg har været så smarte at indtale salgstalen på båndoptager så de roligt kan sætte den på repeat og gemme stemmen til sladder med de andre sælgere. 

En kvinde træder ud af bussen med en levende hane i en hvid plasticpose. Buschaufføren benytter det korte stop til at sende en ordentlig harker ud af vinduet før han fortsætter rundt på sin rute. På gaderne går vi og glor lidt på vinduer, og peger på tegn vi kender betydningen af. Dog har vi altid et halvt øje på vejen. Både for at undgå at træde der, hvor folk har tømt deres bihuler, men også fordi der godt kan mangle et brønddæksel her og der.

En beskeden kegle må være fint til at markere det store hul i jorden,
der engang blev dækket af et brønddæksel. Færdsel er jo på eget ansvar.

Ved spisetid sidder familierne foran deres forretninger rundt om små plastikborde for at indtage aftensmåltidet. Opvask og tilberedning foregår også foran forretningen, hvor man kan forsøde arbejdet med en snak med venner og veninder. Man skulle jo nødig gå glip af noget ved at isolere sig inden døre. Det er nu nok denne sociale gadementalitet der gør, at her altid er så meget underligt at se på. Der er ikke noget der er for lyssky eller privat til at foregå i al offentlighed. Om der så er tale om negleklipning, ørerensning eller tissetrængende unger. De ting vi møder i hverdagen er i realiteten stadig underlige. Der går sjældent en dag uden et nyt underligt syn. Det er dét vi har vænnet os til. Det er dét der er det velkendte.

I Chengdu er normalen, at noget er sært. Heldigvis har dette kulturtræk en frygtelig masse charme - i hvert fald i vores øjne.

En verdensborgers hverdag

Fordi min dagstur handlede mere om transport og navigation i en storby end egentlig sightseeing, var der hverken tid eller overskud til at tage mange spændende Shanghai-billeder. Til gengæld bugner Teachengdus Flickr-profil med flotte billeder fra andre områder af Kina. Tjek dem ud her! www.flickr.com/photos/101123045@N04/sets/

Fysisk afstand er ikke et problem

I en hastigt skrumpende verden er det en smal sag at tage til Kina og stadig følge med i hvad, der sker på den anden side af kloden. På denne blog kan I derhjemme læse om vores kinesiske hverdag, ligesom vi blot tjekker Politiken.dk for at blive opdateret på den nationale agenda i lillebitte Danmark. Her kan vi læse, at eks-statsministeren er blevet grillet for deltage i eksklusive møder på de fattiges regning. En mindre heldig sag, men interessant er tanken om, at landegrænser ikke længere udgør en barriere for, at mennesker fra alle dele af jorden kan mødes og tage beslutninger i fællesskab. I transportmæssig forstand er verden så sandelig også blevet mindre. Ændringerne i tid og rum i det 21. århundrede skaber nye muligheder for mange ting; eksempelvis for optagelsesprøver.

Da de relevante optagelsesprøver sjældent finder sted, der hvor man selv befinder sig, må Muhammed jo komme til bjerget. Undertegnede har tidligere rejst land og rige rundt for at nå til sådanne bjerge. I lille Danmark foregår dette med tog. I Kina derimod skal der stærkere kræfter til. Her er en beretningen om den dag, lille Louis fra Engesvang pendlede over 3.000 km for at mødes med det spanske universitets internationale repræsentanter i Shanghai… På egen regning vel at mærke, Lars!

5.15

IPod’ens alarm laver en alverdens palaver på et ellers dejlig roligt værelse. Der er knap tre timer til flyet letter fra Chengdu Shuangliu International Airport, og selvom Summer skønner, at man kun behøver at være der en time i forvejen, vil jeg gerne være i god tid. Man har ikke lyst til at være stresset i en stor lufthavn fyldt med volapyk-tegn og et utal af forkerte gates.

Jeg bevæger mig fra den fristende varme seng ud i det uopvarmede rum - fjernvarme er en skrøne syd for Yangtzefloden - skynder mig at tage tøj på, børster tænder, tjekker penge, pas, billetter og så ellers afsted. Første udfordring er gårdhavens lukkede port (låst fra 23 til 7), men med lidt charme og et par Yuan kan natportneren overtales til at låse op på dette ukristelige tidspunkt. I bedste storbystil prajer jeg den nærmeste taxa og kører mod Terminal 1.

6.00

Vi ankommer til lufthavnen efter en spændende morgentur, hvor taxamanden rent faktisk tog sikkerhedsselen på, da vi ramte motorvejen og for alvor kunne køre stærkt. Inde i byen virker de ret ligeglade med hele sele-konceptet.

Lufthavnen er ikke overrandt på dette tidspunkt af døgnet, og jeg kommer igennem check-in forbløffende tjept. Tyve minutter senere sidder jeg og gumler i en Subway-sandwich ved Gate 24, mens jeg ærgrer mig lidt over ikke at have lyttet vores altid vise rumbo.

8.00

Ved 8-tiden går jeg og de andre passagerer ombord på et overraskende nydeligt Sichuan Airlines-fly. Da billetterne blev ordnet af Summers ven i flybranchen, som kan billige rejser, frygtede jeg en kinesisk pendant til Ryan Air - måske med endnu mindre benplads grundet de endnu mindre kinesere. Dette er dog slet ikke tilfældet. Undervejs på turen bliver der endda vist Mr. Bean på skærmene, som man kan nyde, mens man spiser sin fly-morgenmad og sipper dejlig kinesisk te.

Morgenmaden hos Sichuan Airlines består ikke overraskende af den klassiske risvelling (shi fang).
Havde de derimod suppleret dette med en lækker baozi, var det straks en anden sag!

10.30

To og en halv time senere befinder jeg mig omtrent 1.800 km øst for Chengdu. Nærmere bestemt Shanghai Pudong International Airport; en lufthavn man sagtens kan bruge hele dagen på at udforske, hvis man gider. Dette har jeg dog hverken tid eller lyst til. I stedet begiver jeg mig mod metroen, godt hjulpet på vej af skilte og rullende fortov. Ved ankomst viser det sig, at Shanghais metrosystem er betydelig mere veludviklet og kompleks end Chengdus overskuelig nord-syd/øst-vest model. Jeg finder min station, køber en billet og bevæger mig med menneskemængden ned i dybet.

Oversigten siger, at People’s Square ligger hele 18 stop fra Pudong Airport, så jeg læner mig rolig tilbage, efter at have fundet et sæde i vognen. Denne tur dog skal vise sig at vare næsten ligeså lang tid som rejsen fra Chengdu til Shanghai, da ’line 2’ foretager en for mig uventet U-vending ved stop seks, og jeg må finde en ny underjordisk vej til People’s Square. Øv.

13.00

Ikke desto mindre står jeg på slaget 13 i Shanghai centrum og beundrer det pompøse JW Mariott Luxury Hotel. Ifølge mailen er det på femte sal i denne fornemme bygning, at jeg i eftermiddag skal vise mit værd. Jeg finder hurtigt mødelokalet, udveksler et par ord med piccolinerne og skynder mig ud i byen for at få lidt i skrutten før testen.

JW Marriotts eksklusive rammer skiller sig ud, selv i en storby som Shanghai.
Man bliver lige en centimeter højere, når man går ind af døren sådan et sted.

Skærmene giver fine retningslinjer til, hvor man skal hen.

Selvom Meeting Room 4 lyder fristende, går jeg ind i nummer 5.

14.00

Med cola og stegte ris i maven sætter jeg mig ved et af testbordene, der står fint indrettet med kladdepapir, vand og hotellets egne mintpastiller. I mellemtiden er dagens anden testdeltager, Kristine, dukket op. Kristine fra Norge går til daglig på den amerikanske skole i Shanghai. På den anden side af bordet sidder Richard fra Irland og spanske Alex som ansvarlige repræsentanter fra IE University. Selvom vi kun er fire personer, er det i sandhed et internationalt, der finder sted denne lørdag i hjertet af Shanghai.

“The IE Admission Test evaluates verbal, logical, and mathematical abilities acquired both in and out of the classroom environment. It focuses on the ability to reason, rather than the memorization of information."

Således definerer universitetet selv sin multiple choice test. En beskrivelse der holder meget godt stik. I de næste 90 minutter bliver vi hevet gennem et væld af opgaver, der kræver at man kan tænke rumligt, abstrakt og logisk på samme tid. Der er tilsyneladende et godt stykke vej fra engelsk børnehavevokabular til de verbale evner, universitetet efterspørger.

Meeting room 5 er linet fint op i dagens anledning.
Vi er kun fire mennesker i alt, men der er altid plads til uventede gæster.

15.30

Klokken halv fire ringer Richards alarm for sidste gang, hvilket markerer at testen er slut. Godt tunge i hovederne lægger Kristine og jeg blyanterne fra os og indleverer vores svarark ved bord 1. Vi sludrer lidt med Alex og Richard, der ikke virker til at svede nær så meget som os skandinaver. Hvorvidt testen gik godt eller skidt kan de ikke umiddelbart svare på, men de ønsker os alt held og lykke fremover og beder os om at tage et par pastildåser med i hånden - nu er de jo betalt.

Ør i hovedet begiver jeg mig ud i Shanghais gader for at opleve lidt af byen, før turen atter går vestpå. Det ender med et visit på Shanghai Museum i et patetisk forsøg på at virke kultiveret. I virkeligheden er jeg alt for udmattet til at fokusere på antikke bronzeskulpturer og skrøbelige tekstdokumenter, så det bliver et meget overfladisk besøg.

17.00

Ved fem-tiden bevæger jeg mig atter ned i det filtrede system af underjordiske gange, der omkring fyraften bliver forvandlet til en slags kinesisk myretue. I en by med 18 mio. mennesker og en befolkningstæthed på 17.000/km2 (København har 639/km2), kan man nemt komme til at føle sig som en meget lille og ubetydelig brik i metroens menneskemylder. Så er jo det heldigt, at der stadig ligger en uafspillet Monte Carlo-podcast på iPod’en.  Med danske Esben og Peter i ørene finder jeg skiltene til ”line 2” og begiver mig afsted mod Pudong Airport.

18.30

Halv syv sidder jeg igen og venter i en halvtom lufthavnsgate. Igen i latterlig god tid da der er en hel time til, flyet letter. Alligevel er det helt fint sådan at stene lidt ud i luften. Batterierne - både mine egne og iPod’ens - er ved at være flade, og nu vil jeg egentlig bare gerne hjem.  For at få lidt energi har jeg købt en af de meget udbredte bøtter minutnudler. Desværre er der kun lunken vand tilbage i dispenseren, så mine nudler bliver en skuffende omgang.

Da vand for guds skyld ikke må drikkes koldt, og fordi kinesisk kost i høj grad består af te og nudler, er varmtvandsdispensere at finde overalt i Kina. Denne lufhavnsmodel er dog genstridig, og vil kun servere lunkent vand, trods displayet fortæller en anden historie.

19.45

En god time senere boarder vi endnu et fint fly fra Sichuan Airlines og vender næsen hjemad. Atter engang dukker den evigt pinlige Rowan Atkinson op på skærmen. Spændende fætter, men denne gang vælger jeg altså soveløsningen i stedet. To gange Mr. Bean på samme dag er næsten for meget af det gode.

23.00

Flyet ankommer til Chengdu i ellevte time, og jeg marcherer ganske anonymt gennem den menneskeforladte lufthavn. Ved udgangen venter ingen velkomstkomité, men til gengæld en bunke anmassende kinesere, der gerne vil køre mig hvorhen det skal være, og helst til den dobbelte pris af normalen.  Jeg ved dog, hvad jeg vil have og undviger fint de generøse tilbud for i stedet at hoppe ind i en limegrøn Volkswagen med et taxaskilt på taget.

23.30

30 minutter ældre og 50 Yuan fattigere står jeg på vores gade og rasler med porten til gårdhaven. Portneren lukker op helt uvidende om hvilken verdensborger, der står foran hende. Hvis jeg kunne fortælle hende om min dag, siden vi sagde hej i morges, ville hun næppe tro mig alligevel.  I stedet stikker jeg hende en skilling og vandrer op til lejligheden på tredje sal. Efter 18 timer på farten er det rart at kunne lægge sig i sin vante seng - også selvom den er ligeså isnende kold som resten af rummet.

Resultaterne fra prøven er i skrivende stund stadig under behandling. Mange ting skal klappe for at optagelsen på det internationale universitet går igennem, men en ting kan jeg da tage med: The feeling of being a global citizen…with a huge ecological footprint.

På visit hos verdens største Buddha

Se billeder fra dagsturen til Leshan på Teachengdus flickr-profil. Her ligger også et udførligt 100-sekunders reportage-filmklip om Buddhaen og vores relation til stedet: http://www.flickr.com/photos/101123045@N04/sets/72157637494837984/

Her står tiden ikke stille! Den går derimod rigtig hurtigt… måske fór hurtigt.

Der er så meget spændende at se til, og alligevel føles det, som om vi slet ikke oplever tilstrækkeligt. For at komme problemet til livs og skabe en falsk fornemmelse af produktivitet indtager vi det lokale tehus og udarbejder vi en kreativ liste over ting, som vi skal nå at opleve før opholdet er omme. Listen inkluderer alt fra havregrynskugleproduktion med Summer til rejser i det ganske land. Da det ikke er sæson for havregrynskugler endnu, beslutter vi os for at bruge denne solskinsrige november-lørdag på en lille dagsudflugt. Der er en enkelt seværdighed i vores provins, som går igen i diverse guide-bøger. Nemlig ”Leshan Giant Buddha”, som er på UNESCO’s liste over World Heritage Sites. En 71 meter høj buddhastatue med øjne så store som møllehjul -dog i sammenknebet udgave. Det skal ses!

Vi pakker en rygsæk med det sædvanlige kineserkit (et kamera, en termokande og en paraply), og forvilder os på den første den bedste bus til Leshan. Efter et par timers køretur når vi frem til Buddhaens hjemby, hvorfra vi ikke aner, hvor vi bør tage hen. Det påstår taxachaufførerne til gengæld, at de gør, og siden vi alligevel ikke har spor af forventninger lader vi dem afgøre turens udformning. Da vi forlader taxaen står vi langt fra ansigt til ansigt med kæmpebuddhaen. I stedet står vi overfor indgangsportalen til en stor buddhistisk theme-park og to småforvirrede spaniere, der heller ikke rigtig ved, hvad der foregår. Mødet med spanierne viser sig alligevel nyttigt, da de anbefaler os at snyde os til studenterrabat ved at vise tilfældig dansk legitimation frem for et reelt studiekort… en taktik som giver vores danske kørekort en ekstra funktion, sparer os 140 kroner i entré og eventuelt kan spare os mange flere penge på sigt -hvis samvittigheden tillader det.

Inden for parkens mure er der buddhaer… And that’s about it. Til gengæld ses de i alle afskygninger, og de har en spøjs charme over sig. Desuden kan buddhaer lave ansigter så udtryksfulde, at enhver børnehavelærer føler sig utilstrækkelig og straks går hjem for at finpudse "If you're happy and you know it". 

En meget tilpas Buddha skuer ud over parken

At solen skinner bliver det heller ikke ringere af, og parken er rimelig tørlagt for besøgende, så vi kan uforstyrret nyde roen, naturen og den medbragte te på parkens algebevoksede stenbænke. En heftig stigning i menneskemængden fungerer som indikator for, at hovedattraktionen - den store Buddha - er inden for få meters afstand.  En time senere kan vi konkludere følgende:

1.        Verdens største Buddha er ret stor
2.        Vi skulle aldrig have stillet os i denne her kø

”Leshan Giant Buddha” tjek.

Vi klør den lidt på næsen, som inspiration for de kinesere, der ikke orker flere peace-tegn

Med kinesisk turistbus til Jiu Zhai Gou

Se alle de smukke videoer og billeder med supplerende tekst på Teachengdus Flickr-profil: http://www.flickr.com/photos/101123045@N04/sets/72157636359710703/

Plans change

Det er fredag morgen, klokken er 5.30, og vi har allernådigst fået fri fra børnehaven. Vi skal nemlig lege kinesiske turister i den smukke nationalpark ”Jiu Zhai Gou” i det nordlige Sichuan til og med søndag. Det er organisationens påfund, at vi skal besøge netop dette sted, og de har faciliteret det hele for os. Det eneste vi skal gøre er at pakke kameraet og sætte os godt til rette i en turistbus spækket med kinesiske turister. Kameraet husker vi… Den anden opgave har vi straks sværere ved at håndtere. I hvert fald må vi efter en times længselsfuld spejden efter den rette turistbus erkende, at de billedglade kinesere er draget nordpå uden os. 

Note to self: husk at sikre dig, at du har forstået, hvor mødestedet er.

Herfra går det stærkt. Vi ringer til kineseren, som har råd for alt, Kevin. Meget kan han klare, men han kan dog ikke sende bussen retur efter os, og han kan heller ikke gøre meget ved, at de senere afgange er helt booket. Siden vi allerede har pakket taskerne og slæbt os ud af sengen beslutter vi at besøge et andet bjerg i provinsen og se nærmere på verdens største Buddha. Denne plan bliver imidlertid skubbet til side da vi står og tripper i billetkøen til toget. Summer ringer nemlig med et tilbud om, at vi kan tage af sted fra lørdag til mandag med en tilsvarende turistgruppe, hvis blot vi skynder os tilbage til børnehaven før rektor får nys om udlovning af både hele og halve fridage. Med de ord står vi straks parate i vores klasselokaler og glæder os over, at tingene altid løser sig trods forvirring og kommunikations-svipsere.

Dag 1

Lørdag morgen går projekt ”find bussen” ganske glat, og vi kan med sindsro tage en lur mens bussen triller af sted mod højere luftlag. Vi bliver imidlertid vækket af en skinger guide-stemme over radioen som giver sig til at undervise bussens passagerer i det sprog som Zang-minoriteten i Jiu Zhai Gou taler - og det værende med en undervisningsform, som minder umiskendelig meget om den vi benytter os af i børnehaven. De fuldvoksne kinesere fra alle egne af Kina virker dog godt underholdt af sprogkurset såvel som de jævnligt indlagte ”yeah-udbrud” akkompagneret af peace-tegn. Guiden giver oven i købet en lille sang. Efter 6-7 timers kørsel med udsigt til snedækkede bjergtoppe, store floder og klare søer når vi frem til Huang Long. En nationalpark, som vi ikke anede, at vi skulle besøge. Vi tager en gondollift til bjergets top og møder følgende tre ting på toppen: Kameraer, kinesere og sne. Et samspil der er ret sjov at observere for to snevante danskere. Vi tager ikke billeder af sneen, men derimod af kinesere der tager billeder af sneen. For vores to kærkomne engelsktalende turistbus-kammerater, Jackson og Elmo, er mødet med sneen det første nogensinde.

Peace-tegn, flot udsigt OG sne! Dét er i sandhed et velkomponeret billede.

Vandreturen ned fra bjerget er kold såvel som køn, og den planter en snert af julestemning hos os begge. Den helt store naturoplevelse har vi dog stadig i vente. Derfor satser vi på en god nats søvn på hotellet. Vi sænker dog hurtigt ambitionerne. Hotelværelset har nemlig antaget samme temperatur som de iskolde, snedækkede omgivelser.

Dag 2

Da vi stavrer ned til morgenmad søndag morgen er den sangglade turistguide forsvundet som dug for solen. Sangglæden er erstattet af stor tendens til råberi og irritation, samt mange formaninger om at ”skynde sig”. Det er tilsyneladende et krævende job at få alting til at gå op i en højere enhed med en flok bestående af fyrre kinesere og to danskere. Ved ankomsten til Jiu Zhai nationalpark mødes vi af et opgivende syn. Tusind skubbende kinesiske turister med opslåede paraplyer, som skærmer for den stille morgenregn. Da vi kommer ind i parken viser det sig dog at være alt skubberiet værd. Sammen med Elmo og Jackson vandrer vi rundt i alt fra Narnia-lignende snedækkede vinterlandskaber, til løvskove i smukke efterårsfarver. Vi ser imponerende vandfald og spejlblanke turkisblå søer - og så lytter vi til kinesere der i kor udbryder ”wooooaw”. Et udbrud der er helt på sin plads for så smuk natur.

Om aftenen tager vi i teater og oplever en række kulturelle indslag med udgangspunkt i Zang-kulturen, før vi igen kan nyde en nat i den møblerede dybfryser.

Dag 3

Det er nu blevet mandag, og vi påbegynder den lange køretur hjemad med et enkelt stop i en Zang-landsby, hvor vi smager på yak-kød, samt te baseret på yaksmør, sukker og en anden udefinerbar ingrediens. Vi forstår ikke et kuk af rundvisningen i landsbyen -en følelse vi har været efterladt med gennem det meste af weekendturen - men så går vi selv lidt på opdagelse i området.

Defekte håndbremser i bjergene er der råd for!

Udtrykket "at trække i sit stiveste puds" får pludselig helt nye og ubehagelige dimensioner.

Ved aftenstid tager vi afsked med vores nye kammerater og giver dem danske papirflag og mønter som tak for oversættelse såvel som hyggeligt samvær.

Alt i alt har det været en spændende weekend. Vi har nemlig oplevet kinesere som oplever -og det er en hel kultur for sig. Beskyttet, forhastet, turistet, social og sidst men ikke mindst veldokumenteret. SMIL!

Weekendens klamme indslag: 

Hvis de mange sving fører til køresyge blandt bussens passagerer kan man altid kaste brækposerne ud af vinduerne.