Åh de kære små - 10 anekdoter om børnehavebørn

Her fra vores pind i Chengdu har vi den kinesiske kultur på klodshold på alle tider af døgnet. Vi undres over kinesernes vaner og adfærd og suger til os af indtryk og perspektiv. Vi studerer de gamles evindelige broderi-nørkleri, de unge kvinders fjantede jagt på en rig forsørger, de dårligere stilledes kamp for at skaffe nok til dagen og vejen, og opgangens ungers fjolleri i porten efter klokken 22. Men et kulturmøde der fylder mindst lige så meget, som det kinesiske, er mødet med børnekulturen. En relativt universel kultur, som vi alle har kendt og sidenhen glemt igen. Den barnlige opfattelse, som er vidunderligt farverig, men egentlig fuldkommen sort og hvid. Ligesom den er intentionelt logisk, men i realiteten slående naiv. Gennem børnenes kære og småskøre udtalelser kan vi ikke undgå at genopleve vores opfattelse af verden, som vi så den, da vi var 2,3 og 4-år gamle. Vi er glade for at være blevet klogere siden da, men vi sætter stor pris på de mange smil og grin, som mødet med børnekulturen har givet os - og forhåbentlig tvinger denne komprimerede samling børneanekdoter også et par smil og barndomsminder frem hos jer derhjemme.

Forventningens ”glæde”

• Dagen er kommet, hvor Baby 2 skal eksperimentere med en gang klassisk stoledans. De opnår efterhånden forståelse for principperne i legen. Om ikke andet fanger de, at det gælder om at finde en fri stol i en hulens fart. Da musikken stopper bliver det for meget for Bella. Hun står bomstille og ser sig fuld af spænding til højre og venstre i et forsøg på både at kapere musikkens bratte afslutning og lyden af børnerumper der rammer træstolene. Snart ser hun dog ned ad sig selv i stedet. Der er nemlig så meget at holde styr på, at hun efterlader en stor pøl lige foran den stol, der netop er blevet snuppet for næsen af hende. En prøvet pædagog sender Ane et timeout tegn og et træt smil, hvorefter hun dvaskt følger Bella ud til hårtørreren.
• Knægten Xiao Bao fra Baby 1 kan slet ikke få armene ned over, at det er blevet tid til engelsk. Han spæner i meget højt gear fra det ene hjørne til det andet og krammer Anes ben i ekstase. Da han hopper ned til sin stol rammer måsen dårligt sædet, førend han brækker sig af ren begejstring. En smule opkast tager ikke gejsten fra den lille gut, som fræser videre ganske upåvirket af hans maves protester mod cocktailen af spænding og hopperi.

Overvejelser, logik eller mangel på samme

• Louis lærer børnene i Angel 1 at synge hajsangen. En sang hvor familien Hajs farlige gab illustreres med arm- og håndgestusser. Louis forklarer, at bedstemor haj ikke har nogen tænder og viser den tilhørende håndbevægelse. Men så let narrer man ikke tyve treårige. En lille dreng tygger lidt undrende på oplysningerne om bedstemorhajs tandsæt og siger: ”Men…. Min bedstemor har tænder…”. Herfra spredes forundringen, og en kavalkade af pibende stemmer giver udtryk for deres bedsteforældres tandreserver. Drengen med grydehårs bedstemor har nemlig også tænder, og det samme gælder for pigen i prinsessekjoles bedstemor, nu hvor hun tænker lidt over det. Angel 1 har luret den. De giver ikke meget for vittigheder om tandløse bedstemødre. Det er jo ikke spor faktuelt.
• Angel 1 når efterhånden så langt i hajsangen, at de kommer til hajens grusomheder. Den spiser nemlig både arme og små børnehavebørn. Det finder børnene i Angel 2 dog råd for. Børnene går op til hajen ved navn Louis og fodrer den glubske haj med flad hånd mens de siger: ”Hajen spiser ikke mig, jeg giver den bare mad”.
• Børnene i Baby 1 har mademne, og de introduceres i den forbindelse for ”noodles”, som trods alt udgør en god andel af børnenes ugentlige madindtag. Ane spørger, om børnene kan lide nudler. Hertil svarer de fleste prompte JA eller NEJ. Lille Clara tøver nu alligevel lidt, og spørger: ”Med eller uden chili? Et spørgsmål af høj relevans i Kinas chili-elskende provins Sichuan.
• Eftermiddagsholdet Special Interest har sanseemne, og Ane instruerer dem i, at tegne ting som lugter. Hun går rundt fra barn til barn og finder gennem lidt dialog og god fantasi frem til, at de næsten alle sammen tegner chokolade, slik og blomster -hvor lidt det så end ligner. Da Ane når til Neil må hun give fortabt, og spørger: ”Neil, hvad tegner du?” med hænderne langt nede i farvekridtsæsken og med entusiasme i stemmen svarer Neil: ”Jeg tegner Thomas tog”
• Med så sjove engelsklektioner kan man jo ikke fortænke Angel 2 i, at være fulde af entusiasme. Denne vilde entusiasme kommer især til udtryk i farvelegen. Louis siger en farve, hvorefter børnene kigger ned ad sig selv for at se, om de bærer den pågældende farve. Hvis de gør, løber de op til Louis og får en hi-five. Børnene er hårde til at finde farver, men det bliver mere og mere søgt. En lyserød snip på en lynlås kan fint gå for rød, og en lille lilla blomst på de lange underbukser kan godt gå for at være blå -med lidt god vilje. James tager dog farvelegen til yderligheder. Ved farven gul springer han op til Louis, trækker op i trøjen og peger på sin lille kinesermave. James får en ordentlig hi-five, og Louis får sig et godt grin.

      (Børne)verden er lille

• Da vi ikke kender vores egentlige adresse ankommer al post hjemmefra til børnehaven. En eftermiddag overrækker Summer et postkort til Ane efter sidste lektion. Alle børnene bliver nysgerrige og spørger ind til Anes postkort. Jack spørger: ”Er det fra Louis?” Det kan jo være svært at forestille sig en verden udenfor børnehavens rammer.
• Anes far kommer på et par dages besøg i børnehaven før en forretningsrejse i Beijingområdet. Sandfærdigt nok præsenterer Ane den fremmede hvide mand, som sin far. James fra Angel 2 bliver grundigt forvirret og hvisker til Summer: ”men Summer, det er jo Louis der er Anes far?”
• Vores tidligere klassekammerat Camilla tager på 14 dages besøg i Chengdu og kommer naturligvis med i børnehave på fuldtid. Et nyt vestligt ansigt vækker ikke blot opsigt i børneflokken, men også blandt forældrene. En morgen stopper Lucys mor Ane på gangen, fordi hun har en sjov historie at fortælle. Hun har dagen forinden spurgt Lucy, hvorvidt den nye vesterlænding i børnehaven er en ny engelsklærer. Dertil har Lucy svaret ”nej nej, Camilla er Ane og Louis’ baby”.

Åh de kære små. Hvis I ikke fik nok af småbørn kan I finde billeder af de små genier på https://www.flickr.com/photos/101123045@N04/
De er faktisk næsten lige så søde på billeder, som de er i virkeligheden.

Beijing-attraktioner: TJEK! ✓

Intet nyt er godt nyt!

Indrømmet. Vi er faldet af på den i forhold til blogskrivningen. Vores seneste indlæg på Teachengdu-bloggen ligger snart tre måneder tilbage og Flickr er også dybt forsømt. Det er bestemt ikke fordi, der sker mindre nu end i efteråret. Listen af mulige blogindlæg bliver gradvist længere; Kinesisk nytår, besøg fra Danmark, kinesiskundervisning 等等. Skrivestof er der nok af, og reelt set har vi vel også tiden til at berette om vores hverdag. Ofte er det bare sjovere at kaste sig over andre projekter, og så må man jo prioritere. Lige nu sidder vi i verdens næststørste lufthavnsterminal, høje på kaffe, og venter på det morgenfly, der skal tage os til Chengdu, så vi kan komme tilbage og undervise de kære børn i Aimier Beite. Perfekt tidspunkt for at starte et nyt blogindlæg.

Når man alligevel skal holde sig vågen hele natten,
er blogskrivning en fin måde at undsige sig pigesnak på.

Turen går til Beijing

Anledningen for vores ophold i Kinas nordlige (Bei) hovedstad (Jing) er den, at en fælles veninde fra gymnasiet, Camilla, er kommet hele vejen fra Danmark til Kina for at være sammen med os og få sig en to-ugers Kinaoplevelse. Anledningen for lufhavnsovernatningen er et udtryk for en længere tendens til dårlig afkodning af flyafgange, men det behøver vi ikke at gå i detaljer med.

Camilla ejer det samme spontane gen som os, og efter at have chattet kortvarigt med hende en aften i februar, fik vi næste dag meddelelsen om, at billetterne til hendes forlængede påskeferie østpå nu var booket. Sejt Camilla! I sidste uge ankom hun så til vor elskede teby Chengdu. Efter et par dage med børnehaveleg, træning i spisepindshåndtering, tedrikning og tusind nye sanseindtryk tog vi alle tre på påskeudflugt. ”By frem for natur. Kendte ting frem for niche ting.”, sådan lød vores gæsts ferieprioritering, og vi greb straks lejligheden for at flyve til Beijing, der må siges at være en storby med kendte monumenter og masser af punkter på afkrydsningslisten.

Det ville nærmest være en skam at komme hjem fra ni måneder i Kina uden at have sen landets berømte mur.
Heldigvis ligger Beijing belejligt tæt på dette lange monument.

Turistkina er ikke hele Kina

Selvom vi efterhånden har tilbragt mere end et halvt år i Kina, er vi stadig håbløst bagude på Lonely Planets ”China’s 30 top sights”. Det var ingen overdrivelse af min familie, da de efter to blot ugers ophold kunne proklamere, at de havde set dobbelt så mange kendte Kinaseværdigheder som os. Vores oplevelse af Kina har været en ganske anden end den, man som vestlig turist udsættes for ved at tilmelde sig en koncentreret ”Best of China”-pakkeløsning. Efter fire dage som blåøjet, blond turist i hovedstaden, kan jeg med sikkerhed slå fast, at dagligdagen i anonyme Chengdu er radikalt anderledes end sightseeing i profilerede Beijing. Her er tre grundlæggende forskelle på turistliv og vores hverdag i Kina.

Navigation og overblik

Al begyndelse er svær. At rejse til en fremmed destination betyder, at man skal begynde at sætte sig ind i forholdene det givne sted. Som turist i Kina kan man enten vælge gør-det-selv-løsningen eller købe den fulde no worries-turistpakke med hotelafhentning, spisning og guidede busture. Da vi hverken har budget eller lyst til endnu en guidet tur, valgte vi at forsøge på egen hånd. Dette er spændende, men indebærer dog også en del arbejde at undersøge spisesteder, busruter, åbningstider med videre. Et lignende arbejde gjorde vi os, da vi kom til Chengdu, men den vigtige forskel er, at nu har vi fundet et stam-tehus, yndlingsrestaurant, hyggelige cafeer med videre.

Med fire dage i Beijing er der ikke tid til sådanne opdagelser. Vaner er noget trygt, man opbygger over længere tid. På en oplevelsestur bliver det aldrig rigtig hverdag. På så kort tid er det naturligt at opsøge byens attraktioner, som da også er både spændende og flotte. Man skal bare være opmærksom på, at de i takt med Beijings stigende popularitet også er blevet kommercialiserede. Den tidligere aflukkede forbudte by nu er tyk af kameraer og turistguider med mikrofoner og små flag. Den information vi kan skaffe, er den samme som alle andre besøgende finder, og derfor bliver de autentiske oplevelser ofte det stik modsatte.

Den forbudte bys eunukker og konkubiner er for længst blevet erstattet af turister og kameraer i spandevis. Vi var blandt de mange besøgende, der slendrede uvidende rundt i kejserens gemakker.

Prøver du at snyde mig nu?

En ting man ofte hører fra folk der har været i Kina, er hvordan man altid skal forhandle sig frem til den rigtige pris. Dette er ikke en helt skidt indstilling, men min erfaring er, at prisprutning afhænger meget af, hvor man lige befinder sig. Mange steder i Chengdu bliver folk overraskede og nærmest ligefrem fornærmede, hvis man foreslår et nedslag i prisen. Man må formode, at de der tager krejleri som en Kina-selvfølge har brugt mere tid ved turistboderne end i etablerede butikker, restauranter, tehuse o.lign.

Fordi Beijing er så vant til besøg fra velhavende turister, det værende udlændinge såvel som turister, virker der til at have skabt sig en attitude om, at prisen skal i vejret, så snart den købende ikke snakker korrekt Putonghua (den lokale dialekt). Det er naturligvis forventeligt, at der på steder med mange turister ligeledes er en sværm af krejlere med snacks og plastik-souvenirers til overpris. Men når taxachaufføren gentagende gange forsøger at ændre den aftalte pris undervejs på en tur, tager jeg det nærmere som et udtryk for manglende respekt end et charmerende forhandlerinstinkt.

Vesterlændinge special

Jeg skal ikke skære alle Beijing-taxachauffører over en kam, men vores oplevelse var, at de oftere virkede turisttrætte end hjælpsomme og snaksaglige som i Chengdu. Generelt er der langt flere vesterlændinge i Beijings bybillede, end hvad der er tilfældet for Chengdu - turister såvel som fastboende. Som følge af dette har man i hovedstaden overvejende tilpasset sig på en af to måneder: Apati eller turisme. Det kan virke forfærdelig hyklerisk at brokke sig over en tendens, man selv er medskyldig i, men det virker bare mere autentisk, når metroen er fyldt med kinesere frem for en 50/50-fordeling. En af de ting vores gæst Camilla i særdeleshed har bidt mærke i ved Kina er den usædvanlig store mængde opmærksomhed, man som vesterlænding får fra de lokale, når man som os besidder de tre b’er: bleg, blåøjet og blond. Dette gælder i højere grad for Chengdu end i Beijing, og kommer man endnu længere, er billedetagning med fremmede mennesker absolut uundgåeligt.

Når man både bliver kaldt 美女 (smuk pige) og 白富美 (hvid, rig og smuk),
kan man jo nærmest ikke andet end at stille op til endnu et photo shoot med tilfældige kinesere.
Hvad det bidrager med til deres oplevelse er lidt et mysterium, men sjovt er det.

Øst er godt, men Vest er bedst

Hov, nu har det her blogindlæg efterhånden taget en beklagende drejning. Det var ikke min mening at nedsable turistlivet. Jeg elsker at rejse og udforske fremmede steder. Ej heller vil jeg fraråde Beijing på en tur til Kina. Det er en spændende og flot by med mange flere historiske steder end eksempelvis Chengdu. Hvad man bare lige skal have i mente, er den grundlæggende forskel, der er mellem at følge en tourguide gennem en gammel gade og så faktisk have sin hverdag i selvsamme hutong, ligesom den lille havfrue og Scandic Hotel næppe giver den fulde oplevelse af livet i Danmark. Det kan også være, at indlægget fik en lidt negativ klang, fordi jeg bare rigtig godt kan lide det afslappende liv i Chengdu. Vi har det rigtig godt her. Hvis du gerne vil vide hvorfor, og lære mere om en tesippende Kina-hverdag, turistguiderne ikke fortæller om, kan du jo kigge dig omkring på den nu opdaterede blog.

Beijing er spændende, og det føles ret internationalt at sidde og arbejde på sin computer på en lufthavnscafe, men jeg vil til hver en tid hellere skrive min blog her på det lokale tehus ud til den lidt lugtende men fine å.