Fredag morgen kaster Louis et blik på sit skrivebord i
børnehaven og udbryder, at vi har fået post. Han studerer den afstivede
papkonvolut nøje og kan snart konstatere, at det er vores længe ventede TESOL-certifikater.
To sirligt underskrevne stykker fotopapir, som indikerer, at vi nu officielt er
godkendt til noget så flot, som at undervise ikke-engelsksprogede mennesker i
engelsk (Teaching English to Speakers of Other Languages). Certifikaterne bliver
tildelt et par minutters opmærksomhed, hvorefter de hurtigt kommer ned i
skrivebordsskuffen, og vi farer videre til engelskundervisning i henholdsvis
MiaoMiao Class og Angel 2. Efterfølgende kan jeg nu alligevel ikke undgå at
reflektere lidt over vores fem måneder i børnehaveland. Selvom certifikaterne i
sig selv er uinteressante, markerer de alligevel slutningen på et længere
forløb. Vi er kommet fra A til B - alt imens de 3-årige kineserpurke er nået
hele vejen fra ”’A’ for ’Apple’” til
”’I’ for ’Icecream’”.
For bedst muligt at beskrive vejen fra punkt A til punkt B
vil jeg starte med at beskrive den Ane, der drog afsted mod Chengdu ultimo
august 2013. Hun gik til opgaven fuld af selvtillid, og mente ikke, at det at
undervise i engelsk kunne være så svært igen. Smal sag. Piece of cake. Det
kunne der ikke være nogen ben i. Trods denne uknækkelige tiltro til egne evner
som børnehavelærer var Ane meget monoton, umådelig stillestående og komplet
idéløs i et klasselokale -dog alligevel med en opfattelse af, at det gik ganske
godt. I dag, fem måneder senere, ser jeg tilbage på August-Ane og glæder mig
over, at hun har gjort sig mange erfaringer siden da. Der er nemlig mange
udfordringer i, uden skyggen af erfaring, at slå sig løs som engelsklærer for
kinesiske børn. Heldigvis har vi formået at overkomme en stor del af dem. Herunder
har jeg beskrevet de fire centrale udfordringer vi har puklet med.
Udfordring 1: Ting bu
dong (Jeg forstår ikke)
Den første
udfordring jeg vil ridse op er den sproglige barriere. Vi har ikke et fælles
sprog med børnene, hvilket kan gøre helt basal kommunikation lidt problematisk.
Desuden har børnene absolut intet kendskab til engelsk, så man skal dermed
vælge sine ord med omhu -alt bliver nemlig registreret og gentaget. Viser vi for eksempel et billede af et hus og siger ”det er et hus” hedder ”et hus” i
børnenes verden ”deterethus”. Hvordan skulle de vide, at der er tale om en
sætning og ikke et enkelt ord. Noget der har afhjulpet sprogudfordringen er for det første børnenes kendskab til os og vores daglige reprimander. De har lært, hvordan det
foregår, når vi vil have dem op at stå, ned at sidde osv. Rutinen hjælper altså
meget. For det andet har vores kendskab til det kinesiske sprog gjort
det muligt at indflette kinesiske ord og små sætninger i forklaringerne af nye
lege -hvilket gør det noget mere gnidningsløst at sætte gang i et nyt sjovt
projekt i klasseværelserne, end det var tilbage i august.
Derudover er
vi af nød blevet stjernedygtige til gæt og grimasser. Mange lege må forklares
med fægtende arme og små demonstrationer. Og det er faktisk slet ikke så let, som
det lyder. Udover de almindelige ufordringer ved gæt og grimasser er der nemlig også en kulturel barriere at tage højde for. Vi har nemlig ikke nødvendigvis de samme definitioner på ting som kineserne. Dyrene siger ikke de samme lyde, og årstiderne forbindes ikke med de samme ting. Den slags irriterende forskelle kan tage pusten fra enhver
engelsklærer, der forsøger at forklare sig ved hjælp af fagter og lydeffekter. Ganske
som med den sproglige barriere, er det tiden der arbejder for os, når det kommer
til at nedbryde den kulturelle barriere. Vi har efterhånden lært at tilpasse
undervisningen til denne specifikke kulturelle gruppe, samt lært at kinesiske
pistoler siger ”piao” og ikke ”bang”.
Udfordring 2: Sjov
uden ord
En anden udfordring består i at opbygge et nært forhold til
150 børn uden at være i stand til at føre en samtale med dem. Noget så simpelt som at lege med børnene var en stor udfordring for 5 måneder
siden. Med tiden har vi knækket koden og fundet ud af, at kan man ikke
kommunikere med hele sætninger, må man nøjes med at skyde efter hinanden med luftpistoler,
spontant bryde ud i fællessang eller kalde hinanden øgenavne.
Disse begrænses dog til engelske ord fra undervisningen, så der er tale om yderst besynderlige og meget uskyldige øgenavne. Water, Bird, Coffee, Monkey, Santa Claus og Tea er blandt de mest populære. Endelig er der de fortælleglade elever, der ustandseligt pludrer på kinesisk. I sådanne tilfælde har det vist sig mere effektivt at pludre tilbage på engelsk om et tilfældigt emne, end at forsøge at forstå, hvad de siger. Det er ungerne ganske fint tilfredse med, og det virker meget venskabeligt, selvom ingen af parterne forstår et kuk.
Disse begrænses dog til engelske ord fra undervisningen, så der er tale om yderst besynderlige og meget uskyldige øgenavne. Water, Bird, Coffee, Monkey, Santa Claus og Tea er blandt de mest populære. Endelig er der de fortælleglade elever, der ustandseligt pludrer på kinesisk. I sådanne tilfælde har det vist sig mere effektivt at pludre tilbage på engelsk om et tilfældigt emne, end at forsøge at forstå, hvad de siger. Det er ungerne ganske fint tilfredse med, og det virker meget venskabeligt, selvom ingen af parterne forstår et kuk.
Udfordring 3: Fantasien sætter i sandhed grænser
Tredje udfordring er, at finde ud af, hvordan undervisningen
ikke bliver kedelig og ensformig. Børnene skal trods alt trækkes med os i 20
minutter hver dag, og engelskundervisningen skulle gerne være forbundet med
noget sjovt og positivt frem for noget trægt og træls. Noget der hurtigt blev
kasseret i den forbindelse er vores selvhøjtidelighed. Vi smider os på alle
fire i katte-imitationer og vifter tosset med armene i alt fra stopdans til
ordgennemgang. Denne klovnedebut føltes i starten lidt unaturlig, men det er dog underordnet, når blot det virker -og det gør det. Der skal ikke meget
til for at underholde en flok 2-6årige. Lidt rynken på næsen eller et uventet
hop til siden er som regel nok til at fange deres opmærksomhed og sætte bølger
af grin i gang. Undervisningsmæssigt har vi haft rig mulighed for at
eksperimentere på livet løs. Vi har fundet på lege der fungerer godt, lege der
kan bruge lidt justeringer og lege som decideret har vist sig uegnede. Den mest brugbare erfaring vi har gjort os er, at en lille bitte ændring i en ellers velkendt leg, er en helt ny og ukendt leg for XiaoBao på 2 år. Det gør i sandhed vores job lettere.
Vigtigst af alt har vi lært at slappe helt af med opgaven. Det giver plads til grin og latter, hvilket gør lektionerne langt sjovere for alle parter. For at være ganske ærlig har det betydet, at vi ikke længere planlægger vores undervisning. De bedste timer har nemlig vist sig at blive til gennem improvisation og ved at fornemme, hvad børnene lige er i humør til på den givne formiddag.
Vigtigst af alt har vi lært at slappe helt af med opgaven. Det giver plads til grin og latter, hvilket gør lektionerne langt sjovere for alle parter. For at være ganske ærlig har det betydet, at vi ikke længere planlægger vores undervisning. De bedste timer har nemlig vist sig at blive til gennem improvisation og ved at fornemme, hvad børnene lige er i humør til på den givne formiddag.
Udfordring 4: Børnehavekultur og børnebussemænd
Den fjerde
udfordring består i, at kinesiske børnehaver ikke er helt som danske
børnehaver. Med tiden har vi vænnet os til børnehavens normer og rutiner, og
lært at tilpasse os børnehavens mange skemaændringer. For eksempel formoder vi
bare, at der ikke er morgensamling, hvis det er lidt koldt udenfor. Det er ikke længere så stor en irritationsfaktor når undervisningsmaterialet
skal ændres, fordi rektor synes, der skal ske noget nyt (igen). Desuden har vi nogenlunde lært at acceptere børnehavens
altoverskyggende forsøg på at fremstå, som noget den ikke er, i håb om at stille
forældrene tilfredse.
Børnehavens
administrative del er blot rammedannende for børnehaven. Det der udfylder
rammen er børnene - og små børn var vi ikke videre vante til. De børnehandlinger, der før
kunne forstyrre øjet, registrerer vi slet ikke længere. Vi ænser knap nok, når baby class står og tisser på skift i en spand midt i
klasselokalet. Vi tænker ikke længere over, at børnene har grimme
bomuldsærmebeskyttere uden over deres fine jakkeærmer. Vi er blevet immune overfor fremvisning
af bussemænd, og endelig har vi lært at undervise og have en hylende unge på
armen på én og samme tid.
Ting tager tid
Tid har naturligvis været en god læremester i hele denne
proces. Dog er det børnene der fortjener størst cadeau for vores forbedringer
som engelsklærere. Der er intet der kan motivere som en glad flok unger; og
intet der kan nage mere end en flok unger, som ikke er helt tilfredse. Hvor
børnehaveadministrationen helst romantiserer sandheden lidt, kan man altid
forvente komplet ærlighed fra de 3-årige gutter. Der lægges ikke
fingre imellem, og denne (oftest) nonverbale konstruktive kritik har givet os meget at
arbejde på. Vi kan altså takke vores elever for, at vi nu kan modtage vores
TESOL-certifikater med nogenlunde god samvittighed. Der er dog meget at lære
endnu, og hertil har vi måttet købe os noget ekstra tid. Her kommer børnehaven
ind i billedet. Den er meget tilfreds med vores udvikling og har derfor
tilbudt os at blive hængende lidt længere, hvilket vi ikke har kunnet modstå. Det
vil i praksis sige, at vi har skrevet kontrakt med børnehaven om at arbejde
fuld tid indtil slut maj på en ordning, som vi kun kan være tilfredse med. På
den måde får vi altså en helt unik mulighed for ikke blot
at komme fra punkt A til punkt B som undervisere, men også fra punkt B til punkt C. Derudover
er der vel nok nogle kroge af Chengdu, såvel som et par egne af Kina vi endnu
mangler at udforske. Vi ses sidst i maj!